Prøv avisen
Bedste&værste

Kristendommen er troens spring

Liselotte Wiemer er opvokset i et ateistisk hjem, men arbejder i dag som koordinator ved natkirken i Vor Frue Kirke i København. Foto: Privatfoto

Tro er et paradoks, man må overgive sig til, siger anmelder Liselotte Wiemer, som selv finder mening i tro og gudstjenesten. Men folkekirken mangler at tage springet, mener litteraten, der også koordinerer natkirkearrangementer i Københavns Domkirke

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det bedste ved kristendommen er, at Guds rige er iblandt os. Det er ikke en paradisisk drøm efter døden eller en nostalgisk længsel efter det, der var. Det evige liv begynder her og nu, for når døden er brudt, er tiden også brudt. Vi lever ikke kun på en tidslinje, men i et univers, der er større end tiden. Det gør livet stort, og det giver mig en stor glæde ved tilværelsen. Jeg tror på, at det ender godt. Så kristendommen er en stadig begivenhed, en mulighed for forvandling og fornyelse lige midt i det liv, vi har. Det giver et enormt håb. Et brus af liv.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Jeg har svært ved at udpege det værste ved kristendommen. Det er lidt som at fælde det træ, man selv sidder og synger i. Men man kan sige, at der i kristendommen ikke er ret mange konkrete anvisninger på, hvordan jeg skal klare mit liv. Der er store, smukke ord om at være som markens liljer og himlens fugle, om at elske næsten, og så er der lignelserne.

Men i grunden finder jeg en mere dagsnær og anvendelig livsvisdom i buddhismen. Buddhismen er for mig ikke en tro, men en praksis, så det er ikke den ene tro mod den anden. Buddhismen er en urgammel klogskab om, hvad det vil sige at være menneske, hvordan man klarer livet og bliver lykkeligere. Men står du ved meningsløshedens yderste kant, som Martin A. Hansen skriver, så kan du ikke finde trøst der.

Kristendommen er til gengæld troens spring, som man må tage derude på kanten. Man bliver hjulpet af en anden kraft. Det er et brud med logikken. Det er et paradoks, man må overgive sig til, når man tager troens spring. Så for mig giver buddhismen redskaber, men kristendommen giver mening.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det bedste ved folkekirken er, at den er en god ramme for troen. Danskerne er jo ikke et udpræget lidenskabeligt eller religiøst folkefærd. Folkekirken har en rolig kadence, man kan træde ind i uden først at skulle bestå den store trosprøve så at sige. Folkekirken virker som en paraply, hvor alle kan være med.

Jeg synes, at natkirken er et eksempel på, hvor godt folkekirken kan fungere. I natkirken i Vor Frue Kirke i København kommer der to meget forskellige grupper. Den ene er dem, der er meget kirkefremmede, som ellers kun kommer i kirke til niecens dåb. De lister ind og sætter sig, og man kan se på dem, at de synes, det er fedt. Den anden gruppe er de karismatiske, der beder forbøn og kaster sig på knæene. De to grupper kan være i samme rum, og jeg tror, at mødet fascinerer de kirkefremmede.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det værste ved folkekirken er, at den er for passionsløs. Den taler mere til hjernen end til hjertet, og der er alt for mange ord. Det kommer til at handle om fornuft og fortolkning af ordet med litterære eksempler. Frans af Assisi sagde til sine munke, at de skulle gå ud og forkynde evangeliet om Jesus Kristus - om nødvendigt med ord. Man kan nemlig tro uden at sige et ord, men der er ikke megen tillid til det magiske og ordløse i folkekirken.

Folkekirken må godt være lidt farligere og vise en lidenskab, hvor den sætter sig selv lidt på spil. Den mangler at tage troens spring uden for familien Danmark. Men den må jo holde det farlige inden for rammerne af en folkekirke, der er statsstøttet, og derfor er der grænser for, hvor meget den kan sætte sig selv på spil.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Det bedste ved gudstjenesten er rummeligheden, rytmen og genkendeligheden, som kan være smuk i sig selv.

Jeg føler mig godt vant ved gudstjenesten. Det giver plads til selvforglemmelse, og man kan for én gangs skyld give sig hen uden at skulle præstere noget. Jeg har den erfaring, at jeg har det bedst og føler mig mest til stede i verden, når jeg ikke tænker på mig selv. Med gudstjenestens orgelmusik og salmer kan jeg synke hen og bare være til stede i rummet. Vi har brug for det rum, hvor der er plads til noget, der er større end os selv. Du brænder ud, hvis du kun refererer til dig selv. Og når du glemmer dig selv, er du altid tættere på Gud. Så kan jeg fornemme, at der er en mening med det hele. Det giver mig mod. Livet kan være hårdt og urimeligt, men når jeg føler, at der er en mening, så kan jeg klare det hele.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Som sagt er jeg godt vant, men én ting falder mig for brystet som det værste ved gudstjenesten. Der tales nemlig stort set altid om Gud gennem referencer eller fortolkninger. Der tales sjældent til Gud. Gud er ikke til stede som en direkte samtalepartner og kraft i rummet. Og hvis vi tror, må vi dog tro på, at han er der, hvor vi er.

Jeg beder selv meget til Gud, men ikke om at få en sort Cadillac. Jeg beder om, at det er Gud, der bestemmer. Ske din vilje, ikke min. Vi vil som mennesker gerne fylde det hele. Derfor er det godt at få tingene sat på plads. Men ved gudstjenesten taler mange prædikanter til menigheden, som om vi skal hjælpes. De bliver ”handicaphjælpere”, som udlægger og fortolker for os andre. Jeg har oplevet præster, der i stedet sætter noget på spil. De skriver ikke prædiken ned, men de går i stedet iblandt menigheden og taler. Så er lidenskaben med.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Det bedste ved det multireligiøse samfund er, at de forskellige religioner kan befrugte hinanden. I virkeligheden er alle trosretninger jo, hvis vi kommer dybt nok ned, sprunget af den samme kilde. Vi er på den samme jord og under de samme vilkår, og vi har de samme længsler. Derfor kan vi befrugte hinanden med de mange forskellige måder at tilgå livet som mysterium på. Vi kan blive stærkere i vores egen tro, hvis vi er åbne over for andre. Det fungerer bedst, hvis vi, som Grundtvig siger, er mennesker først. Hvis vi er mennesker, før vi er kristne eller muslimer eller jøder, så vil et multireligiøst samfund ikke være en trussel mod nogen.

Så jeg klamrer mig lidt til den persiske digter Rumis ord: Hinsides rigtigt og forkert er der en mark. Lad os mødes der!

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det værste ved det multi-religiøse samfund er, at vores bevidsthed og åndelige habitus slet ikke kan følge med i den globale udvikling. Vi har så at sige selv skabt en sten, der er så tung, at vi ikke kan bære den. Derfor opstår der nogle helt usmagelige sammenstød mellem folk. Jeg møder en smålighed hos etniske danskere, der normalt er åbne og tolerante. Jeg ser den hos mig selv og bliver flov. Jeg møder aggressioner hos udenlandske tilflyttere, som i stedet burde være taknemmelige og glade over at bo i et land som vores. Og hvis de ikke er, bør de bruge deres vidunderlige demokratiske mulighed til at sige det højt. Vi akkumulerer en angst, der bliver til uforsonlighed og vrede. I virkeligheden er det ikke de andres tro, vi som mennesker frygter, tror jeg. Det er den uvisse fremtid, det ukontrollerbare lige nu.

Ved gudstjenesten glemmer Liselotte Wiemer sig selv, og så er hun tættere på Gud, fortæller hun, der koordinerer natkirken i Vor Frue Kirke i København. Foto: Jens Nørgaard Larsen