Prøv avisen
Interview

Katolsk biskop: Kristen enhed er kun mulig med paven som overhoved

Pave Frans ­passerer en statue af Martin Luther, som blev opstillet i Vatikanet ved et møde med lutherske pilgrimme. Foto: M. Migliorato/CPP/IPA/Polfoto

Den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, mener ikke, at den fælles fejring af Reformationen er udtryk for en større teologisk forbrødring mellem katolikker og protestanter

Hvor stort er det, at katolikker og lutheranere i fællesskab i år markerede 500-året for Reformationen?

Og er det et afgørende skridt i retning mod den kristne enhed, som blev beskrevet som et mål på mødet i Lund i Sverige, hvor en katolsk pave for første gang var med til at højtideligholde en begivenhed, der ellers splittede den kristne kirke i 1500-tallet?

Hvis man spørger den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, så er svaret, at mødet i Lund ikke vil gå over i historiebøgerne som et før og et efter.

Han anerkender dog begivenheden som et vigtigt signal om ønsket om at fokusere på fællesskab frem for uenigheder. Og kalder det ”ekstraordinært”, at det lige netop er Reformationen, der højtideligholdes i fællesskab.

”Det er meget positivt, at vi som katolikker og lutheranere gør noget ud af Reformationen sammen. Katolikkerne kunne sagtens have sagt: ’Det er jeres fest’, og lutheranerne kunne have ladet være med at invitere. Men ved at være sammen viser både lutheranere og katolikker de gode viljer om at fortsætte dialogen og åbenheden over for hinanden,” siger Czeslaw Kozon, der tager imod på sit kontor på Gammel Kongevej i København, hvor den katolske kirke i Danmark har hovedsæde.

I medierne har der ellers – efter pavens deltagelse i Lund og Malmø – været mange overskrifter om, at lutheranere og katolikker nu for alvor er ved at nærme sig hinanden. Og flere har fremhævet forpligtelsen til at søge synlig kristen enhed, hvilket var et af de fem punkter, paven og præsidenten for Det Lutherske Verdensforbund underskrev i Lund.

”Det er sådan, det skal være. Men er vi overhovedet enige om, hvad vi mener med ’enhed’? Teologisk set er vi ikke kommet hinanden nærmere de sidste mange år. Snarere tværtimod. Før kunne vi diskutere teologiske dogmer som for eksempel retfærdiggørelsen og sakramenterne og komme tættere på en fælles forståelse. Men i de senere år er de moralske spørgsmål omkring for eksempel ægteskab mellem to af samme køn kommet til at udgøre en større forskel,” vurderer Czeslaw Kozon.

Og den katolske biskop Kozon tvivler da også på, at en kristen enhed vil være kommet ret meget tættere på, hvis vi kigger ti år frem.

”Enheden er en nødvendig ambition og noget, vi absolut skal blive ved med at arbejde for. For det er vigtigt, at vi står sammen som kristne og besinder os på vores kristne tro. Både på grund af den stigende sekularisering og for at dæmpe frygten for islam. Men for at en egentlig enhed kan fuldbyrdes, kræver det, at vi er enige om det, vi tror på. Der er fortsat udeståender om syn på embede og nadver. I synet på embede indgår blandt andet forståelsen af den apostoliske succesion, der betyder, at vi ser biskoppernes og Pavens embeder som led i en lang kæde, der går helt tilbage til Jesus og disciplene,” forklarer Czeslaw Kozon og uddyber:

”Det katolske syn på enhed består i at blive én kirke med et fælles overhoved. Det skulle ikke betyde en udslettelse af andre kristnes – for eksempel den danske folkekirkes – traditioner. Der kunne etableres nogle særordninger, så man for eksempel kunne bevare noget af den lutherske liturgi og andre traditioner, ligesom det er sket med dele af den anglikanske kirke. Der ville således ikke blive tale om nogen ydre uniformering, men for eksempel betyde, at den danske folkekirke blev en del af en udvidet katolsk kirke. Det er dog ikke sikkert, at det er det, lutheranere ønsker, når de taler om ’kristen enhed’. Og det forstår jeg udmærket,” siger Czeslaw Kozon.

For den katolske biskop i Danmark er bevidst om, at den evangelisk-lutherske kristendom i den grad har været identitetsskabende for danskerne og er den kirke, som de sidste 500 år har båret kristendommen frem her i landet.

Derfor er det heller ikke noget, man uden videre kan give køb på i en større forsoningsproces med den katolske kirke.

”Så katolikkerne kan sagtens forstå tilbageholdenheden fra lutheranernes side. Men omvendt virker det som om, det er lutheranere, der primært ønsker tilnærmelsen og kræver indrømmelser fra den katolske kirke, herunder nadverfællesskab,” siger Czeslaw Kozon og fortsætter:

”For eksempel var der en, der forud for mødet i Lund udtalte, at han virkelig håbede, at pave Frans ’havde noget med til Lund’. Men hvorfor stiller man det op på den måde? Det er, som om det hele tiden er katolikkerne, der skal komme med indrømmelser eller forandre opfattelse. Der må være tale om en gensidig tilnærmelse, hvilket også de sidste årtier er sket på flere områder, som det er kommet til udtryk i erklæringer fra den luthersk-katolske dialogkommission.”

Når den katolske biskop skal pege på de områder, hvor katolikkerne efter hans mening har nærmet sig lutheranerne, peger han blandt andet på synet på Luther.

”Vi har jo klart taget mange af Luthers pointer til os. Hvis ikke den katolske kirke dengang havde stået så stejlt over for Luther, men i stedet havde lyttet åbent og indgået i en dialog, så tror jeg slet ikke, der havde været en Reformation. For der var mange ting, der trængte til at blive reformeret. For eksempel hans blik for almindelige menneskers mulighed for opdragelse i den kristne tro, hans kritik af præsternes uddannelse og den dårlige ledelse, han oplevede mange steder. Derudover har vi faktisk også taget noget af Luthers syn på embedet til os. For han havde jo ret i, at alle hver især gennem det almene præstedømme har et ansvar for Gudsrelationen og videregivelse af troen, ikke kun de gejstlige. Dog går vi ikke hele vejen i forhold til ideen om det almene præstedømme og tror, at enhver bliver pave ved dåben,” siger Czeslaw Kozon med et glimt i øjet.

For en udenforstående kan det ellers se ud, som om det er lutheranerne, der har været mest villige til løbende at reformere den kristne tro. Ved for eksempel at åbne for kvindelige præster og ægteskab mellem to af samme køn.

”Jamen, der er da også mange inden for den katolske kirke, der ønsker de muligheder og taler om, at vi skal ’følge med tiden’. For den katolske kirke er det imidlertid vigtigt ikke bare at give efter for tidens skiftende værdier. Vi holder fast ved, at der er uopgivelige elementer i den kristne lære, selv om det kan være hård kost for nogle. Men jeg er da overbevist om, at hvis vi heller ikke havde haft en central instans og i stedet havde ladet det være op til den enkelte katolik at definere, hvad katolicismen er for en størrelse, ja, så havde vi nok set den samme udvikling i den katolske kirke,” siger Czeslaw Kozon – der samtidig understreger, at lige netop kvindelige præster og vielse af homoseksuelle er helt udelukket for katolikker:

”Pave Frans var meget klar i mælet, da han på vej hjem fra Sverige sagde, at diskussionen om kvindelige præster er slut. Det er uddebateret.”