Kristendommen er blevet et politisk gidsel i Vesten

Jo mindre interesseret de nye højrepartier er i kristendommen, jo mere bruger de den til politiske formål. Det er påstanden i nyere forskning

"I Dansk Folkeparti er det Jesper og Christian Langballe, der har formuleret kirke- og ofte også indvandrerpolitikken siden 2001. Begges grundholdning har været, at folkekirkeordningen er så god, at der intet kan ændres på den. Senest har Christian Langballe hamret synspunktet fast i debatten om den økonomiske ordning i forholdet mellem folk og kirke."
"I Dansk Folkeparti er det Jesper og Christian Langballe, der har formuleret kirke- og ofte også indvandrerpolitikken siden 2001. Begges grundholdning har været, at folkekirkeordningen er så god, at der intet kan ændres på den. Senest har Christian Langballe hamret synspunktet fast i debatten om den økonomiske ordning i forholdet mellem folk og kirke." . Foto: Mathias Svold.

Vi var mange, der rystede på hovedet, da Francis Fukuyama talte om Murens fald i 1989 som historiens ende. Og hvor fik vi ret, da globaliseringen og udviklingen af konkurrencestaten satte ind. Men alligevel var vi måske lige så naive som Fukuyama. Vi forestillede os ikke, at den revolution, der skete i Østblokken i 1989, kunne blive fulgt op af en endnu større i Vestblokken i 2010’erne.

I dag tyder meget på, at de åbne, liberale, demokratiske samfund i Vesten, der så grundigt vandt kampen mod kommunisterne, kun for alvor var stærke, så længe de havde kommunisterne at konkurrere med.

I den politiske analyse taler man om henholdsvis de nye nationalister og de frembrusende populister. Man må skelne mellem de to grupper, selvom der også kan være overlapning, sådan som vi ser det med præsident Trump.

Men man kan sagtens være nationalist uden at være populist – og man kan også være populist uden at være nationalist.

Fælles for rigtig mange nationalister og populister i Vesten er deres forhold til kristendommen. De tager kristendommen som politisk gidsel. De er ikke interesserede i kristendommen for dens egen skyld, men de bruger den som et våben eller et argument i deres politiske kamp. Det er påstanden i en række nyere studier, hvoraf jeg her særligt vil pege på to.

I september 2016 udgav blandt andet religionsforskeren Olivier Roy bogen ”Saving the People. How Populists Hijack Religion”, der bringer studier i de højrepopulistiske partier i blandt andet Italien, Frankrig, Australien, Schweiz, England, Ungarn og Tea Party-bevægelsen i USA.

Pointen i studierne er, at højrepopulisterne vil ”frelse folket” ved at ”tage religionen, i praksis kristendommen som gidsel”. Ingen af de studerede politiske partier og bevægelser viser nogen interesse for kristendommen som tro og livsgrundlag. De bruger den derimod som en markør, så de kan afgøre, hvem der kan høre med eller ikke høre med til folket.

Med synligheden af indvandrere med ikke-kristen baggrund er det blevet stadigt mere almindeligt at påberåbe sig Danmarks særlige kristne arv, selvom man i øvrigt er kristeligt uengageret, konstaterer professor Tim Knudsen i bogen ”Fra folkestyre til markedsdemokrati” fra 2007.

Ikke blot indvandrerpolitikken, men også folkekirkens samfundsmæssige stilling har været profilerede emner i den politiske debat, herunder i regeringsgrundlagene, siden 2001. En sammenlignende analyse af den politiske debat i de nordiske lande i de seneste årtier gør det klart, at Danmark, især i kraft af Dansk Folkeparti, ligger i front med at bruge kristendommen til fremme af nationalistisk politik, selvom kristendommen ikke i øvrigt spiller nogen større rolle i partiernes programmer og værdigrundlag.

Det konstaterer Jonas Lindberg i sin svenske disputats ”Religion in Nordic Politics” fra 2015, hvor han har undersøgt parlamentsdebatterne i de nordiske lande mellem 1988 og 2015.

I Dansk Folkeparti er det Jesper og Christian Langballe, der har formuleret kirke- og ofte også indvandrerpolitikken siden 2001. Begges grundholdning har været, at folkekirkeordningen er så god, at der intet kan ændres på den. Senest har Christian Langballe hamret synspunktet fast i debatten om den økonomiske ordning i forholdet mellem folk og kirke.

Hvad Mette Bock har spurgt om som folketingsmedlem, og som kirkeminister søgt at sætte til overvejelse, er kun en beskeden udgave af, hvad der stod i den tredje Fogh-regerings grundlag fra 23. november 2007. ”Af hensyn til den brede opbakning bag folkekirkeordningen” ville man arbejde for, at præsterne aflønnes af kirkeskatten, mens staten i stedet støtter kirkegårdsdrift og vedligeholdelse af kirkebygninger.

Ser man på Dansk Folkepartis hjemmeside, står der reelt kun én ting om folkekirken, nemlig af den skal ”bevares”. Forstår man udsagnet ud fra Langballes indsats, er meningen klar nok: Der må ikke ske ændringer i folkekirkeordningen, for så rykkes der i det historisk tilfældige forhold, vi p.t. har mellem stat og kirke. Og så sættes der spørgsmålstegn ved, om den aktuelle folkekirkeordning for evigt skal være en del af ”Danmark”.

Hvis alt skal forblive, som det er, skal alt forandres.

Sådan lyder et klassisk slogan blandt politisk konservative. Luthers synspunkt kan sammenfattes i udtrykket ”Kirken skal altid reformeres”. Sådan fungerer tingene i praksis også i folkekirken.

Folkekirken – og kristendommen med den – styrkes af, at kirkens ordning og praksis ændres i takt med folks livsvilkår og holdninger. Interessen herfor er svær at spore i de populistiske og nationalistiske bevægelser.

Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet.