Prøv avisen

Kristent idrætsforbund i overlevelseskamp

KFUMs Idrætsforbund blev for 90 år siden dannet af Indre Mission, men selvom det missionske aspekt er væk i dag, arbejder forbundet stadig ud fra et kirkeligt værdi-grundlag

Midt i 90-året for dannelsen af KFUMs Idrætsforbund er forbundet blevet kastet ud i en af sine værste kriser nogensinde.

Krisen skyldes dog hverken medlemsflugt, stor gæld eller interne magtkampe, som det ellers ofte er tilfældet, når organisationer kommer ud på dybt vand.

Krisen er opstået, fordi Danmarks Idrætsforbund (DIF), som KFUMs Idrætsforbund er medlem af, lægger op til at ekskludere det kristne idrætsforbund i forbindelse med en fusion med Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI). En eksklusion, der betyder, at KFUMs Idrætsforbund går glip af over to millioner kroner i økonomisk støtte fra DIF hvert år i såkaldt medlemsstøtte. I og med at støtten udgør omkring 90 procent af forbundets indtægtsgrundlag, har forbundet svært ved at overleve uden.

Som det ser ud i dag, er vi helt afhængige af de årlige tilskud, vi får fra DIF. Vi har ingen andre sponsorer, der kan stå klar til at dække det hul, siger formanden for KFUMs Idrætsforbund, Steen Andersen.

Alligevel forsøger han og resten af ledelsen at bevare optimismen, selvom de sorte skyer har trukket sig sammen over forbundets kontor i Kolding.

Vi vil blive ved med at kæmpe for at argumentere for, at vi har ret til fortsat at eksistere, og vi vil fortsat kæmpe for at være en del af DIF. Vi er det eneste forbund, de har, der har en kristen dimension, og som fokuserer på det hele menneske i vores arbejde, siger Steen Andersen.

KFUMs Idrætsforbunds kristne idealer udmønter sig blandt andet i trænerkurser, hvor deltagerne ud over de rent træningsmæssige færdigheder også oplæres i foreningsmentalitet og diskuterer etiske og moralske spørgsmål ved trænergerningen.

Forbundet understreger også sit kristne ståsted ved at holde andagter ved sine trænerkurser og idrætsstævner.

Oprindeligt var forbundet en del af Indre Mission og hele KFUM og KFUK-bevægelsen ud fra et missionsperspektiv. Med tiden er det missionerende gledet mere i baggrunden, og for nogle år siden kappede forbundet helt båndene til KFUM. Men det er ikke uden grund, at forbundet har beholdt navnet KFUM, forklarer generalsekretær Bo Jørgensen.

I dag forkynder vi ikke længere. Hvor de andre forbund mest fokuserer på det legemlige, har vi har stadig et kristent værdigrundlag, hvor vi både tænker på legeme og ånd. Spørgsmålet er, hvem der skal føre de idealer videre, når vi er væk, siger han.

kirke@kristeligt-dagblad.dk