Søndagens tekst handler umiddelbart om tro og om et herre-tjener-forhold. Men dykker man med i den græske originaltekst, opdager man, at den også handler om at organisere en menighed. Og det bliver tydeligt, hvor vigtigt det er, at Lukasevangeliet er skrevet senere end de øvrige evangelier og bærer præg af, at kristendommen på det tidspunkt er på vej til at få en anden position i samfundet. Det forklarer Gitte Buch-Hansen, lektor i teologi ved Københavns Universitet.
”Den er på vej til at blive institutionaliseret og blive imperiets religion, og Lukas er med til at bane vejen for det. Han er meget optaget af, hvordan ledelsen af menighederne skal fungere. Han modellerer sin menighedsetik over den ideologi, som kejser Augustus har lagt ind i sin ledelse af imperiet, og refererer til de diskussioner, der var i samtiden af, hvordan man kunne styre de kejserlige embedsmænd, som var sat til at forvalte imperiets ejendomme, for eksempel de store landbrugsgodser.”
For at forstå lignelsen som et billede på Lukas’ menighedsetik, må vi en omvej omkring datidens sociale relationer. I antikken var der tre typer af primære relationer. Der var relationer mellem lige, frie mænd i form af venskabsrelationer. Der var hierarkiske relationer mellem to frie mænd – patron-klient-forholdet – og hierarkiske relationer mellem en fri mand og en ikke-fri mand, altså en slave. Imperiets embedsmænd var typisk slaver, som ganske vist havde en vis status, men kun begrænset frihed.
”Lukas overfører imperiets ideologi til menighedsetikken ved at bruge kejseren som billedet på Gud, der ejer alt, og embedsmændene som billede på de menighedsforvaltere, der skal kunne handle selvstændigt, men samtidig altid kun må udtrykke deres herres vilje. Gør de ikke det, hører vi i andre af Lukas’ lignelser, at så skal de straffes med vold – endda med døden, hvis de handler mod bedre vidende. I disse lignelser trækker Lukas på de mest brutale aspekter i den antikke slaveinstitution. Her adskiller han sig fra Markus, som i sit evangelium argumenterer for, at menighederne skal beskytte de mindste og mest udsatte: slaverne,” siger hun.
Når både Markus, Matthæus og Lukas bruger sennepsfrøet til at beskrive troen – og også Gudsriget – er det ifølge Buch-Hansen formodentlig fordi sennepsfrøet er det mindste af de frø, man selv sår. Desuden er det karakteriseret ved at spire let og hurtigt, hvorefter planten hurtigt vokser sig stor.
”Men samtidig skal vi hos Lukas være klar over, at tro i hans optik først og fremmest er lydighed, og denne lydighed mener han åbenbart ikke, at menighedsforvalterne har, for der står jo netop ’havde I tro... ’,” siger hun.
”Det svarer til den mistillid, som datidens landbrugsmanualer råder ejerne til at have over for deres forvaltere.”
Evangelisten Lukas fortæller med andre ord en historie om organisering af menigheder og om samfundslære, som også spiller ind i andre lignelser i Lukasevangeliet.