Prøv avisen
Tro&tvivl

Rektor på kristent gymnasium: Kristendom er del af pædagogikken

Eleverne til Hovedstadens Kristne Gymnasium, der åbner til august, vil komme med både metro og S-tog, og selv har rektor Sigbjørn Sørensen også været vidt omkring i det danske land og den danske uddannelsesverden. Foto: Emil Kastrup Andersen

Sigbjørn Sørensen har altid følt stort trosmæssigt udbytte af de situationer, hvor livet har krævet noget af ham. Det gør det i de kommende måneder, hvor han flytter til København og bliver rektor for et kommende kristent gymnasium

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min kristentro handler om at elske Gud og min næste. Dette skal gerne spejle sig i, hvad jeg siger og gør, så jeg ikke kommer i konflikt med det, som er sundt og rigtigt. Det er ikke til at udholde, hvis der i mit daglige liv er for stor afstand mellem min tro og mine handlinger.

Alligevel sker det, også når jeg ikke tænker over det, som for eksempel for nogle år siden hvor jeg ved aftensbordet tog min datter i hånden og sagde til hende, at jeg elskede hende. Efterfølgende sagde hun så til min kone, at det plejede far da aldrig at sige, hvilket fik mig til at tænke på, at tingene kun har værdi, hvis vi giver udtryk for dem. For jeg elsker jo mine børn overalt i verden, men hvad er al den kærlighed værd, hvis den kun foregår inde i min egen mave? Nej, det skal ud i verden.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er vokset op i Faaborg i et hjem, hvor kristentroen betød meget. Min mor var organist, og mine forældre var de første år af min barndom aktive medlemmer af Frelsens Hær, så udover salmesang og bordbøn derhjemme var vi med til lejre og stævner. Men så engang i 1970’erne kom den såkaldte åndelige fornyelse, der førte til det, der i dag er Dansk Oase, og mine forældre forlod Frelsens Hær, fordi de fandt stor interesse i denne bevægelse. Jeg kender ikke til de nærmere omstændigheder, men vi blev hurtigt ligeså involveret i folkekirken.

Hjemmet var præget af en tydelig tro, men også af, at der ikke var mange ressourcer. Til gengæld var vi børn aldrig i tvivl om, at vi var elskede af vores forældre, og den viden er det en gave at få – også trosmæssigt, fordi jeg derigennem lærte at turde have tillid til kærligheden.

Hvad har udfordret din tro?

Standardsvaret er verdens ondskab, men den har aldrig for alvor udfordret mig. Det har til gengæld den selvretfærdighed, som kommer, når troende mennesker, der selv har mødt nåden og barmhjertigheden, møder andre med fordømmelse. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man som menneske kan finde andre uværdige til nåden, når man selv – i egen uperfekthed – har oplevet at blive mødt med tilgivelse. Det skuffer mig derfor at se denne fordømmende snævertsynethed. Det samme gælder den nidkærhed og holdning om, at målet helliger midlet, som er typisk for mennesker, der mener, at de partout har retten på deres side, hvad enten der er tale om en konkret sag i lokalmiljøet eller en debat i medierne.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Jeg har nu igennem et halvt århundrede hængt ud i ”Klub Kristen”, som jeg kalder det. Dér har jeg mødt et hav af mennesker, som har formet min tro sammen med de bøger, som jeg har læst, og det arbejde, jeg har lavet, både på efterskoler og højskoler. Men allermest er min tro blevet påvirket i og af selve øjeblikket. For som Jesus siger det i Mattæusevangeliet, ”det skal blive givet jer i samme stund, hvad I skal sige.” Når jeg står i en konkret situation, sker der altid noget, både på de ydre og de indre planer.

Jeg er lige blevet valgt som rektor for Hovedstadens Kristne Gymnasium, der slår dørene op til august. Og udover at det er en stor ære og en lige så stor udfordring fagligt, så kommer det også til at påvirke mig personligt og blive sådan en ud af båden-oplevelse, som jeg kalder det, når jeg som en anden Peter kaldes ud af min komfortzone og skal gå på bølgerne.

For det skal jeg med Hovedstadens Kristne Gymnasium, som dels kræver, at jeg og min familie om kort tid flytter fra Jylland til hovedstaden, hvilket bliver lidt som at skifte land, dels vil mødet med både personalet og eleverne herovre påvirke mig. Men det er kun godt, for det handler om at turde tro og at vælge det gode, så jeg glæder mig meget.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Der er selvfølgelig min private sfære med min familie og en hverdag med sang, bøn og gudstjeneste. Men også i mit professionelle virke ser jeg min kristne tilgang som en helt naturlig og uundgåelig del af pædagogikken, ledelsen og relationerne. Etik og moral kan være meget godt, men det bærende element i al menneskeligt samvær er, hvordan vi møder hinanden, og her er eleven i mit kristne livssyn altid lige så værdifuld som læreren – eller som rektoren. Vi har et fælles udgangspunkt, fordi vi er mennesker, og det er det, som jeg altid tager afsæt i. For læring handler ikke bare om at åbne 20 hoveder og se, hvad man kan proppe ned i dem. Det drejer sig om, hvordan vi gør det – og her er den anerkendende pædagogik i sin tilgang også meget kristen og i øjenhøjde.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det er alle de ydmyge og milde mennesker, fordi de i modsætning til mig kan være, som Gud ønsker, at alle mennesker skal være over for hinanden. De inspirerer mig derfor med deres kærlighed og de åndens frugter, som hos dem strutter med den godhed, der falder dem så naturligt. Det er mig så også en trøst, at jeg bilder mig ind, at jeg i mit forhold til Gud hele tiden kommer tættere og tættere på selv at være et bedre og mere harmonisk menneske, simpelthen fordi det forandrer mig af være sammen med ham.

Det er ikke noget, jeg skal tage mig sammen for at kunne nå, men det er en gave. Jeg er derfor også ret inspireret af sognepræst Helge Pahus, frikirkepræst Gunni Bjørsted og den amerikanske munk Richard Rohr. Men også sognepræst Preben Kok og professor Svend Brinkmann taler godt ind i vores tid.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Da jeg var 3.g’er og gik på musiklinjen, som var status i min gymnasietid, så kom der en 1.g’er, som musikalsk var dygtigere end mig. Det havde jeg det rigtigt dårligt med, for jeg skulle jo være toppen af poppen netop det år, hvor jeg var sidsteårselev. Jeg påtalte derfor nogle af hans fejl over for vores musiklærer, og hun lyttede, men sagde så afvæbnende til mig: Ja, men Sigbjørn, du er jo jaloux. Og det var jeg, uden at jeg dog var mig det bevidst.

Men nu kom der ord på, hvad der skete inden i mig, og det kom ud, og så kunne jeg håndtere følelsen. Det er en slags moderne syndsbekendelse: Jeg formulerer mine følelser, og derved kan jeg forholde mig til dem. Sandheden sætter dig fri, som Jesus siger, og det passede på mig dengang og stadigvæk. For det gælder om at få ord på tingene og få det ud, så kan man håndtere alt her i livet.