Kristendommen påvirker Astrid Lindgren

Alle kender Astrid Lindgrens bøger om Emil og Pippi og alle de andre Astrid Lindgrens fortællinger har mange paralleller til de bibelske historier - både hvad angår sprogbrug, handling og indhold. Synspunkt af cand.theol. og forfatter Werner Fischer-Nielsen

Alle kender Astrid Lindgrens bøger om Emil og Pippi og alle de andre. Men ikke alle opdager, hvor stor rolle kirke, kristendom og Bibel spiller. Bl.a. fordi Astrid Lindgren skriver ud af den påvirkning, hun fik som barn. Hun havde sin barndom i et miljø, hvor kristendommen var en helt naturlig del. Astrid Lindgren skriver ud af sin barndoms indtryk. Det, hun har modtaget, sætter tydelige spor.

Gud er kærlighed i broderi

Barndommen fortæller hun om i bogen Samuel August fra Sevedstorp og Hanna i Hult. På væggene i hjemmet i præstegårdsforpagterboligen på Näs var der to ting: Billeder af slægten - og midt i et broderet skriftsted med teksten "Gud er kærlighed". Begge ting er karakteristiske for atmosfæren i hjemmet. Gennem fortællinger var slægten og fortiden nærværende.

Men der var også et andet "slægtskab", repræsenteret ved det broderede skriftsted, et perspektiv over livet, hvor der var højt til himlen i hverdagen. At Gud i sin visdom og kærlighed havde skabt verden som et godt sted at leve, var børnene på Näs aldrig i tvivl om. Det erfarede de, når moderen samlede dem i soveværelset og sang aftensang og bad aftenbøn med dem. Og når man som afslutning på familiefester og sammenkomster sang salmen "Nu går en dag ud af vor tid" og dermed lagde tid og evighed i Guds hånd. Og det kunne de spejle deres liv i, når de fik fortalt bibelhistorie.

Menneskeliv og kristenliv var flettet sammen i hjemmet, hvor faderen var både præstegårdsforpagter og kirkeværge (jævnfør Emils far!). Det har sat sig afgørende spor i Astrid Lindgrens livssyn, som det kommer til udtryk i hendes fortællinger. Her kan man se både slægtens spor og en tryg tro på det højere slægtskab, som er defineret af "Gud er kærlighed".

Astrid Lindgrens dramatik

Trussel og tryghed er et andet spændingsfelt, som Astrid Lindgren færdedes i, og som afsætter dramatik i hendes fortællinger. Hun havde en umådelig tryg barndom, hvor hun aldrig var i tvivl om forældrenes kærlighed til hinanden og deres fælles kærlighed til børnene. Der herskede en udstrakt frihed med leg og livsudfoldelse. Men netop legen udviklede sig ind imellem så voldsomt, at den var livstruende!

Truslerne mødte de også i fortællingens form. Koner, som kom i hjemmet for at hjælpe med arbejdet, fyldte børnene med fortællinger fra den smålandske overtro. Varulve, spøgelser og blodforgiftning var en del af hverdagen.

Bibelfortællingernes drama

Også bibelfortællingerne fik hun med fra hjem og skole. Her er der ligeledes både trusler og tryghed. Da børnene hørte fortællingen om Josef i Det Gamle Testamente, åbnede der sig en afgrund for dem: Tænk, at mennesker kan være så onde. Det var en skræmmende og næsten uforståelig erkendelse i det trygge hjem. Men hørte de opmærksomt efter, opdagede de, at selv denne grusomme historie endte godt. Og det gjorde i øvrigt alle bibelfortællingerne. Bibelen handler om, at ingen brøde kan være så stor, at den ikke kan tilgives - intet had så stærkt, at kærligheden ikke er stærkere. Og fortællingen om Jesus betyder, at livet er stærkere end døden.

Emil og Pippi ligner Jesus

Ud fra dette bliver Astrid Lindgrens fortællinger til: Spændingen mellem den realistiske verden, hvor farer hele tiden truer trygheden - og håbet om en verden, hvor - om ikke alt er godt - så ender godt.

Hun fortæller om Emil og Pippi, som begge har mange lighedspunkter med Jesus. Emil gør godt, men bliver straffet for det ligesom Jesus. Pippi ligner Jesus i sit storsind og gavmildhed og omsorg for de udstødte, og dermed bliver det fortællinger, hvis indhold og struktur kan genfindes i Det Nye Testamente.

Julegildet på Katholt

Man kan næsten ikke læse om Emils julegilde på Katholt uden at tænke på lignelsen om "Det store gæstebud" i Det Nye Testamente. Der er jo det ved Emils skarnsstreger, at de som regel ikke er skarnsstreger, men derimod noget godt, som Emil gør ud af sit hjertes godhed og umiddelbarhed.

Sådan også i denne historie: Ida og Emil har været i fattighuset med en stor kurv julemad, men den onde Kommandus har ædt det hele selv, så juleaften i fattighuset blev, "så Guds engle måtte græde over det". Så tager Emil affære. Han befrier fattiglemmerne fra Kommandusen og inviterer dem til julegilde. Der bliver "en fryd og salighed uden ende - ja, Tumbe-Jokum tror, at han er kommet i himlen".

Midt under ædegildet spørger Ida bekymret, hvad gæsterne i morgen skal have at spise. Hvortil Emil med barmhjertighedens logik svarer: "De er såmænd tykke nok i forvejen - det er da bedre, at maden kommer, hvor den gør nytte." Man kan høre et citat af Jesus spille med: Det er ikke de raske, der har brug for læge, men de syge. Frit oversat: Det er ikke de mætte, der har brug for mad, men de sultne.

Dagen efter sidder Emil i snedkerværkstedet. En elementær kærlighedsgerning drevet af nøden bliver takseret som en skarnsstreg, som Emil må sone. Når Jesus ud af sit hjertes godhed gjorde noget godt, og når han sagde, at der i Guds rige er plads til alle - også de enfoldige og fattiglemmerne - var der nogen, der mente, at det var en skarnsstreg, som han senere kom til at sone.

Astrid Lindgrens fortælling om Emil har mange paralleller til den bibelske historie - både hvad angår sprogbrug, handling og indhold.

Pippi forkynder en stor glæde

Også Pippi Langstrømpe ligner mange steder Jesus. Hun er - som Jesus - et menneske, der "går i store sko". Hun har hjerte for de små og udstødte, hun røres altid af næstens nød. Hun sætter fingeren på hykleri og farisæisme.

I fortællingen "Pippi arrangerer hvem ved hvad" hører vi om frk. Rosenblom, der holder eksamen i skolegåden. For hende går det retfærdigt til: De flittige og kloge belønnes, de dumme og dovne straffes. Også Pippi får opgaver. Hun skal stave til "søsyg". Hun gør det anderledes end både frk. Rosenblom og retskrivningsordbogen, men opfordrer frimodigt til, at hendes stavemåde bliver rettet ind i ordbogen!

Mens frk. Rosenblom sorterer børnene efter, om de kan svare rigtigt på lærebogens spørgsmål, får Pippi medlidenhed med skaren af frasorterede børn. Hun stiller dem spørgsmål, som de umuligt kan svare forkert på. Hun belønner og roser dem, sådan "at der blev stor glæde blandt alle de børn, der egentlig skulle skamme sig". Alene af ordlyden i den sidste sætning kan man høre, at vi er tæt på evangeliet.

Frk. Rosenblom ligner farisæerne og de skriftkloge, som bedømmer mennesker efter, hvor godt deres liv passer til lovens bogstav. Jesus lærer mennesker en ny stavemåde til livet (som Pippi gør det): Der er sagt til de gamle, men jeg siger jer . Og Jesus opsøger netop de fortabte og giver dem ny status. Hos ham er det børnene, dem, der ikke kan selv, der er de største i Himmeriget. Alle disse temaer fra Det Nye Testamente klinger med i denne historie.

Grynet ligner Astrid Lindgren selv

Men allertydeligst kommer både baggrunden og Astrid Lindgren selv til syne i bøgerne om Grynet og Lisbet ("Grynet" og "Grynet og lille Splint"). Grynet går i skole i en lille by under Første Verdenskrig, præcis som Astrid Lindgren begyndte i skole i Vimmerby 1914, da krigen brød ud. Miljøet i hjemmet i Grynet-bøgerne er lånt fra en af Astrid Lindgrens barndomsveninder, men Grynet og Lisbet ligner mest Astrid Lindgren og hendes egen lillesøster. Men nu er det den voksne Astrid Lindgren, der fortæller.

Her er der utallige episoder, hvor bøgernes hovedpersoner bearbejder bibelske fortællinger gennem leg, diskussion og oplevelser. Som f. eks. dengang Grynet ikke forstår, at mennesker kan være så onde som Josefs onde brødre, at de kan sælge Josef som slave. Men midt i en leg, hvor Grynet og hendes lillesøster repeterer den gammeltestamentlige historie, bliver Grynet virkelig så vred på sin lillesøster, at hun ønsker at sælge hende - og det bliver til virkelighed! Dog ender det godt, som det også gør i historien om Josef. Det er også i disse bøger, at Astrid Lindgrens livssyn kommer tydeligst til orde - repræsenteret i en blanding af Grynets far og mor.

Werner Fischer-Nielsen, cand.theol. og forfatter. Forfatteren til bogen "Astrid Lindgren og kristendommen" (Unitas 1998).