Kristendommen ændrer sig i resten af verden. Men det preller af på folkekirken

To tredjedele af verdens kristne findes nu i det globale syd. Globalisering har ændret kristendommens udtryk dramatisk, men folkekirken er for meget nationalkirke til at lade sig påvirke nævneværdigt, mener eksperter

Hvis man går rundt og frygter – eller håber – at ens lokale sognekirke vil forandre sig til det mere karismatiske og derved tage form efter de mange pinsemenigheder, som findes syd for ækvator, kan man godt tro om, mener Marie Vejrup Nielsen, lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet.
Hvis man går rundt og frygter – eller håber – at ens lokale sognekirke vil forandre sig til det mere karismatiske og derved tage form efter de mange pinsemenigheder, som findes syd for ækvator, kan man godt tro om, mener Marie Vejrup Nielsen, lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet. Foto: Akira Hojo/Unsplash.

Søndag kulminerer påsken, den kristne kirkes vigtigste højtid. Her fejres Jesu opstandelse fra de døde, en central begivenhed i verdenshistorien, som er blevet markeret siden oldkirken. Men mens de første kristne udgjorde en presset minoritet i Romerriget, er kristendommen i dag den største af verdensreligionerne og omfatter omkring en tredjedel af jordens befolkning.

Sådan har det været de sidste 120 år. I den tid har det ikke ændret sig nævneværdigt, hvor stor en del af verdens befolkning, der udgøres af kristne. Alligevel gemmer der sig under overfladen et monumentalt skifte, for i dag befinder en overvægt af de kristne sig i Sydamerika, Afrika og Asien, hvor flertallet i begyndelsen af 1900-tallet befandt sig i Europa og Nordamerika, viser en opgørelse fra den seneste udgave af World Christian Encyclopedia, som giver en oversigt over global kristendom.

Men selvom kristendommens globale forandring må siges at være dramatisk, har den endnu ikke haft den store betydning for folkekirken herhjemme, vurderer Peter Lodberg, professor i systematisk teologi på Aarhus Universitet.

”I folkekirken har vi svært ved at relatere vores egen kristendomsforståelse til den, der er global og universel. Det skyldes nok, at vi har en meget nationalkirkelig selvforståelse med et stort fokus på teologerne Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig. Vi har altså endnu ikke høstet frugterne af den forandring, som er sket i den globale kristendom. En udvikling, der har betydet, at det kristne centrum i verden i dag ikke findes i Wittenberg, Genève eller Washington, men i Lagos i Nigeria,” siger han.

Gennem tiden har der været små tilløb til, at folkekirken har ladet sig påvirke af de globale forandringer. Blandt andet blev der i et nu nedlagt migrantudvalg under Kirkeministeriet arbejdet på at finde en måde at give migranter dobbelt kirkeligt medlemsskab, hvad der havde været utænkeligt for bare få år siden, påpeger Peter Lodberg.

Derudover findes der få eksempler på en decideret teologisk udveksling og påvirkning fra syd til nord. Den sydafrikanske ærkebiskop og menneskerettighedsaktivist Desmond Tutu har for eksempel haft stor betydning for mange danske teologer og lægfolk, forklarer professoren.

”Men han er vist en undtagelse. Det, der er udfordringen, er, at mødet med kristendommen fra syd ofte finder sted via migranter, der kommer hertil. De har en anden form for kristendom, som er mere karismatisk og ofte mere konservativ etisk. Det møde ender ofte med et hårdt sammenstød med en liberal dansk folkekirke,” uddyber Peter Lodberg.

Så hvis man går rundt og frygter – eller håber – at ens lokale sognekirke vil forandre sig til det mere karismatiske og derved tage form efter de mange pinsemenigheder, som findes syd for ækvator, kan man godt tro om, mener Marie Vejrup Nielsen, lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet. Folkekirkens nationale forankring gør den simpelthen resistent over for store forandringer, vurderer hun.

”Nogle har peget på skiftet fra nord til syd som den største forandring i kristendommen siden Reformationen. Men det kan man diskutere. Folkekirken er bare en anden slags kirke end de mange frikirker rundt omkring i verden. Den er en majoritets-kirke, som skal kunne tilbyde barnedåb og bryllupper for alle i et sogn. Der kan godt finde en inspiration udefra sted, men nok ikke en direkte overførsel af teologi,” siger Marie Vejrup Nielsen.

Hun understreger dog, at der inden for de mere konservative miljøer i folkekirken er større orientering mod andre konservative trosfæller i verden. Det kommer blandt andet til udtryk i mere fokus på lovsang og mere intense prædikener, end den mainstream evangelisk-lutherske kirkegænger er vant til.

”Men det er næppe en intensitet, som den store del af folkekirkens medlemmer efterspørger,” slutter Marie Vejrup Nielsen.