Kært barn har mange navne. Men det er ikke positivt ment, når helligdagen i morgen i folkemunde har fået tilnavne som Kristi flyvedag, Kristi luftfartsdag, eller Kristi rumfartsdag.
Kristi himmelfart, fortællingen om Jesus, der forsvandt op i himlen i en sky, får let et lidt komisk præg, og derfor behandler en del præster den med en vis teologisk forsigtighed. Andre præster har traditionelt taget konsekvensen på denne dag og taler om missionsbefalingen, som i Bibelen optræder sammen med himmelfarten.
For rektor for Pastoralseminariet i Aarhus Henning Kjær Thomsen er Kristi himmelfartsdag en af de umistelige helligdage. For ham ligger der et vigtigt pædagogisk element i den lidt udefinerlige helligdag.
Vist har kirken og præsterne da et problem i forhold til dagen, fordi der er knyttet alle de folkelige øgenavne til den. Nogle præster kan derfor let forfalde til en lidt utydelig teologi denne dag. Men i virkeligheden er dagen et fund og ligger lige til højrebenet for de præster, som tager udfordringen op. Man kan vende en lidt komisk fremstilling til en ny og overraskende måde at tale til mennesker på om, hvad det kristne evangelium betyder, siger Henning Kjær Thomsen og fortsætter:
Det lægger så op til, at præsterne på deres side for eksempel sætter begivenheden ind i en nutidig, kulturel ramme, som vi virkelig kan udfordres af. Når man taler om himmelfart, tænker alle, at det er afsked og noget, som bevæger sig væk fra os, men i virkeligheden er indholdet i Kristi himmelfartsdag det modsatte, at Jesus nu er på vej ned og ind til os.
Som helligdag har Kristi himmelfartsdag afgørende betydning, fordi den knytter an til andre store bibelske begivenheder: Den ligger mellem påskens opstandelse og kirkens indstiftelse i pinsen og hænger dermed uløseligt sammen med de to begivenheder.
På himmelfartsdag tager Jesus ikke afsked, nej, han forsvinder ikke ud, men tværtimod længere ind i historien med os mennesker. Fra den dag af er Jesus ikke kun sammen med en lille, udvalgt skare, men sammen med os alle, han er blevet en ny horisont for os, siger Henning Kjær Thomsen.
Rektor for Menighedsfakultetet i Aarhus Jørn Henrik Olsen vil også gerne have mere fokus på denne helligdag.
Når sognepræster viger tilbage for den slags tekster, viser det en slags teologisk forlegenhed. Men Kristi himmelfartsdag er udtryk for alt det livgivende og vitaliserende, som kommer efter påsken. Det stærke ved helligdagen er missionsperspektivet og det globale element. Kristus måtte løftes op for at få en mere verdensomspændende betydning, så mennesker alle vegne alle steder kunne komme til tro. Kristi himmelfartsdag er en af begrundelserne for, at vi som kristne skal række ud i verden til alle mennesker og ikke kun til en snæver kreds, præcis sådan som det var på det tidspunkt, hvor Kristus forlod disciplene for at være sammen med alle mennesker, siger Jørn Henrik Olsen.
Det er ikke kun i dag, at præsterne kæmper med at kunne prædike tidssvarende på Kristi himmelfartsdag. Dagen har op igennem historien givet mange teologiske grå hår, oplyser professor, dr.theol. på Københavns Universitet Kirsten Busch Nielsen.
Teksterne om himmelfarten fortæller, at Jesus ikke bare er opstået, og graven tom. For 40 dage senere bliver han løftet op i Himlen. Det er denne dobbelthed, som går igen i formuleringen i trosbekendelsen. Sådan har det været i en lang teologisk tradition i fortolkningen af Jesusskikkelsen lige fra reformationstiden. Det afspejles i den kamp, som teologerne kæmpede med at afklare, hvordan begrebet Himlen skulle forstås. Nogle mente, at Himlen er et rum, hvor Jesus boede indtil sin genkomst. Men med Luther betyder det snarere, at da Gud blev menneske, blev grænsen mellem Himmel og jord også opløst. Gud er højt i Himlen og dybt hos os. Teologisk har vi ikke siden opfattet himmelfarten som noget, der foregår i et univers, der er indrettet som et højhus. Tværtimod opfatter vi teologisk Kristi himmelfartsdag som et symbol på, at Jesus er større end vores opfattelse af tid og rum og dermed også er nærværende hos os, siger Kirsten Busch Nielsen.