Prøv avisen
Før søndagen

Kristendom uden handlinger kan være uhåndgribelig for mange

Diakonien er med til at minde os om, at det ikke er nyt for kirken at yde konkret hjælp til næsten, mener Leif Sondrup. Foto: Christian Roar Pedersen

Der mangler nærvær og interesse for naboen, siger stiftamtmand Leif Sondrup, når han læser søndagens prædiketekst. Han mener, at kirkens sociale arbejde rækker ud til mennesker og kan bidrage til, at troen ikke bliver abstrakt

Ingen mad - ét problem. Meget mad - mange problemer.

Leif Sondrup, jurist, stiftamtmand og tidligere statsforvaltningsdirektør i Nordjylland, gengiver ordsproget og sætter det i forbindelse med søndagens prædiketekst. Her lyder det fra Johannes Døbers far, Zakarias, at ”solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej”.

”For mig er den del af teksten meget stærk og iøjnefaldende. Det er troen på, at det gode vil sejre. At det er godt at se opad frem for at se nedad. Zakarias' lovsang får én til at reflektere over noget af det, som vi burde prioritere meget højere: at vores liv handler om relationer! Vi har udviklet os i en sådan retning, at vi er blevet mere krævende end givende, og jo mere velstand, jo flere krav kommer der,” siger Leif Sondrup, som i en længere årrække har arbejdet i forskellige ministerier herunder Socialministeriet, inden han kom til stillingen i Aalborg.

Derfor er han også optaget af, hvordan man i dag kan se aftryk fra kristendommen på det danske samfund og især det sociale område.

”De gennemgående grundprincipper i dansk socialpolitik, som trækker tråde tilbage til den evangelisk-lutherske kirke og Steincke fra 1930'erne (socialminister for Socialdemokraterne, red.), er, at man skal sørge for sig og sine, at du ikke unødigt må ligge det offentlige til byrde, og at du skal prøve at løse dine problemer selv, førend du beder andre om hjælp. Disse grundprincipper og holdningerne om at være flittig og at påtage sig sit ansvar for de opgaver, man er blevet betroet, kommer fra folkekirken. Folkekirkens betydning for opbygningen af samfundet er desværre gået lidt i glemmebogen,” siger han.

Derfor er han meget optaget af, at reformationsjubilæet i 2017 bliver en lejlighed til at få fortalt historien om Luthers, oplysningstidens og Grundtvigs betydning for samfundsudviklingen. Herunder om baggrunden for værdier som frihed, åbenhed og tolerance.

Selv er han initiativtager til et nyt projekt i Aalborg Stift, og håbet er, at det med tiden bredes ud til menighedsråd i hele landet. Folkekirkens Familiestøtte er et tilbud, der skal støtte sårbare børnefamilier. Ikke udsatte familier, som allerede er en del af det etablerede offentlige system, men familier, som har udfordringer med hverdagen. De vil blive tilbudt hjælp fra frivillige.

”Diakonien er med til at minde os om, at det ikke er nyt for kirken at yde konkret hjælp til næsten. Efter Reformationen i Danmark har den evangelisk-lutherske kirke da også i en lang periode haft ansvaret for at løse opgaver på blandt andet socialområdet. Ved igen at opprioritere det diakonale arbejde kan folkekirken i sine handlinger synliggøre, at man ønsker at være konkret bidragyder til borgere, der har brug for en håndsrækning,” siger Leif Sondrup.

Ligesom prædiketeksten kan være svær at udlægge, kan kristendom uden handlinger også være uhåndgribelig for mange, mener han:

”Diakonien, som jeg tillader mig at oversætte til 'godhed i praksis', er med til at bidrage til, at troen ikke bare er abstrakt, men at man også ud fra sin tro gør noget helt konkret til gavn og nytte for medmennesker.”

Han har valgt at arbejde med familier med børn, blandt andet fordi ballasten fra barndommen ifølge ham er noget af det mest afgørende for et godt voksenliv.

Også prædiketeksten berører i overført betydning det tema, mener han:

”I bibelteksten trækker Zakarias tråde tilbage i tiden, og tiden nærmer sig, hvor Det Gamle og Det Nye Testamente mødes. Han kan med lysets hjælp se frem i tiden, og han har troen på, at lyset er det stærkeste i forhold til mørket. Det, der er forudsagt om Johannes som 'den Højestes profet', har stor betydning,” siger han og fortsætter:

”Det kan man overføre til vigtigheden af, hvad vi har med hjemmefra og fra tidligere i vores liv. Og vi skal huske, hvilke værdier kristendommen har givet os. Hvis man har et godt grundlag bagudrettet, har man også de bedste muligheder for fremadrettet at få et godt liv. Forsømmelser under opvæksten kan være meget vanskelige at indhente senere i livet.”

Hans tro blev grundlagt i barndomshjemmet i Vesthimmerland.

”Jeg kommer fra et kristent hjem, hvor især min mor var en flittig kirkegænger, og hele min opdragelse er baseret på kristne grundværdier. Når man først har det med sig, forsvinder det ikke igen. Og så er jeg så heldig, at jeg er kommet til at arbejde med socialpolitik, hvor man tydeligt kan se, hvilken forskel den evangelisk-lutherske kirke har gjort i forhold til grundprincipperne i vores socialpolitik,” siger han.

”Man skulle antage, at det at sørge for sig og sine er noget, man fra Folketingets side har afviklet. Det er det ikke! Men man har glemt det i en periode på 30 til 40 år, hvor præsten også blev fortrængt som sjælesørger af 'sagsbehandleren'. Nu er der - heldigvis - opstået en diskussion både lands- og kommunalpolitisk om det nye medborgerskab. Kan vi ikke gøre det bedre for hinanden, uden at 'systemet' skal involveres?”, siger han og fortsætter:

”Vi har også fået en større erkendelse af, at relationer er altafgørende for, om vi får et godt liv. Som et udtryk for, at vi gerne vil hjælpe hinanden er der etableret mange foreninger, som tilbyder støtte og hjælp til mennesker, som har behov for hjælp fra et andet menneske. Vi skal nemlig selv kunne handle i situationen. Jeg er så gammel, at jeg fra 1960'erne kan huske, hvordan man for eksempel kom ind med mad til naboen ved sygdom og hjalp til med andre praktiske ting, ligesom det var legalt for alle voksne at bidrage til opdragelsen, hvis man som barn havde en opførsel, der ikke var 'ordentlig'. Vi skal - igen - turde blande os noget mere i vores 'nærområde'!”.

”Vi har i en længere periode i nyere tid haft den opfattelse, at det offentlige skulle løse næsten alle vores problemer. Det har bidraget til mangel på nærvær og interesse for medmennesket, for 'naboen'. Det må vi gerne lære af,” siger Leif Sondrup og argumenterer for, at det, som i bibelteksten, er relevant at huske fortiden i nutiden, og at det er fortiden, der giver det solide fundament at stå på, når fremtidens beslutninger skal træffes.