Hvordan vil du beskrive din tro?
Som baseret på tro og ikke så meget på filosofi. Kristendommen er meningsløs for mig. Forstået på den måde, at den er uden regler og utopier. Evigheden er i nuet og ikke i tidsudstrækningen. Kristendommen har intet program, kristendommen er her og nu. Det er kærlighed til Gud og til næsten. Kristendommen er et trosspørgsmål, og jeg er præget af den lutherske tradition og kommer fra et grundtvigsk miljø. Hos Kierkegaard kan du sidde og være kristen på en øde ø, for det er et eksistentielt spørgsmål for det enkelte menneske. Sådan ser jeg ikke på det. Det er menigheden, der bærer kristendommen, for du bliver kristen gennem næsten. Derfor er det ikke ligegyldigt for mig, om jeg går i kirke eller ej. Det er faktisk ret vigtigt. Især nadveren, som man får i fællesskab.
Hvad var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Som barn boede jeg tæt på min farfar og farmor i Rødding, og det er helt klart dem og ikke mine forældre, der tog mig med i kirke. Det begyndte de med meget tidligt. Når man kom i mine bedsteforældres hjem, begyndte og sluttede man altid et besøg med at synge fra Højskolesangbogen. Min far var knap og tidehvervsk i sin kristendom, og det var ikke noget, vi talte om. Det eneste, han var optaget af, var prædikenen. Sådan har jeg det på en måde også selv. Jeg går i kirke for at kunne være anonym. Derfor er jeg heller ikke til gospel og eventrelaterede begivenheder. Liturgien er til for at holde præsten på plads. Det er min far, der har præget mig i den retning. Jeg har ellers en meget mangfoldig baggrund. Mine bedsteforældre på min fars side tilhørte frimenigheden i Rødding, hvor min mors side tilhørte folkekirken. Der er både pietistiske, grundtvigske, missionske, jødiske og slesvigske strømninger i min slægt. Men det blev bundet sammen af, at man var national. I Sønderjylland, hvor jeg kommer fra, er Indre Mission båret af det tyske, og min farfar, der kom fra et missionsk miljø i Vestjylland, fik af min farmors familie et ultimatum ved genforeningen i 1920. Han kunne ikke være missionsk i Sønderjylland, for det var det samme som at være tysk derfor kom de i frimenigheden. Men det var ikke noget, der fyldte. Generelt var der ikke så mange filosofiske eller teologiske diskussioner. Derimod var der altid debat om det nationale. Min far døde for 12 år siden, og religion var ikke noget, vi talte meget om, heller ikke da jeg blev voksen. Med min mor er det anderledes. Hun går en del i kirke, er mere inderlig i sin kristendom og har ikke noget imod at tale om tro. Men det er først noget, vi begyndte på, da jeg blev ældre.
Hvad har udfordret din tro?
Det lød i det 18. og 19. århundredes tankesæt, at jo mere man ved, des mindre har man brug for tro og kristendom. Sådan forholder det sig ikke længere. Jo mere vi ved videnskabeligt, des mere opdager vi videnskabernes begrænsninger. Jo mere man har afviklet troen i det 21. århundrede, des mere fatalisme og skæbnetro har vi fået i vores samfund. New age og troen på samfundsvidenskaberne som naturlove har medført, at vi insisterer på, at vi kun kan gøre sådan og sådan, hvis vi vil handle fornuftigt. Når Margrethe Vestager mener, at vi er nødsaget til at handle sådan og sådan økonomisk, fordi økonomi er en naturlov, og fordi udviklingen kræver det, er det fatalisme. Fatalisme, fordi man ikke søger andre veje, og fordi vi ikke forholder os konkret til problemet, men teoretisk. I kristendommen er der et jeg-du-forhold mellem Gud og mennesket. Vi kan ændre situationen i et samspil med Gud. Vi bliver sat fri til at handle. Det er en dialogisk religion og ikke en fatalistisk gudsdyrkelse som i islam. Jo mere jeg ved, des tydeligere bliver grænsen mellem tro og viden for mig. For viden har sine stærke begrænsninger. Den kan ikke svare på de eksistentielle spørgsmål som eksempelvis sorg og kærlighed. Viden kan beskrive, hvordan ting er. Hvis man er meget videbegærlig, bliver verden på en eller anden måde mindre og giver plads til troen. Med for eksempel kvantemekanikken opdager vi, hvor begrænset vores viden er. Vi opdager, at der er grænser for viden. Det er fascinerende, at jo mere viden, vi får, des mere accentuerer det Gud og kristendommen. Det ansporer mig til mere tro, når jeg erfarer, at videnskaben har en demarkationslinje for verifikation. Derfor vil jeg også sige, at viden og tro ikke supplerer, men komplementerer hinanden. Holocaust er en helt afgørende problemstilling for mig, som jeg også har skrevet speciale og en række essay om. For mig peger massedrabet på teodicéproblemet. Hvordan kunne Gud midt i civilisationen tillade det? Holocaust viser, at civilisationen kun er et tyndt lag fernis. Vi har brug for den vertikale kristendom til at holde os på plads. Så er vi fremme ved en af mine store inspirationskilder: Dostojevskij. Karakteren Ivan i Brødrene Karamazov er ateist, men han ved godt, at hvis Gud er død, bliver alt tilladt. Han kan bare ikke tro. På samme måde ser jeg holocaust. Det ideologiske projekt i nazismen gjorde mennesker til guder på jorden, for der var ikke noget til at holde dem i skak.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
I min barndom fik jeg nogle ret voldsomme oplevelser, så angst spiller en rolle i forhold til min tro. Da jeg var fire år, faldt en port ned over mig, hvorefter jeg lå på sygehuset i meget lang tid. Det var i slutningen af 1950erne, hvor man ikke måtte have forældrebesøg på Gram Sygehus. Det betød, at jeg var meget overladt til mig selv. Kort tid efter det forløb døde min faster som 23-årig, og min lillesøster blev meget alvorligt syg ad flere omgange. Jeg husker meget tydeligt, hvordan jeg bad til Gud i de situationer. Det var ikke en reflekteret kristendom, men en eksistentiel barnetro. I 1961 kom jeg i skole i Sommersted. Min underviser, Marie Fink, underviste efter devisen: Menneske først, kristen så. Det var den grundtvigske måde at se tingene på. Historien skulle på plads før forkyndelsen. Senere flyttede jeg skole og kom til en kulturradikal kundskabsskole på Nordals. Der skulle vi lære salmevers, men min far sagde, at det skulle jeg bestemt ikke. Salmer skulle synges, ikke læres. Så jeg blev fritaget sammen med børnene fra Jehovas Vidner. Mange af de her ting har jeg først tænkt over, da jeg kom til Rønshoved Højskole. Jeg er vokset op med det grundtvigske, men er først begyndt at tænke nærmere over det, da jeg blev højskoleforstander. Som voksen er jeg blevet præget af det miljø, jeg er kommet i, særligt da jeg kom på Askov Højskole som ung. Men der er nok ikke noget, som har påvirket mig så meget, som mit møde med Dostojevskij. Det var tilfældigt, at jeg som cirka 18-årig tog hans bøger ned fra reolen og læste dem. På Askov Højskole betød tidligere forstander Knud Hansens foredrag meget for mig. Hans foredrag om Dostojevskij var gode, for de handlede om kristendommen gennem andre. Det er noget, Knud Hansen har lært mig. Han gjorde meget ud af, at vi er individuelt og kollektivt skyldige. Vi er alle ansvarlige for personen Raskolnikov hos Dostojevskij og Breivik i dag. På Askov Højskole gik man en oktav højere op i åndelighed, end jeg har oplevet andre steder. Det rykkede meget mere ved mig end min tid på universitetet.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg har svært ved at forestille mig at leve uden et gudsforhold. Det vil være utænkeligt for mig. Det at bede til Gud er bestemt ikke et ukendt fænomen for mig, når jeg er i krise, hvilket jeg definerer som en situation, som adskiller sig fra normaliteten. Det er i bønnen, man får modet til at handle og gøre noget ved situationen. Det er her, vi træder ud af fatalismen og ind i håbet.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Dostojevskij. Der er så meget blod og liv hos ham sammenlignet med for eksempel Kierkegaard, som kan virke for fortænkt.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det er et råd, min far har givet mig: Bland ikke filosofi ind i trosspørgsmål. Vi kan ikke tænke os til Gud. Det er noget eksistentielt. Det er tro. Jeg har meget svært ved at leve efter det, for jeg har et gemyt, som gerne tænker filosofisk. Men når du står i forhold til Gud, er det et spørgsmål om at turde tro eller lade være. Gud kan du ikke læse dig til.