Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det bedste er, at det er et mysterium. Man kan arbejde hele sit liv for at prøve at forstå, hvad kristendommen er og forsøge at efterleve den.
Jeg kan godt lide kristendommen. Jeg er gift med en sognepræst, så jeg har den tæt inde på livet.
For mig er kristendommens inderste væsen at gøre os menneskelige. Vi mennesker ændrer os hele tiden, så vores kristendomsforståelse vil blive en anden, i takt med at vi bevæger os. Kristendommen er en opfordring til en levende dans. Det er det bedste, og det er en livsudfordring.
Den franske kunstner Doré har lavet mange kobberstik, blandt andet ”Moses kommer ned fra Sinai” og ”Flugten til Egypten”. Jeg er et billedmenneske, derfor husker jeg mange af historierne i forbindelse med billederne. Min oplevelse af kristendommen til at starte med er præget af de kobberstik, at der er en fader, en almægtig Gud, som sidder i Himlen.
En anden god ting ved kristendommen er, at det er en kamp. Det er ikke en krig, men jeg må hele tiden kæmpe. Der er så meget rigtigt i kristendommen, men omvendt synes jeg, der er meget, jeg har svært ved at forstå. Derfor bliver jeg nødt til at arbejde med kristendommen.
Hvad er det værste ved kristendommen?
At den er farlig, fordi den er en udfordring for os. Derfor kalder den både det bedste og det værste frem i os.
Nogle mennesker har udviklet en form for inderlighedskristendom, hvor man dømmer andre på, om de har den rigtige eller forkerte kristendom. Hvis man ser på kristendommen som noget, der er rigtigt eller forkert, er det farligt. Bare tænk på Kain og Abel og de alle de religionskrige, der har været siden.
Det samme kan man se inden for politik, hvor der er den rigtige politik og den forkerte. Politik skal handle om at forvalte borgernes penge på en visionær måde. Ligesom kristendom handler om at forvalte Guds kærlighed på en visionær måde.
Kristendom skal ikke skabe grænser mellem mennesker, den skal nedbryde grænser.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Det ligger i navnet: Det er en kirke, der skal være åben for hele folket uden undtagelse, hvis man vil. Folkekirken er åben for hele folket, også selvom man er muslim eller buddhist.
Det bedste er, at folkekirken er en demokratisk ordning, hvor alle kan få medbestemmelse gennem menighedsrådene.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Det værste er, at det er så svært at finde de ord og billeder, der er vores tids nutidssprog, uden at billederne bliver forfladigede og sproget bliver fattigt.
Jeg mener ikke, man skal fjerne det gamle sprog, de gamle salmer og billederne i folkekirken. Hvis man forestiller sig, at det guddommelige budskab svæver i luften, og man sidder og drejer på frekvensen på en radio, kommer man hele tiden ud for, at man skal justere frekvensen for at bibeholde den gamle forbindelse. Ellers kommer der støj på linjen.
Budskabet er det samme, men nogle gange er vi nødt til at justere frekvensen. Jeg mener ikke, at man skal skifte hele folkekirken ud, men man skal dreje lidt på frekvensen. Hvis man ryger helt over i en anden kanal, må man jo dreje tilbage.
Da Jesus gik rundt på jorden, talte han den tids nutidssprog. Han talte på en anden måde end skriftkloge, så kunne alle forstå, hvad han sagde.
Jesu lignelser dengang var en ny virkelighed, fordi han brugte dagligdags ord og billeder. Hans lignelser handlede om mennesker her og nu, og han talte om urgamle guddommelige forhold på en ny måde. Min pointe er så: Hvilket sprog ville Jesus tale i dag? Hvilke billeder ville han bruge?
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Ligesom kristendommens inderste væsen er et mysterium, er gudstjenesten det også. Et mysterium, der bliver smykket af menneskers kærlighed gennem gudstjenesten.
Det bedste ved gudstjenesten er, når jeg hører Jesu lignelser. Så taler de direkte til mig, og jeg bliver forbavset og forundret over, at lignelserne stadig er så aktuelle. Når jeg kommer til en god gudstjeneste, føler jeg, jeg er kommet et sted hen, hvor de vil mig det godt, og så er det som at komme hjem. Det er helt fantastisk, at man nærmest har en familie i menigheden, og man føler sig velkommen.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
At man ikke føler sig imødekommet, og at man føler sig uden for fællesskabet. For eksempel hvis prædikenen er meget uvedkommende, eller hvis kirkesangeren synger så højt, at jeg ikke kan synge med. Så er jeg ikke med i gudstjenesten.
Det værste er, hvis jeg føler, at der mangler noget. Som regel går det op for mig, at det, der mangler, er mig selv. Det kan skyldes, at jeg ikke er nærværende og ægte til stede, så kan jeg nogle gange føle mig uden for fællesskabet. Når jeg finder ud af, at det, der mangler, er mig selv, bliver jeg flov.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Det får mig til at tænke over, hvad der er kristendom, og hvad jeg selv tror på. Det får mig til at tænke på, om der er en samlende, mangefacetteret Gud, en Gud, der har mange ansigter. I kristendommen er vi vant til, at Gud har tre ansigter - Faderen, Sønnen og Helligånden.
Når Jesus fortæller, at vores tro er som et træ med stammen, grene og rødder, kan man forestille sig, at alle trossamfund er blade og grene på ét stort trostræ. Det tror jeg på, for selvfølgelig er vi alle brødre og søstre i en stor menneskefamilie.
Det multireligiøse samfund får mig til at sætte spørgsmålstegn ved min tro, men det får mig også til at udvikle noget mere. Det får mig til at tænke på, hvordan jeg kan blive klogere i stedet for at blive forarget.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Det lyder så godt, og det er det også, men det er samtidig smaddersvært, og det tager tid at vænne os til, at vi lever i et multireligiøst samfund.
Det værste er, at det tager enormt lang tid, før vi kan blive en stor familie med en kærlig Gud. Hvor lang tid har det ikke taget, før bare katolikker og protestanter har fundet sammen? Og har vi overhovedet fundet sammen?
For at indse, at der måske er en Gud, der har mange ansigter og kommer til mennesker i forskellige skikkelser, kræver det storsind og masser af tid. Det er jo en ordentlig pille at sluge.