Prøv avisen

Kristendommens lange vej fra kirke til skole - og tilbage igen

Torben Rechendorff, tidligere kirke- og kommunikationsminister (C) i skolegården på Hørsholm Skole, hvor han var ansat gennem 20 år -- først som lærer og siden som skoleinspektør. -- Foto: Marlene Korsgaard Lauritsen.

Kristendomskundskab i den danske folkeskole er historien om et fag, der fødtes ud af kirken

– Er der nogen, der nogensinde har set Jesus?

Den mandlige kristendomslærer kaster blikket ud på de små elever i 2. klasse, som ser forventingsfuldt op på ham. Så ryger lille Henriks hånd i vejret. – Ja, det har jeg. Oppe på Gøgevang. Nå for søren! udbryder kristendomslæreren overrasket og beder den lille dreng uddybe.

Torben Rechendorff griner ovre fra sin blå sofa. Det var ham, der havde kristendom den dag på Hørsholm Skole nord for København tilbage i 70'erne, hvor Henrik hårdnakket påstod at have set Jesus oppe på Gøgevang.

– Det viste sig, at Henrik havde set en mørk mand på Gøgevang. Det var ikke et helt almindeligt syn dengang i 70?erne, og han mente bestemt, at det måtte være selveste Jesus, fortæller Torben Rechendorff, mens han smiler.

Det er 28 år siden, den nu 72-årige Torben Rechendorff spiste sin sidste madpakke på Hørsholm Skoles lærerværelse, hvor han underviste fra 1961 og ti år frem og herefter også fungerede som skoleinspektør på stedet. Og dermed er det også 28 siden, han underviste i kristendomskundskab for sidste gang. Men glæden ved at undervise i faget kan han sagtens genkalde denne råkolde oktoberdag, hvor han har inviteret Kristeligt Dagblad indenfor i Hørsholm-huset.

Anledningen er den seneste tids intensiverede debat om kristendomsfagets plads i folkeskolen og nye tal, som viser, at faget er blevet stærkt nedprioriteret. Rechendroff kan såvel personligt som historisk berette om, hvad der har ført frem til situationen i dag.

– Der var ingen tvivl om, at jeg skulle have kristendomskundskab som mit linjefag, da jeg startede på Frederiksberg Seminarium i sin tid, og jeg følte mig godt rustet til at undervise i faget, da jeg var færdig, og blev også vældig glad for at have faget i folkeskolen, fortæller han og giver udtryk for, at han selv synes, det er en menneskealder siden, han stod i spidsen for kristendomsundervisningen på Hørsholm Skole, fortæller Rechendorff.

Set i forhold til kristendomsfagets historie i folkeskolen, er den forhenværende kirke- og kommunikationsminister dog blot en yngling. Faget har nemlig en historie, der går flere hundrede år tilbage. Helt tilbage i 1683 blev degnen i alle byer ved lov pålagt at øve katekismen med børnene i sognet, indtil de kunne recitere indholdet udenad. Den form for kristen missionsundervisning fortsatte indtil 1736, hvor det blev indført ved lov af Christian VI, at alle børn i landet skulle konfirmeres. Men for at de kunne blive konfirmeret, måtte de opfylde to krav. Dels skulle de kunne læse og tillige have modtaget undervisning i kristendom frem mod konfirmationen, og dels skulle de have fulgt konfirmationsforberedelsen hos en præst. Førstnævnte krav blev det dog først muligt at gennemføre tre år senere i 1739, hvor skoleloven for landbefolkningen trådte i kraft. Det var først her, at bøndernes børn fik muligheden for at komme i skole.

I 1814 kom så Danmarks første store skolelov, som gjaldt alle børn i landet, og her spillede kristendommen en central rolle. Skolernes skulle nemlig ifølge en kongelige anordning af 29. juli 1814 sørge for, at der "ved skolernes undervisning i almindelighed tages hensyn til at danne dem til gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangelsk-christelige lære". Skolerne var altså underlagt kravet om en forkyndede undervisning, og dette krav fortsatte helt frem til 1975, hvor kristendomsfaget mistede det sidste af sit konfessionelle aspekt. I året 1900 kunne man således i Det Styhrske Cirkulære om formålet for kristendomsundervisningen læse, at "hovedsagen ved undervisningen er derfor den personlige påvirkning, som den lærer, som selv lever sit liv på kristentroens grund, kan øve på børnenes hjerte- og viljesliv".

Torben Rechendorff læner sig tilbage efter at have taget en bid af det kærnemælkshorn, som ligger på hans lille blomstrede porcelænstallerken. Han tygger af munden, skyller efter med en slurk kaffe og gør klar til at fortsætte sin tale om det kristendomsfag, som har fyldt så meget i hans lærerliv, at han også i en årrække, fra 1976 til 1981, sagde ja til at være formand for Religionslærerforeningen.

– Jeg var jo formand for foreningen i årene, lige efter den nye lov blev indført i 1975, som betød, at man gik bort fra den konfessionelle undervisning. I Religionslærerforeningen brugte vi derfor mange kræfter på at lede kristendomslærerne ind på dette nye spor. Det gjorde vi ad kursusvejen og tidsskriftsvejen blandt andet, siger han og tilføjer, at han som formand egentlig ikke oplevede megen modstand mod den nye lov.

Det gamle hvide og gulddekorerede bornholmerur slår hel i Torben Rechendorffs stue. Som for at minde os om, at tiden går, og at meget har ændret sig, siden dengang for næsten 30 år siden, hvor han selv sad bag katederet og skulle fange børnenes opmærksomhed. Han fortæller, at han nødig ville undervise i kristendom i dag. Alt for meget har forandret sig, hvilket i og for sig er godt nok, for ellers ville skolen jo stå stille. Men lærerne, mener den forhenværende skoleinspektør og lærer, bliver mødt af umenneskelige krav fra forældrene. De er oppe på mærkerne hele tiden, synes han.

– Tænk bare på hele sagen om fadervor, som kørte tidligere på året, siger han.

Torben Rechendorff selv har lært et utal af elever fadervor på Hørsholm Skole – også efter at loven blev ændret i 1975, og den forkyndende kristendomsundervisning måtte se sig selv sparket ud af skoleloven som en tiloversbleven anakronisme.

– Jeg prøvede aldrig at forkynde i undervisningen, heller ikke før 1975. Jeg opfattede det ikke som min opgave at gøre børnene kristne. Derimod så jeg det som min opgave at fortælle dem, hvad kristendommen var, og hvilken betydning den har og har haft for os. Og der kommer du altså ikke uden om bibelhistorierne og fadervor, siger han.

Vejen frem til 75-loven, hvor forkyndelsesaspektet forsvandt ud af kristendomsfaget, har været lang, og adskillelse af kirke og skole er foregået i små etaper. Helt frem til 1949 havde sognepræsten således tilsynspligt med kristendomsundervisningen ude i provinsen. I København var den blevet afskaffet i 1933. I 1949 blev tilsynspligten ændret, og den var nu kun en rettighed, præsten kunne påkalde sig. Han kunne, men skulle med andre ord ikke mere overvære kristendomstimerne i skolen. De rettigheder blev helt frataget præsten i 1970.

For at se 1975-loven i det rette lys bør man kaste et blik på de værdistrømninger og diskussioner, som herskede i det danske samfund først i 70'erne. Den historisk-kritiske tilgang til lærestof, som havde vundet frem på universiteterne, fik også indflydelse på kristendomsundervisningen og ledte det i en ikke-konfessionel retning. Yderligere voksede en stigende angst frem i samfundet, som handlede om, at man ikke måtte indoktrinere børn. Ideologikampene mellem især nymarxismen og kristendommen førte til, at når nu ingen ideologi eller religion måtte påvirke børns sindelag, var den eneste tilbageværende mulighed, at man som mål havde, at børnene ikke skulle indoktrineres, men oplyses.

I den rechendorffske stue i Hørsholm hersker der ingen tvivl om, at ændringen af loven var af det gode. Blandt andet betød det, at der kom en masse nyt og inspirerende lærebogsmateriale, som fornyede undervisningen væsentligt, og det var positivt, mener Torben Rechendorff, som dog heller ikke har meget til overs for lærere, der ikke tør stå ved deres egne holdninger.

– Selvfølgelig skal man ikke indoktrinere, men man skal også passe på ikke at være en, som aldrig nogensinde har en mening om noget som helst. Jeg sagde jo heller ikke til børnene, at jeg var medlem af Det Konservative Folkeparti med en forventning om, at de også skulle blive det, siger han og føjer til, at han da sandelig altid svarede ja, hvis børnene spurgte, om han troede på Gud.

– Man skal ikke forstille sig, siger Torben Rechendorff med sikker stemme.

I det hele taget lyder det ikke, som om den tidligere kirke- og kommunikationsminister har haft spor svært ved at finde ud af, hvilket ben han skulle stå på, når han underviste i kristendom. Men når han gik til time dengang i 60'erne og 70'erne, var det hos de ældste elever, at han fandt det sværest at undervise. I 1960 kom der en vejledning til kristendomsfaget, som pålagde lærerne opgaven at undervise skolens ældste klasser i blandt andet fremmede religioner, frikirker og sekter. Det var noget af en revolution for faget, som hidtil havde koncentreret sig ene og alene om kristendommen og den evangelsk-lutherske kirke.

– Da det blev indført, at man skulle inddrage fremmede religioner og andre livsanskuelser i kristendomsundervisningen, var det en understregning af, at det ikke kan nytte noget, at vi lukker øjnene for den verden, som er omkring os. Men jeg synes, det var smaddersvært at undervise i fremmede religioner. Det var i høj grad noget med at prøve at sætte sig ind i en helt fremmed verden, siger han.

Men det er blevet nemmere nu, mener Torben Rechendorff. Fordi vi herhjemme i dag i højere grad end tidligere har et flerkulturelt samfund. Derfor møder kristne danske børn nu i modsætning til tidligere også børn med andre trosretninger og livsopfattelser.

– I dag behøver børnene ikke se billeder af en moské fra udlandet. Nu kan de selv tage hen og besøge den i kristendomstimen og måske endda få en snak med imamen derhenne, siger han.

Da Torben Rechendorff selv underviste på Hørsholm Skole, var man gået væk fra udenadslæren af salmevers og bibeltekst. Heldigvis, siger han. Det har han selv haft rigeligt af i sin egen skoletid, fortæller han. Med lynets hast remser han et vers op, som han selv lærte i sin skoletid, og som stadig sidder fast i erindringen. Han griner og ræsonnerer sig frem til, at udenadslære ikke altid er af værste skuffe.

I sin egen undervisning af eleverne benyttede han det undervisningssystem, der hed "Den kristne troslære", som var skrevet af hans egen lærer fra Frederiksberg Seminiarium, Aage Nørfelt.

Han rejser sig fra sofaen og går hen til et hjørne i stuen, alt imens han fortæller, at han i går aftes fandt en masse materiale frem, som han gerne ville vise frem i forbindelse med, at Kristeligt Dagblad skulle komme på besøg. Blandt materialerne er netop bøgerne "Den kristne troslære" med eksemplar til både lærer og elev. Han lægger dem på stuebordet med en vis stolthed – hans eget navn står også opgivet i bogen. Han har medvirket ved bogens udfærdigelse, fortæller han.

– Jeg prøvede at belyse kristendommen ad fortællingens, billedets og skønlitteraturens vej, når jeg underviste. Og her var Aage Nørfelts bog god, siger han.

Også i dag kunne bogen muligvis være til god hjælp ude i de danske folkeskoler, hvor kristendomskundskab, som i øvrigt hed religion helt frem til 1937, er blevet et prøvefag, og hvor kun 22 procent af lærerne, der underviser i faget, er linjefagsuddannede. Mange står derfor uden faglig kompetence til at undervise i faget. Men det er tilsyneladende ikke noget nyt problem, for sådan var det også i Torben Rechendorffs tid som formand for Religionslærerforeningen, fortæller han. Til gengæld mener den pensionerede lærer, at de lærerstuderende på seminariet dengang blev rustet markant bedre til at gå ud og undervise i faget. Dengang valgte man nemlig kun ét linjefag – i modsætning til i dag, hvor man vælger to eller tre. Derudover blev de studerende undervist i seks-syv timer om ugen i faget, oplyser Torben Rechendorrf. Der var dog ikke i hans seminarietid ikke mere noget krav om, at kristendomslæreren skulle være medlem af folkekirken, sådan som det var en betingelse indtil 1937.

Men 1937 er længe siden, og i dag er det helt andre diskussioner, der er på dagsordenen, for eksempel hvorvidt faget bør omdøbes fra kristendomskundskab til religion. Torben Rechendorrf vil ikke gå ind i den diskussion nu, men han slår fast, at faget stadig har sin berettigelse.

– Jeg synes, at faget i dag er en forudsætning for, at skolens formål kan opfyldes. Fagets navn er ikke særlig vigtigt. Det er det, der foregår i timerne, som har betydning.

soegaard@kristeligt-dagblad.dk