Kristendommen er en bastion mod ensomhed

Rektor på Designskolen i Kolding og tidligere kulturminister, Elsebeth Gerner Nielsen (R), spurgte engang sit lille barn, hvad han havde syntes om en gudstjeneste, og fik svaret ”præsten havde en dejlig varm hånd”. Generelt så hun gerne flere varme hænder under gudstjenester i folkekirken

Rektor på Designskolen i Kolding Elsebeth Gerner Nielsen bryder sig ikke om, når man i offentlige debatter kritiserer præsters manglende tro. ”Hvis der fortsat skal være en begrundelse for, at stat og kirke hænger sammen, så er det, at staten skal sikre forkyndelsesfriheden,” siger hun.
Rektor på Designskolen i Kolding Elsebeth Gerner Nielsen bryder sig ikke om, når man i offentlige debatter kritiserer præsters manglende tro. ”Hvis der fortsat skal være en begrundelse for, at stat og kirke hænger sammen, så er det, at staten skal sikre forkyndelsesfriheden,” siger hun. . Foto: ©2015 Palle Peter Skov.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det bedste ved kristendommen er, at den giver et rum, hvor det er muligt at lade sig fortrylle. Hvor alt ikke er hjerne og rationalitet. Desværre har det 19. og 20. århundrede været præget af kræfter, der ønskede at fjerne alle former for fortryllelse, hvorfor vi i dag står tilbage med et utroligt effektivt og rationelt samfund.

Men vi mennesker er jo ikke bare rationelle. Vi er også følelser. Vi har brug for at finde mening. Og vi har brug for det hellige. Det er her, kristendommen stadig har en rolle at spille. For i kirken er det i orden at lade hjertet råde mere end hjernen.

Det gode ved kristendommen er også, at den er med til at sætte nogle rammer på tværs af tid, rum og nationale forskelle. For mig at se er kristendommen et fællesskab baseret på kærlighed og tilgivelse, og dermed er den også en bastion mod eksistentiel ensomhed. Kristendommen rækker ud til det enkelte menneske og inkluderer det i et fællesskab.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det værste ved kristendommen er dogmatiske fortolkninger, som gør troen til en spændetrøje frem for en hjælp til større frihed. Som når vi i dele af verden ser Bibelen blive brugt som løftestang til forfølgelse af homoseksuelle.

Det værste er også, når mennesker bidrager til den forestilling, at kristendom er alle andre trosretninger overlegne. Derved undermineres den kristne kærlighedsforestilling. Hvis vi påstår, vi har den kristne Gud mere på vores side, end andre har deres gud på deres side, bliver der udstukket en norm, som gør det legitimt at mene, at de andre ikke er så gode som os. Det er vigtigt, at Bibelen ikke bliver brugt til at slå andre i hovedet med.

Hvis den kristne er skråsikker og mener, at han er på sandhedens og det godes hold, så ophører han med at føle medlidenhed med dem, der ikke mener det samme som ham. Dermed undermineres humanismen.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

At den er en katedral, hvor alle kan søge hen, om du er drukkenbolt, general, charlatan, hjemmegående husmor, sort eller hvid. Det elsker jeg. Samtidig er jeg meget glad for ritualerne. For dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Det er godt for os mennesker at have nogle ritualer, vi kan falde ind i og ikke skal tænke så meget over. For lige netop det mangler vi i det moderne samfund, hvor mantraet er blevet, at vi skal opfinde os selv og alting hver eneste dag.

To af mine børn er ikke døbt, ud fra den betragtning at de selv skulle vælge senere i livet. Det synes jeg stadig er udmærket, men jeg har måttet konstatere, at det er vanskeligt og hårdt selv at opfinde et ritual, der højtideliggør fejringen af et lille barn. Derfor er min yngste datter døbt. Ritualer sætter os fri på de store mærkedage og minder os om, at vi er en del af noget større end os selv.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det værste ved folkekirken er disse offentlige afhøringer af præster, som nogle ikke mener, tror på den rigtige måde. Hvis der fortsat skal være en begrundelse for, at stat og kirke hænger sammen, så er det, at staten skal sikre forkyndelsesfriheden. Det er irriterende, at folkekirkens skønhed med jævne mellemrum bliver ødelagt af intellektuelle debatter om, hvorvidt en præst forkynder, som han skal. Jeg selv går i kirke i håbet om, at præsten kan vejlede mig lidt i at leve det liv, der kan være så vanskeligt at leve. Det, tror jeg, er afgørende for mange mennesker, og så er det mindre vigtigt, om præsten udlægger en bibeltekst på én bestemt måde.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Det allerbedste er salmerne. Jeg synes ofte, salmerne siger mere end prædikenen. Men jeg er glad for hele gudstjenesten. At sidde på kirkebænken, hvor man ved, der har siddet tusindvis af mennesker før en selv, og hvor der vil sidde mennesker, når jeg ikke selv længere er her: Det er noget ganske særligt.

Det glæder mig også, at folkekirken har fået et langt større fokus på menigheden, end den havde, da jeg var barn. I dag gør man meget ud af fællesskabet, for eksempel med kirkekaffe og spaghettigudstjenester. Når vi samtidig ved, at én af vores samfunds største udfordringer er ensomhed, så har kirken virkelig sin berettigelse her. Vi mennesker skabes i relation til andre.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Prædikener, som er så tunge og højpandede, at man næsten ikke forstår noget af dem. Hvis man som præst ikke kan formidle for eksempel treenighedsdogmet på en levende måde, så er det langt bedre, at man taler om noget, som vedrører dagligdagen.

Samtidig er det værste ved gudstjenesten, at der er for lidt krop i den. Da min søn var lille, havde jeg ham engang med i kirke, og da jeg efter gudstjenesten spurgte ham, hvad han syntes om den, svarede han: 'præsten havde en dejlig, varm hånd'. Præsten havde jo stået og sagt farvel til os alle ved døren, og det var det, min søn havde hæftet sig ved. Det ville nok ikke gøre noget, hvis der var lidt flere varme hænder i en gudstjeneste. Der er mennesker i kirken om søndagen, som måske ikke snakker med andre resten af dagen. Her betyder det noget, hvis der bliver lagt op til, at det er ok at henvende sig til hinanden.

Hvad er det bedste ved det multikulturelle samfund?

Der er mange fordele ved et multikulturelt samfund. Bare det, at gadebilledet bliver mere spraglet, er en fryd for øjet. Samtidig er det en stor fordel for de børn, der i dag vokser op, at de allerede i deres opvækst stifter bekendtskab med det fremmede. Som så dermed bliver knap så fremmed. Børnene bliver klædt på til at begå sig i en global verden. Det multikulturelle er på mange måder en stor inspiration, samtidig med at det gør os bevidste om det særligt danske og om, hvilke værdier vi sætter pris på.

Hvad er det værste ved det multikulturelle samfund?

At ting bliver mere besværlige. Forstået således at man ikke længere bare kan nøjes med at tale sit modersmål, og det bliver generelt sværere at begå sig. Jeg synes stadig, at det er noget akavet, når nogle for eksempel giver kindkys frem for at give hånden, når man hilser. Men omvendt er det også det, der er spændende.

Det værste er også angsten og usikkerheden over for det fremmede. For nylig så jeg en undersøgelse, der viste, at danskere generelt vurderer, at deres relation til nydanskere er blevet dårligere. Relationer mennesker imellem bør derfor styrkes. Og her tror jeg, kirken kan spille en aktiv rolle, ligesom resten af civilsamfundet kan det. Jeg ville ønske, vi kunne se hinanden som mennesker i stedet for at klistre mærkater på som dansker, pakistaner, kristen eller muslim.