Jeg spurgte en præst, der var på besøg fra Sverige for at betjene de assyriske kristne i Aarhus, hvad jeg skulle gøre, så jeg kunne finde et sted at modtage nadver.
”I kirken her er der kvindelige præster, så hvordan kan jeg modtage nadver?”, spurgte jeg. Jeg havde boet i Danmark i fire år og havde ikke modtaget nadver, siden jeg forlod Syrien. Præsten sagde til mig, at her i Europa var forholdene anderledes, og selvom jeg ikke var vant til kvindelige præster i kirken derhjemme, kunne jeg godt gå i kirke her i Danmark og modtage nadver. Det var fantastisk. Det var som at komme hjem. Jeg kunne igen komme i Guds hus og finde fred. I fire år havde jeg ikke modtaget nadver, og jeg havde været fuld af bekymringer og uro. Først da jeg begyndte at komme i kirken igen, fandt jeg ro.
Jeg er født i Irak, men voksede op i det nordlige Syrien, fordi mine forældre flyttede dertil, da jeg var lille. Min mor har armensk baggrund, min far var kaldæisk kristen, og vi var katolikker. Vi bad derhjemme, og min mor lærte mig at slå korsets tegn, når jeg gik ud af huset, og bede morgen- og aftenbøn. Det gør jeg stadig hver dag.
I min barndom gik vi også i kirke hver søndag. Lørdag aften klokken 18 ringede kirkeklokkerne, og så skulle vi forberede os på søndagen, som var kirke- og hviledag. Vi måtte ikke arbejde eller vaske. Søndag morgen gik vi i kirke, og om eftermiddagen besøgte vi vores familie og venner. Da jeg var otte år, fik jeg nadver første gang. Kirken og troen fyldte meget i min familie, og min mand kom også meget i kirken. Hver lørdag aften tændte vi røgelse, som spredte en særlig duft. Det gør jeg stadig den dag i dag.
Da vi landede i Kastrup, kom der nogle betjente og ville undersøge min bagage. Jeg havde købt et helt kilo røgelse med fra Syrien, som lå i kufferten. Betjentene spurgte, hvad det var, og jeg prøvede at forklare det med tegnsprog. Jeg slog korsets tegn og viste dem tegnet for en kirke. Men de låste mig inde i fire timer sammen med min lille søn, mens de undersøgte pakken. Så kom de tilbage og lukkede mig ud og var meget venlige.
Da vi havde boet et par år i Danmark, fandt min mand og jeg sammen med nogle assyriske kristne fra Irak og andre lande, og vi lavede en forening og fandt en kirke, som vi kunne låne. Der kom en assyrisk præst fra Sverige på besøg nogle gange om året og fejrede gudstjeneste, og det var ham, der døbte min datter, som jeg fødte efter nogle år i Danmark. Det var også ham, der sagde til mig, at jeg godt kunne gå i folkekirken og modtage nadver.
Folkekirken var fremmed for mig på nogle måder, for jeg forstod ikke alt, hvad præsterne sagde. Det chokerede mig også, første gang jeg så, at den mandlige præst, som lige havde stået på prædikestolen i sin præstekjole, gik ud og skiftede til shorts. Det kunne aldrig ske i Syrien, at en præst gik hjem fra kirken i shorts. Jeg kan heller ikke forstå, at homoseksuelle kan blive viet i en kirke. Da Gud skabte mennesket, skabte han en mand og en kvinde, ikke to kvinder eller to mænd. Jeg spørger Gud, hvorfor kirken i Danmark gør sådan. Der må være et svar. Men det får mig ikke til at vende folkekirken ryggen. Den er blevet mit hjem.
Gudstjenesten i folkekirken er også anderledes end i den assyriske kirke, hvor vi nu har fået egen kirkebygning og egen præst. I folkekirken begynder gudstjenesten præcis klokken 10, alle er der til tiden, og det tager kun en time. I den assyriske kirke er der altid nogen, der kommer rendende undervejs, gudstjenesten varer flere timer, og folk går ind og ud med deres børn.
Men for mig er forskellene ikke vigtige. Det er kirke, og det er Guds hus. Jeg kommer også i en frikirke indimellem, og jeg har også været i den katolske kirke i Aarhus.
Hasle Kirke, som er den sognekirke, jeg boede tættest på i mange år, er blevet mit hjem. Jeg føler mig tryg der og kender personalet og præsterne. Jeg har været frivillig der i mange år og har også været ansat til at gøre rent i kirken. Jeg begyndte som frivillig med at lave spaghetti og kødsovs til børnegudstjen
esten, og siden har jeg hjulpet med alt muligt forskelligt. Nu er jeg også frivillig i Vor Frue Kirke, som ligger sammen med det gamle kloster, hvor jeg flyttede ind i en lille lejlighed for et års tid siden. Gud giver os så meget, og vi kan give det videre ved at gøre noget for andre. Jeg giver af et rent hjerte, ikke fordi jeg vil have tak fra andre. Det er noget, der er mellem mig og Gud.
Når jeg rejser til udlandet, finder jeg altid en kirke. I mange år var jeg med i en rejseklub, og en ældre dansk dame i klubben sagde altid, at hvis jeg blev væk, skulle de bare lede efter mig i kirken. Kirken er frihed for mig.
Jeg har en bibel på arabisk og en på dansk og læser i dem skiftevis. Når jeg beder til Gud, beder jeg på arabisk, og i den assyriske kirke foregår det hele på assyrisk. Det har jeg lært som voksen, for mine forældre talte arabisk sammen. I folkekirken forstår jeg ikke altid hele prædikenen på dansk, men det gør ikke noget. Gud er Gud for os alle sammen, og han kigger ikke på farve eller nationalitet.
Jeg har aldrig oplevet, at det er svært at tro. Det sværeste har været, da jeg ikke kunne komme i kirke. I kirken finder jeg fred. Der sker noget med mig, så snart jeg træder ind i kirken. Det er, som om jeg bliver et andet menneske. Som om der bare er min Gud og mig.
Min mor har altid sagt til mine søskende og mig, at vi skal være troende og lære vores børn at gå i kirke, for uden kirken er vi ingenting.