Kristendom, verdensbilleder og islam

RELIGIONSDEBAT: Kristeligt Dagblads religionsdebat på www.religion.dk får løbende tilsendt spørgsmål. Vi bringer her et uddrag af debatten den seneste uge

Spørgsmål: Jeg er ved at skrive en opgave om verdensopfattelse/verdens- billede. Jeg har i den forbindelse set på Det Gamle Testamentes verdensbillede.

I europæisk historie har verdensbilledet ændret sig flere gange. Kort sagt kan man sige, at først er jorden centrum, siden bliver solen centrum, og til sidst bliver universet opfattet som uendeligt og derfor uden centrum.

Hvad er den danske folkekirkes officielle opfattelse af verdensbilledet i dag? Er det stadig Det Gamle Testamentes verdensbillede, eller er det modificeret undervejs? Har de enkelte præster en personlig frihed til at danne deres eget verdensbillede? Hvordan forholder kristendommen sig til den klassiske fysiks verdensbillede med f.eks. Big Bang-teorien?

Med venlig hilsen

Niels Sørensen

Professor

Niels Henrik

Gregersen

svarer:

Kære Niels Sørensen.

Det Gamle Testamente har lige så lidt som Det Nye Tes-tamente et verdensbillede i moderne videnskabelig forstand. Men man har naturligvis gjort sig forestillinger om verdens indretning, også om det store kosmos (se f.eks. 1. Mosebog 1-11 og Jobs Bog 38-41).

Ligesom i den øvrige Orient forestilles verden som tredelt, med hhv. Himlen, Jorden, og den underjordiske verden (2. Mos. 20,4). Sidstnævnte rummer bl.a. de dødes skyggerige: Sheol. Himlen forstås som hvælvet og fast, med et firmament foroven (Job. 37,18 og 1. Mos. 1,6-8).

Oven over himmelfirmamentet befinder der sig de store vandmasser, som både er et gode, som når man modtager en velsignelse af regn, og en truende kaosmagt, som når vandet fosser ned ved syndfloden (1. Mos. 7-8). Altafgørende er det, at kaosmagterne holdes i de rette proportioner - »tæmmes«. Derfor er Gud til stadighed virksom som skaber.

Som man kan se, er der tale om et praktisk orienteret verdensbillede, som både ønsker at beskrive verden, sådan som den fremstår for den umiddelbare erfaring, og at give råd om, hvordan man skal orientere sig i verden (takke for regnen, undgå synd).

Folkekirken har klogeligt nok ikke noget »officielt« verdensbillede ud fra den opfattelse, at kristendom er en eksistentiel tro på Gud, og ikke en fastlagt teori om verden. For så vidt må der sættes et skel mellem tro og verdensbillede - for at fastholde både troens og videnskabens frihed.

Verdensbilledet bør således aldrig blive gjort til et dogme. Den katolske kirkes proces mod Galilei i begyndelsen af 1600-tallet var malplaceret - hvad også paven for nylig har indrømmet og sagt pænt undskyld for. Lige så misforstået var og er konservative protestanters angst for Darwin og evolutionsteorien i slutningen af 1800-tallet (og nogen steder endnu den dag i dag).

Alligevel er der også en sammenhæng mellem tro og verdensbillede, fordi enhver tids verdensbillede enten støtter eller modsiger plausibiliteten i forskellige religiøse erfaringer..

Mht. Big Bang-kosmologien har dette været opfattet som en støtte til den kristne forestilling om, at verden er »skabt ud af intet« på et bestemt tidspunkt. I en tale fra 1951 mente Pius XII endog, at Big Bang-kosmologien havde bevist eksistensen af en »skabende Ånd«, der har frembragt universet og fyldt det med energi.

Men det er ikke rigtigt, for dels kan Big Bang-teorien ikke komme tilbage til et absolut begyndelsestidspunkt (t0), dels kan man ikke drage metafysiske slutninger på basis af empiriske teoridannelser. Alligevel kan man sige, at Big Bang-teorien »passer godt« med forventningen om, hvordan verden ville se ud, hvis den var skabt af Gud i og med tiden.

Dog ville selve skabelsestanken ikke være afhængig af hverken den ene eller den anden tolkning. Men den teologiske udlægning, som er hver generations sag, ville muligvis have været en anden. For selv om tro og viden er forskellige, er teolologien ikke upåvirket af videnskaben.

(Forkortet af red.)

Grundloven og den islamiske stat

Spørgsmål: Kære Niels Henrik Arendt.

I »Grundloven og den islamiske stat« (se www.religion.dk/religionsdebatten), skriver Mona Sheikh:

»Som muslim ville jeg - hvis det hypotetiske valg var virkelighed - foretrække den islamiske reference frem for den nuværende kristne. Men dette ville ikke være ensbetydende med en omskrivning af den nuværende grundlov, da idéerne bag Grundloven er sammenfaldende med min trosoverbevisning (Grundloven har jo desuden allerede en guddommelig reference med sit luthersk-evangeliske udgangspunkt og ikke en sekulær). Forskellen ligger således reelt i den guddommelige reference og den etiske ramme«.

Er du enig med Mona Sheikh i, at den eneste forskel mellem Grundloven og en islamisk stat (som angivet af prof. Muhammad Tahir-ul-Qadri) ligger i den guddommelige reference og etiske ramme?

Eller mener du, at islam også regulerer samfundsforhold og områder, som dansk kristendom ikke gør, f.eks. retsvæsen?

Er det rigtigt, at Danmark i virkeligheden er et ikke-sekulært samfund, fordi Grundloven har et luthersk-evangeliske udgangspunkt?

Peter

Biskop Niels Henrik Arendt svarer:

Hvis Mona Sheikh hævder, at Grundloven er 100 procent forenelig med hendes islamiske trosopfattelse, kan jeg jo ikke som kristen hævde, at så har hun ikke forstået islam rigtigt. Man kan kun henvise til, at historisk har islam hovedsagelig været praktiseret på en måde, der ville være uforenelig med visse dele af Grundloven.

Grundloven har ikke en guddommelig reference på samme måde som islamisk sharia har det, selvom den indebærer en særstilling for det trossamfund, som det store flertal af befolkningen tilhører.

Den gør heller ikke krav på guddommelig autoritet. Men at Grundloven, f.eks. i dens bestemmelser om religionsfrihed, indirekte er præget af en kristen forståelse, vil jeg gerne medgive.

Totalt sekulært er næppe noget samfund, så længe blot et vist antal af dets medlemmer er præget af en religion. Forskellen, som jeg ser den, mellem et islamisk samfund og et samfund som det danske er ikke, at religionen her i landet ikke spiller nogen som helst rolle for lovgivningen, men at den gør det på en meget indirekte måde.

Bibelen er ikke den danske lovgivnings direkte reference-ramme; men så vidt jeg forstår, er Koranen direkte reference-ramme for lovgivningen i et islamisk samfund.