Prøv avisen
Interview

Medforfatter til ny bog: Kristendommen trækker Gud helt ned i snavset

”Jeg tror, at det er vigtigt at gøre sig klart, at det er et håbløst projekt at ville læse sig til en fiks og færdig forståelse af treenigheden,” siger Rikke Vanggaard.

En ny bog tager tager fat på et af kristendommens vanskeligste dogmer

”Jamen det er jo hele tre ting på én gang – det går virkelig ikke.”

Den sætning blev for nogle årtier siden brugt som slogan i reklamer for chokoladeæg til børn med en overraskelse indeni. Men den kan også bruges til at opsummere temaet for en ny bog om et af kristendommens vigtigste, men også mest vanskelige og gennem tiden omdiskuterede begreber: den treenige Gud.

For hvordan forklarer man på en forståelig og relevant måde, at den kristne Gud både er en far, faderens søn og en ånd på en og samme tid? Svaret på det spørgsmål kommer i bogen ”Far. Søn. Ånd” fra de to teologer Lars Sandbeck og Rikke Vanggaard, der har studeret Bibelen og andre kristne tekster, som berører emnet. Deres svar skal dog ikke ses som et endegyldigt facit, siger Rikke Vanggaard.

”Jeg tror, at det er vigtigt at gøre sig klart, at det er et håbløst projekt at ville læse sig til en fiks og færdig forståelse af treenigheden. Teologer har til alle tider kæmpet med dette vanskelige spørgsmål, og man har til alle tider formuleret det samme dogme om treenigheden på nye måder for at gøre kristendommen forståelig i samtiden,” siger sognepræsten i Søllerød Kirke nord for København.

Rikke Vanggaards egen erfaring med at forklare treenigheden kommer primært fra præsteembedet. I forbindelse med dåbssamtaler kan hun blandt andet finde på at fortælle, hvorfor barnet skal overøses med netop tre håndfulde vand, og hvorfor det døbes ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.

”Jeg er bange for, at mange mennesker opfatter tanken om en treenig Gud som forvirrende og ubegribelig, ganske enkelt bare som noget sludder,” siger hun og tilføjer, at denne svaghed ved treenigheden dog også kan vendes til en styrke.

”For det treenige gudsbillede minder os på en anskuelig måde om, at vi står over for et ubegribeligt mysterium, når vi står over for Gud. Treenigheden er på en og samme tid en forestilling, der giver Gud et menneskeligt ansigt og værner Gud mod at blive gjort alt for menneskelig.”

Når Rikke Vanggaard skal forklare treenigheden, plejer hun blandt andet at sige, at Gud ikke er et fjernt væsen på en sky, men snarere et fællesskab, en samtale eller en begivenhed. Dermed bliver Gud mere tilgængelig og balanceret, siger hun.

”Treenigheden får på én og samme tid en række vigtige træk i gudsbilledet frem, som på elegant vis holder hinanden i skak: Faderen er den stærke, utilnærmelige autoritet, Sønnen er Guds menneskelige side, og Helligånden peger på det åndelige, flygtige og bevægelige. Står Faderen alene, får vi en meget autoritær religion, står Sønnen alene, ender vi i den rene humanisme, og står Ånden alene, kammer det let over i religiøs entusiasme, hvor det enkelte menneskes følelser og voldsomme oplevelser erstatter troens mere besindige og fælles udtryk,” siger hun.

Det har dog ikke været ukontroversielt at samle flere personer i det kristne gudsbillede. Både jøder og muslimer har gennem tiden protesteret imod den treenige Gud, og i Koranen kan man blandt andet læse en henvendelse til de kristne om ikke at gå for vidt og ophøje Jesus til mere end Guds udsending. Fra 1500-tallet forsøgte flere kristne også at fjerne treenighedslæren fra deres religion, hvilket blandt andet førte til oprettelsen af trosretningen Unitarisk Kirkesamfund.

”At Gud er treenig, indebærer, at Jesus er en del af Guds væsen. Men det betyder så videre, at det i en eller anden forstand er Gud selv, der kommer til jorden som spædbarn, født af en kvinde og pint og slået ihjel af romerne. Og det er i særdeleshed denne tanke om, at Gud kan lide og dø, religiøse mennesker fra antikken til i dag har været forargede over. For Gud må da være højt hævet over den slags. Kristendommen revolutionerer gudsbilledet og trækker så at sige Gud ned på jorden, helt ned i snavset i ydmygelsen og fornedrelsen,” siger hun.

Med den kritik og forvirring, der har været, er det ifølge sognepræsten svært at svare på, hvorfor og hvordan troen på den treenige Gud har kunnet overleve. Men en del af forklaringen kan være, at man i kristendommen aldrig har fundet de nemmeste løsninger fyldestgørende.

”Man har haft en god sans for at bevare og tage vare på alle de nuancer og spændinger, der knytter sig til forestillingen om Gud,” siger hun.

Hvis sognepræsten selv skal pege på en god måde at forklare treenigheden på, henviser hun til et billede fra den amerikanske teolog Robert W. Jenson, der beskriver den treenige Gud som en fuga – et stykke klassisk musik, hvor tre selvstændige stemmer bevæger sig ind og ud mellem hinanden for tilsammen at danne en fuldkommen harmoni, siger hun.

”Gud og musik. Så kan det ikke blive smukkere.”