Der var en enkelt forbipasserende, der spyttede på figuren af paven, fortæller Sigurd Sverre Stangeland. Han er katolsk præstestuderende og tager imod i den mobile kirke på Folkemødet på Bornholm.
”Men langt de fleste er positive over for ham,” skynder han sig at tilføje.
Pave Frans står ude på vejen og bryder ind i det offentlige rum med sit velkendte smil. Han er blikfang for sin kirke på en festival, der ellers har politik i fokus.
Men tro er generelt ikke noget synligt fænomen på Folkemødet, konstaterer Sigurd Sverre Stangeland.
”Jeg er overrasket over, at folkekirken ikke er mere synlig. Ingeniører og arkitekter er mere synlige end folkekirken.”
Folkekirkens telt har en af festivalens yderste placeringer et stykke fra områdets hovedfærdselsårer, ikke mindst fordi økonomi spiller ind.
Økonomi har også noget at skulle have sagt for Grundtvigsk Forum. Foreningens telt lå tidligere ved hovedvejen i Allinge. Men Folkemødets arrangører gav den gode plads til et konsulentfirma, som ville betale et sekscifret beløb for det. Det ville grundtvigianerne ikke. Så de blev flyttet til et andet sted af festivalledelsen.
Penge bestemmer en del i den nye folkelighed på Folkemødet, som grundtvigianeren Bertel Haarder (V) har stået fadder til. De store budgetter kan de kirkelige spillere ikke konkurrere med. Det er der ikke mange af civilsamfundsaktørerne, der kan. Velrustede kommercielle virksomheder overbyder let de kræfter, der byggede fundamentet under det danske samfund i 1800-tallet, såsom højskolerne, der også ligger placeret i udkanten af festivalområdet.
Men det handler ikke bare om penge, mener Grundvigsk Forums sekretariatsleder Joachim Juel Vædele, der ser en tendens til at marginalisere det religiøse i hele planlægningen af mødet:
”Det er min opfattelse, at Folkemødets arrangører er militant sekularistiske,” siger han.
Om det så skyldes penge eller ideologi, er det påfaldende, at religiøse telte ligger marginalt placeret. Religion eksisterer som subkultur på Folkemødet. Eller som kultur med lav synlighed.
Fra Enhedslistens telt trænger en høj engageret røst igennem:
”Det er ikke et angreb på alle muslimer at kæmpe imod reaktionær islam,” understreger en kvindestemme. Man kan ikke se hvem, der taler. Der er tæt af mennesker foran indgangen.
”Også mænd bliver tvangsgiftet væk. Det er også en gruppe, vi er nødt til at forholde os til,” siger en anden kvindestemme. Der sidder udelukkende kvinder i debatpanelet og taler om islam, kan man se i et kort glimt af scenen gennem menneskemængden.
Danmarks næststørste religion er ikke fraværende på Folkemødet. Det kunne man i første omgang få indtryk af. Men det passer ikke. Muslimerne er med. Man skal bare forstå koderne. De diskuteres på mange møder, der bruger begreber som ”radikalisering” og ”religion”. Men noget telt har muslimerne tilsyneladende ikke.
Folkekirkens telt inddrager gerne muslimerne. Og forsvarer dem også. Biskop Peter Skov Jakobsen siger i en debat, at medierne lægger for meget vægt på muslimers religion, når de omtaler forbrydelser begået af indvandrere. I samme telt siger en socialdemokratisk borgmester fra Roskilde, Joy Mogensen, at muslimer ikke er ene om at have et uacceptabelt kvindesyn. Hun er ikke sikker på, om det er Indre Mission, der har det i dag. Men der findes i hvert fald kvindesyn, hun ikke bryder sig om i kristne kredse.
Imam Naveed Baig er der også. Han har deltaget i Folkemøde flere år. Han er eneste imam, der konsekvent tager tager slæbet med at deltage i debatten. Netop ved sin ensomhed på den offentlige scene bliver han et symbol på, at der mangler noget.
Folkemødet er billede på en større udfordring: Muslimske ledere er i det store og hele flygtige gæster i den demokratiske samtale, særligt når den bevæger sig omkring de svære debatter om sharia, homoseksualitet og kvindesyn. Ofte er det svært for journalister at opdrive imamer, der vil medvirke i artikler om de emner, der virkelig er uenighed om. Det er et krisetegn, at det folkemøde, der skal illustrere en ny folkelig offfentlighed, ikke har de muslimske autoriteter med, som er del af så mange værdidiskussioner i tiden.
Imamerne har ikke noget telt på Folkemødet. Det har til gengæld mormoner og ateister. Men Folkemødets store religion er ikke nogen af de gammelkendte. Sundhed er den nye religion. Det er sundhedsreligionen, der er bærer af alle de moralske svar på Folkemødet. Det er sundheden, der fylder telte og programmer, når tidens fromme samles.
Den nye religion kæmper ofte mod de gamle. Derfor er mange argumenter mod religion også sundhedsfaglige. Det ses på islamdebatten. Omskæring går ud over den seksuelle sundhed. Ramadan er usund, fordi fasten kan skade børn, der ikke spiser nok i dagtimerne. Selv sløret argumenteres der imod ud fra D-vitamin-behov. Sundhedsreligionen har det sidste ord. Og den nye religion går fint i spænd med den ikke så synlige protestantisme, som er rigeligt til stede på Folkemødet uden at trænge sig på.
TV: Se her sundhedsforskeres bedste råd til, hvordan man træner hjernen og kroppen til at blive gammel.