Anne-Grethe Bjarup Riis skriver på en bog. En bog om at blive ramt af krise som familie. Krisen blev for hende konkret, da sønnen Gilbert en forårsdag i 2015 blev diagnosticeret med leukæmi.
Men bogen er ikke en dokumentarisk skildring. Det er en roman og en historie, der tager udgangspunkt i de mange dage på blandt andet Rigshospitalet under sygdomsforløbet. For her oplevede familien at føle sig isoleret og alene, og det var svært at række ud efter venner og familie.
”Der er undersøgelser, der viser, at mange af dem, der bliver ramt af kræft, mister familie og vennekreds. Fordi man tager nogle forkerte hensyn, som gør, at man kommer væk fra hinanden. Det er jo et spørgsmål om næstekærlighed og om at lytte til sig selv og andre,” siger Anne-Grethe Bjarup Riis.
Men det er også et spørgsmål om at kunne rumme hinanden og lægge sin egen egoisme til side. Måske er det netop derfor, at Anne-Grethe Bjarup Riis i denne periode af sit liv finder søndagens tekst interessant. Her holder en mand fest, men de indbudte takker nej til invitationen. De har for travlt med at passe deres eget. Derfor inviteres både de blinde, de lamme og de invalide ind i stedet.
”Teksten er selvfølgelig et billede på at blive lukket ind i Guds rige, men man kan også se det konkret, som at alle de folk, der siger nej tak, er egoistiske og glemmer at åbne op. Den er et godt billede på, hvordan vi tit har brug for at blive ledt til at være mere empatiske og rummelige i forhold til vores medmennesker,” siger Anne-Grethe Bjarup Riis.
Refleksionerne over de bibelske teksters relevans, og hvad de kan bidrage med, er først kommet ind sent i hendes liv. For Anne-Grethe Bjarup Riis’ egen barndom var ikke religiøs. Hun er døbt, konfirmeret og gift i kirken, men interessen for tro og kristendom begyndte først efter teaterskolen. I løbet af sit voksenliv er hun kommet til en større og større erkendelse af, at vi har brug for den.
”Kristendommen er stærkt tiltrængt i et samfund, hvor det hele skal gå så enormt stærkt. Der er en ensomhed i det her land, der er en høj selvmordsprocent, der er en kæmpe del af Danmarks befolkning på lykkepiller. Det er ærgerligt, at vi ikke kommer hinanden ved. At vi ikke står mere op for hinanden,” siger Anne-Grethe Bjarup Riis.
Kristendommen og søndagens tekst taler derfor også ind i en aktuel politisk kontekst, mener hun. For her er budskabet, at vi skal invitere folk ind, men som tingene er nu, lader vi egoismen herske, siger Anne-Grethe Bjarup Riis.
”Det handler også om vores politik, hvor vi er gået i en politisk hårdknude i forhold til skellet mellem rig og fattig. Derfor har vi et synspunkt, som vi bliver konfronteret med i vores dagligdag, hvor det er legitimt at holde andre ude. Men morgendagens lignelse ender netop med, at alle bliver favnet. Vi er kørt så langt ud ad en tangent, at folk banker på vores dør ved grænserne, og det kan jo ikke blive et tydeligere råb om hjælp og et tegn på, at der er noget, der er rivende galt. Det er meget ukristent.”
Hvordan løser vi det?
”Det prøver alverdens kloge mennesker jo at løse. Men vi er et demokrati, så sæt dit kryds med hjertet, med empatien og med næstekærlighed som overskrift. I dag skal man løbe stærkt og helst overhale. Men i virkeligheden burde vi sætte os ned og dele vores goder.”
Her kan kirkerummet være en fantastisk hjælp, mener Anne-Grethe Bjarup Riis. Selv sidder hun der ikke hver søndag. Men hun sætter pris på det som et af de få steder, hvor man i et Danmark præget af lukkede grænser, overfladiske værdier og Facebook-billeder af det perfekte liv kan se på tilværelsen som del af noget større.
”Jeg holder meget af kirkerummet. Kirken giver styrke og ro til at vende ens tilværelse og tage de forskellige situationer, man har oplevet, op til revision. Det er meditativt, man synger nogle smukke sange, og ofte står der en god præst og siger nogle ting om livet, der kan guide os i en mindre selvisk retning. Det er faktisk det, jeg synes er det vigtigste for mig i forhold til min tro. Perfektionismen kan kvæle det menneskelige. Folk bliver ensomme, de går ned med stress, fordi de skal præstere og være perfekte, og det er jo også blevet tabubelagt at tale om bagsiden af medaljen. Derfor synes jeg, det er så smukt at stoppe op i kirkerummet, være ydmyg og tænke: Hold da op, hvor er vi heldige.”
Det har Anne-Grethe Bjarup Riis brug for. For selvom hun har oplevet succes både som skuespiller og filminstruktør og står bag filmene om modstandsfolkene i Hvidstengruppen under Anden Verdenskrig og den legendariske travhest Tarok, husker hun stadig sig selv på netop den ydmyghed og rummelighed. Måske endda allermest nu, hvor hun har oplevet at have alvorlig sygdom så tæt inde på livet og selv mærket ensomheden.
”Det handler helt enkelt om at være til stede for min familie og min omgangskreds, være opmærksom på deres behov og en gang imellem stille spørgsmålet: Hvad kan jeg hjælpe med?”. 8
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg ville tale om rummelighed og opfordre folk til at se alle de gaver, der er rundt omkring os. Og så at vi burde dyrke det åndelige lidt mere.
Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?
Jeg vil i stedet formulere et ellevte bud. Det er, at du skal elske din næste som dig selv, for det mener jeg, der mangler.
Hvordan er din ønskegudstjeneste?
Når du kommer ud af kirkerummet og har haft en oplevelse af, at den har rykket dig hen, hvor du ser de sande værdier fuldstændig tydeligt og klart igennem det politiske fnidder og underlige, usande dagsordener.
Hvordan er dit gudsbillede?
Gud er et billede på den kraft, vi ikke kan forklare, som ikke kan købes for penge. Gud er de mirakler, der sker hver dag.