Helle Hertz: Kristendom er lys

Hun går i kirke for at sidde i stilheden og finde sig selv, men folkekirken skal have bedre åbningstider, mener skuespiller Helle Hertz. Derfor vender hun sig også mod Gud, når hun sidder i solen i sit sommerhus

"Det bedste ved folkekirken er, at den er en god institution,” siger skuespiller Helle Hertz.
"Det bedste ved folkekirken er, at den er en god institution,” siger skuespiller Helle Hertz. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Kristendommen bygger på noget smukt, nemlig tilgivelse og kærlighed. Det er vidunderligt, synes jeg. Jeg tror på, at man får tilgivelsen med Jesu ord, hvis man angrer af sit hjerte. Det er også tilgivelsen i kristendommen, der har lært mig at bede. Så når jeg er ked af det eller fortryder noget, så beder jeg, for jeg tror på styrken i ordene: Bed, og du skal få.

Men kristendom handler også om kærlighed, for Gud er kærlighed, til os og til hinanden. Det er det, der gør, at vi er medmenneskelige, og at vi har medfølelse for mennesker og dyr. Det giver mig en lykkefølelse at vide, at Gud har kærlighed til mig. Jeg ser Gud i alting, men særligt i naturen. Jeg elsker min lille have i mit sommerhus, når knopperne står klar, og roserne spirer. Der sidder jeg tit på én af de hemmelige bænke og nyder solen. Kristendom er lys. Når jeg sidder der en forårsdag i lyset, som jeg skal i påsken, så kommer troen og lykken til mig helt nede fra tæerne og op til hårrødderne. Så er Gud ved mig.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det værste ved kristendommen er på sin vis det samme som det, der er det bedste. Kærlighed og tolerance er svært at efterleve for os mennesker. Det er svært at være god og overbærende eller at tilgive, hvis man føler sig såret i sin inderste sjæl. Man må bare forsøge at ransage sig selv, eksempelvis i bøn. Så beder jeg for at kunne være noget for de mennesker, der står mig nær. Men jeg beder også for dem, der lider og ikke har så rigt et liv som mit. Det giver mig en god følelse af, at jeg hjælper andre.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Jeg synes, at folkekirken er en god institution. Vores folkekirke har udviklet sig - eksempelvis ved at homoseksuelle kan blive gift. Den er ikke lukket og forstokket længere, den har virkelig oppet sig. Jeg går selv i kirke til tider, men ikke nok. Jeg nyder at gå ind i en tom kirke og bare sidde der i stilheden. Det giver mig fred i sjælen. Jeg kommer væk fra den travle hverdag. Ingen kan nå mig der, bortset fra den jeg gerne vil nå - Gud. Når jeg sidder der i stilheden, så tænker jeg på mine børn og børnebørn eller de ting, der bekymrer mig. Så får jeg ro til at se tingene klart. Sommetider opdager jeg, at tingene ikke er så indviklede, som de ser ud til. Så finder jeg mig selv.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Jeg forstår ikke, hvorfor folkekirken stadig holder fast i morgengudstjenester. Hvorfor kan vi ikke have gudstjenester senere på dagen for de mennesker, der ikke kan komme tidligt op? Jeg synes også, at det er en skam, at der ikke er flere hverdagsgudstjenester. Folkekirken skal mangfoldiggøres. Man skal have bedre mulighed for at tale med sin præst eller høre en prædiken ved andet end festlige og forfærdelige lejligheder. Folkekirken burde have bedre åbningstider. Det ville være skønt med små, hyppige gudstjenester, hvor man kunne komme og høre dagens ord. Så kunne jeg gå i kirke på vej til Irma.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Det bedste ved gudstjenesten er præsten, hvis præsten vel at mærke kan give et godt indhold. En god præst kan finde ud af at relatere teksterne til livet i dag og gøre dem nærværende for den måde, vi lever på i dag. Det kan prikke til noget i mig, og så går jeg hjem med en masse nye tanker om tilværelsen. Det er så vigtigt, at en præst kan holde en god prædiken, også ved begravelser. Der skal ikke siges mere end højst nødvendigt. Der skal tales rent og med respekt for mennesket. Andre præster soler sig og vil synge teksten frem helt kunstigt. Sådan noget lægger en skuespiller som jeg mærke til, og sådan en prædiken siger mig ikke noget. Men noget andet, jeg nyder ved gudstjenester, er at synge salmerne, og især de gamle af dem. Det giver mig minder fra barnsben. Min yndlingssalme er ”Altid frejdig, når du går”. Den er så smuk. Hvis jeg er mørkt stemt, så er den så god at komme videre på. Så bliver jeg glad igen.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Det værste ved gudstjenester er, hvis præsten er fantasiløs i forhold til teksten. Da jeg selv blev gift med Christoffer Bro, blev jeg simpelthen så rasende på præsten. Han blev ved med at sige, at bare fordi vi er skabt i Guds billedet, betyder det ikke, at vi skal skabe os hele tiden. Jeg var kun 19 år, men jeg blev alligevel hidsig. Det er jo ikke det, teksten handler om, men han ville bare være sjov, fordi der sad en hel kirke af skuespillere foran ham. Jeg kan godt lide en vittig præst, men han var for gammeldags og tordnende og ville bare gerne høres.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Det bedste er, at vi har frihed til at tro, hvad vi vil. Det er vigtigt, at religion ikke er noget, der skal påduttes. Ens eget hjerte skal følge med troen. Alle trosretninger har ret til at være her, og dét er frihed i den højeste forstand. Jeg kommer selv ud af en jødisk familie på min fars side, og min mor var grundtvigianer. Men vi var altid sammen alle sammen på begge sider af familien. Vi mødtes hos mine bedsteforældre, og der var aldrig nogen, der diskuterede eller rev hinanden i håret over religion. Min svigermor, da jeg var gift med Christoffer Bro, var indremissionsk. Det gik også meget fint, men hun var nu ikke så glad for, at jeg var en ”Lommer-pige”. At jeg dansede på scenen i korset med bare ben og syn til barmen, satte hun ikke ligefrem pris på.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det største problem er, at vi ikke kan sympatisere med hinanden alle sammen. Det skaber en masse ufred, og det er bagsiden af vores samfund. Man har jo lov til at forkynde på en ordentlig måde, og man har også friheden til at sige, at man ikke er enig, men det bør foregå med en pæn tone. Sådan har det jo været for mennesket siden tidernes morgen. Vi bekriger hinanden i uendelige religionskampe. Jeg tror, at det er, fordi religion har med ens inderste eksistens at gøre. Det rører ved ens sjæl, hvis man tror inderligt. Derfor sårer det folk i det inderste, når de bliver angrebet på deres religion. I min familie med flere religioner har der altid været kærlighed og tolerance. Verden er jo vidunderlig, og vi skal kigge alle i øjnene og smile, uanset hvem de er.