En levende legende. Sådan præsenteres Hans Kristian Neerskov med jævne mellemrum, når han af menighedsråd og kirker bliver inviteret til at komme og fortælle om sit liv.
Og det er heller ikke nogen helt almindelig livshistorie, der venter de fremmødte, fra det øjeblik Hans Kristian Neerskov tager ordet.
LÆS OGSÅ: Bibelen er Kinas største bestseller
De fleste vil ganske givet løbe skrigende bort og hellere vælge en mere normal tilværelse med 8-16-arbejde end det, Hans Kristian Neerskov gennem tiden har kastet sig ud i. Men han har ikke kunnet gøre det anderledes. Gud har ledt ham på vej. Den tidligere præst oplevede i 1960erne at blive revet ud af sin danske dagligdag og kastet ud på en farlig færd:
En søndag i 1964 stod jeg i kirken og prædikede over missionsbefalingen. Ordene Gå ud i verden blev ved med at rumstere. Tanken om den lidende kirke i de kommunistiske lande, hvor kristne oplevede forfølgelser og ikke kunne udleve deres tro, kunne jeg ikke slippe, siger Hans Kristian Neerskov og fortsætter:
Jeg vred mine hænder. Bad til Gud. Jeg kunne ikke se, hvordan der kunne komme missionærer ind i de kommunistiske lande, der fyldte en tredjedel af verdenskortet.
Neerskov oplevede at få svar fra Gud.
Jeg har ikke bedt dig sende missionærer. Gå!, lød røsten til Hans Kristian Neerskov.
Dermed kom det at gå til at blive meget konkret i Hans Kristian Neerskovs liv. I 1964 grundlagde han Dansk Europamission, hvis mål var at bringe bibler ind i den kommunistiske Sovjetunion og Kina.
En risikabel færd. Bibelsmugling med den hellige skrift skjult i hemmelige rum, når kurerer kørte ind på den anden side af Jerntæppet. Hans Kristian Neerskov blev af KGB, Sovjetunionens efterretningstjeneste, betragtet som en farlig fjende. Han har været arresteret ikke færre end 11 gange og har været holdt op med et gevær i ryggen. Men han har aldrig været bange, hævder han.
Jeg har altid og sådan har jeg det stadig haft en tillid til, at jeg dør, når jeg skal. På den måde har jeg aldrig været styret af frygt.
Ofte vågner Hans Kristian Neerskov klokken 4 om morgenen. Lysvågen og med tanker og idéer, der flyver rundt. I reglen overvejer han sine indfald nogle dage. Bliver han overbevist om, at det er Guds vilje, handler han på det. De tidlige morgentanker har blandt andet resulteret i et omfattende missionsarbejde i Sydamerika.
En morgen, hvor jeg vågnede, fik jeg den tanke, at vi skulle bringe 25.000 udgaver af Det Nye Testamente ind i El Salvador og Guatemala.
Hans Kristian Neerskov kan ikke forklare, hvor sådan en tanke kommer fra. Han forstår det selv sådan, at Gud taler med. Da Sydamerika dukkede op denne morgen, var det fjernt fra Dansk Europamissions øvrige arbejde i Sovjetunionen og Kina. Men missionsbevægelsens bestyrelse bakkede projektet op. I bestyrelseslokalet har der hersket stor tillid til, at Neerskovs tanker før morgengry er noget, der skal tages alvorligt.
Umiddelbart efter at vi havde fået Det Nye Testamente ind i de to lande, udbrød der revolution med forfølgelse af kristne. På den måde har jeg altid oplevet, at Gud har vist mig, hvor jeg skal gå, siger Hans Kristian Neerskov, der tror på Guds ords magt og derfor har oplevet det som sin livsmission at udbrede evangeliet.
Når man betragter det tempo som den 80-årige Hans Kristian Neerskov stadig bevæger sig rundt med og kigger rundt i hans hjem fyldt med kristen litteratur, ikoner, børn og børnebørn i rammer og et utal af bøger, som han selv har skrevet er det mere end tydeligt, hvilken styrke og kraft han er gået til livet med. Inden for de seneste år er han blevet ramt af et par blodpropper og må leve med en lam venstre fod, men det er svært at se, når han med raske skridt bevæger sig rundt i sin lejlighed, ned i kælderen, hvor hans eget forlag har til huse, og videre ud i bilen for at drage ud i verden.
Jeg har skruet lidt ned og udgiver ikke flere bøger på mit forlag, siger Hans Kristian Neerskov.
Set udefra må han vel også siges at have leveret sit bidrag. 44 bøger er det blevet til herunder bestselleren Hvor øst og vest mødes fra 1974, der er udkommet i 10 millioner eksemplarer på 16 sprog i 26 lande.
De, der kender Neerskovs livshistorie, ved, at han har været præst i pinsekirken. Men han brød eftertrykkeligt med pinsekirken, da en såkaldt herlighedsteologi bredte sig. Mennesket kunne fremme egen lykke ved at præstere en særlig tro. En fjern tanke for Neerskov, der i stedet har fundet sig til rette i folkekirken.
Lige meget hvor han har færdedes, har han delt vandene. KGB betragtede ham som en fjende. Han blev umiddelbart før det kommunistiske styres fald i Sovjetunionen inviteret af præsident Mikhail Gorba-tjov til at tale med hans rådgivere om, hvordan USSR kunne reddes. I USA har han grundlagt bevægelsen Mission Possible. Det er blevet til besøg i 45 stater og en invitation fra tidligere præsident Ronald Reagan til dennes 75-års-fødselsdag. Neerskov har været elsket, og han har været hadet og frygtet. På hjemlig grund har alt fra udenrigsministre til provster, præster og biskopper harceleret mod ham, når han bramfrit har kastet sig ud i teologiske, kirkelige og samfundsmæssige diskussioner.
Jeg har været utrolig udskældt. Det har egentlig ikke generet mig at være i skudlinjen. Folk må mene om mig, hvad de vil. Så længe jeg gør det, som er min opgave, siger Hans Kristian Neerskov.
Indimellem har det strejfet ham, om hans livsopgave det at drage ud i verden med Guds ord har haft omkostninger i forhold til hans kone og fire børn. I dag er de voksne og har selv fået børn. Han har spurgt dem og fundet ro med deres svar:
De siger, jeg har været til stede i deres liv og været der, når de har haft brug for det, siger Neerskov med en for ham stille eftertænksomhed.
For 13 år siden blev han enkemand. Han er lykkelig for, at han for seks år siden blev ramt af en ny kærlighed. Han reagerede på en kontaktannonce i Søndagsavisen, hvor en kvinde savnede en mand at holde i hånden om søndagen i kirken. Det er blevet til et nyt ægteskab.
Vi har det helt fantastisk sammen. Vi har beholdt begge lejligheder og har en dobbeltseng hvert sted og sover enten det ene eller det andet sted. Hun arbejder stadig som sygeplejerske og psykiater, siger Hans Kristian Neerskov.
Han erkender, at han også har begået fejltagelser i sit liv måske nogle gange har været for hurtig i replikken over for modstandere. Men når man tager initiativ, er der risiko for fejl, anfører han:
Hellere komme galt af sted end ikke at komme af sted, som et gammelt ord siger.
I morgen klokken 12 inviterer han i anledning af sin 80-års-fødselsdag til åbent hus i Karslunde Strandkirke i umiddelbar forlængelse af gudstjenesten.