Prøv avisen

Kristi tornekrone i Notre Dame

Jesu tornekrone i Notre Dame-katedralen vises kun frem ganske få gange om året. En af de dage, hvor interessen er størst, er langfredag, hvor ceremonien varer syv timer. Kransen er omviklet med guldforsiringer, og tornene er blevet knækket af og givet bort af de franske konger til udenlandske statsoverhoveder. -- Foto: Polfoto.

Langfredag vises verdens vigtigste relikvie frem i Notre Dame. Denne artikel er oprindeligt fra 2010

Det er en krans på 21 centimeter i diameter, omvundet med forgyldte forsiringer og smykket med tre små medaljoner af gyldne helgenbilleder på lyseblå baggrund. En kongelig krone. I sin fremtoning temmelig langt fra den, de romerske soldater satte på hovedet af Kristus for at spotte hans titel af jødernes konge, natten før han blev korsfæstet.

Torne har den heller ikke, for de er i tidens løb blevet knækket af og givet som gave fra Frankrigs konger til udenlandske statsoverhoveder. Men når den langfredag bæres i procession gennem Notre Dame-katedralen i Paris, er det Kristi tornekrone, verdens fornemste relikvie, som er genstand for hundredvis af menneskers bøn, som i en ubrudt række defilerer forbi tornekronen i alle de syv timer, fremvisningen varer.

Som Frankrigs katolske kirke selv skriver om tornekronen:

"Trods utallige historiske og videnskabelige undersøgelser er det aldrig blevet slået fast, at tornekronen er autentisk. Men det, som er sikkert, er, at den i mere end 16 århundreder har været genstand for kristenhedens inderligste bønner".

Tornekronen udgør, sammen med korset, materialiseringen af Kristi lidelseshistorie og er som sådan et af kristendommens væsentligste symboler. Det blev allerede blandt de tidligste kristne tilbedt som et relikvie.

Tornekronen omtales første gang som relikvie i pilgrimsberetninger fra det fjerde århundrede. I 409 fortæller biskoppen af Nola, at Kristi tornekrone opbevares i basilikaen på Zion-bjerget i Jerusalem, og i 570 er der beretninger om, at den udstilles i Jerusalem, hvor tornekronen formentlig befinder sig frem til det 12. århundrede.

Fra dette tidspunkt flyttes relikvierne lidt efter lidt fra Jerusalem til den politiske magts centrum, Byzans, og det er her, den franske kong Ludvig IX, korstogskongen Ludvig den Hellige, i 1239 køber den af venetianske pantelånere, som kong Baudoin af Byzans har pantsat den til.

Den 10. august samme år drager kongen i triumftog ind i Paris med Kristi tornekrone, som han selv bærer frem til Notre Dame-katedralen, barfodet og kun iført en simpel skjorte og uden sine kongelige regalier.

Som Andreas Rude skriver i sin netop udkomne bog "Troen går til Paris":

"Louis har været bevidst om den nationale prestige og politiske magt, der udsprang af at have så centralt et relikvie i sin besiddelse. Hvem kunne nu tvivle på, at han var kristenhedens fremmeste beskytter".

Ludvig den Hellige byggede Sainte Chapelle til at rumme det dyrebare relikvie sammen med en splint af det kors, Kristus blev korsfæstet på. Begge relikvier blev efter Den Franske Revolution overført til Notre Dame i 1801, og det er her, tornekronen kan ses to timer den første fredag i hver måned samt hver fredag i fastetiden. Og så hele langfredag som optakt til påsken.

Klokken 10 bæres den ind af Notre Dames kannik, omgivet af ridderne af Den hellige Gravs Orden, den pavelige orden, som har til opgave at beskytte tornekronen.

– Et par gange er det forekommet, at vi har været nødt til at tage livtag på troende, som ville kaste sig mod tornekronen, fortæller et medlem af ridderordenen i Paris.

De fleste nøjes med at gøre korsets tegn og kysse tornekronen, som ridderne derefter tørrer med et klæde.

For mange af de mennesker, som defilerer forbi, er tornekronen med til, som Andreas Rude formulerer det, "at gøre troen håndgribelig."

kirke@kristeligt-dagblad.dk