Kristian vendte ryggen til dommedag

Som Jehovas Vidne læste Kristian Molbo søndagens tekst om de sidste tider igen og igen. I dag har han både sagt farvel til Jehovas Vidner og til frygten for dommedag

I mange år ventede Kristian Molbo som Jehovas Vidne på dommedag, Harmageddon. Efter sin udstødelse fra trossamfundet forsvandt frygten.
I mange år ventede Kristian Molbo som Jehovas Vidne på dommedag, Harmageddon. Efter sin udstødelse fra trossamfundet forsvandt frygten. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Som lille dreng på seks-syv år tænkte Kristian Molbo nogle gange så meget på dommedag, at han ikke kunne falde i søvn om natten.

Levende illustrationer i Jehovas Vidners blad Vagttårnet beskriver nøje, hvad der sker på dommens dag, ved Harmageddon. Gaderne vil flyde med lig, når de mange mennesker, som ikke er en del af trossamfundet, vil dø. Og det gjorde indtryk.

"Jeg var godt klar over, at man skulle gøre noget for at opnå frelse, og det gjorde mig nogle gange bange, men frygten fylder ikke meget i erindringen," siger han.

Andre gange var hans forestillinger om dommedag mere eventyrlige.

"Så gik jeg og forestillede mig Jesus komme i skyerne over Randers. Jeg tænkte, at det ville blive ret flot efter Harmageddon, og jeg glædede mig til at leve i paradiset, hvor jeg kunne lege med løverne," husker Kristian Molbo.

I dag er han 31 år og bor i Valby. Han er ansat i Arbejdstilsynet og uddannet sociolog. Det er snart ti år siden, han på eget initiativ blev udstødt fra Jehovas Vidner og gjorde op med dommedagstanken. Det vender vi tilbage til.

Randers var byen, hvor Kristian Molbo voksede op. Hans mor blev Jehovas Vidne, da han var seks år, så det var naturligt, at også Kristian og hans bror blev det. Moderen havde længe været søgende og havde også haft kig på andre religioner, men hun valgte Jehovas Vidner, fordi hun følte, det var sandt, hvad de lærte om Bibelen og om fremtiden. Desuden tiltalte det hende meget, at der var høje moralnormer og konsekvenser ved at overtræde dem, fortæller Kristian Molbo.

"Så den her verdensforståelse kom lige pludselig ind i mit liv. Det var fantastisk, unikt og sandt og på mange måder eventyrligt, men selve fællesskabet var for mig også meget kedeligt, da jeg var lille. Det var mest for voksne, og det var generende at opleve, hvordan jul og fødselsdag pludselig ikke længere var det samme," husker han.

Som han blev ældre, blev Kristian Molbo dog et dedikeret vidne. I teenageårene gik han til de tre ugentlige møder i menigheden i Randers og brugte en stor del af sin tid på at stemme dørklokker og forkynde. I stedet for at gå til fest med sine jævnaldrende skolekammerater fredag aften, nærstuderede han Bibelen, og søndagens tekst om, at der skal ske tegn i sol, måne og stjerner, har han efter eget udsagn læst 1000 gange.

"I dag siger det mig ingenting, men dengang kredsede mine tanker hele tiden om det. Vi følte os som en del af Guds udvalgte folk, og det var meget fantastisk. Vi skulle bo i paradiset på jorden, og det var meget ukompliceret. Valget var truffet på forhånd, og jeg følte mig på sikker grund," siger han.

Det var en personlig oplevelse af, at Gud talte til ham, der for alvor gjorde ham til et meget engageret Jehovas Vidne.

"Da blev det helt klart for mig, at det var rigtigt, og jeg følte mig meget beåndet. Jeg følte, jeg havde set lyset. Jeg kunne ligesom læse mellem linjerne i Bibelen og fik en dybere forståelse af tingene. Jeg gik ture, hvor jeg talte med Gud, og jeg havde lige pludselig meget dybere samtaler med folk fra menigheden."

Modsat mange andre vidner gik Kristian Molbo i gymnasiet. Han følte sig ofte truet af den verdslige verden udenfor, men lod sig ikke anfægte i sin tro.

"Jeg følte mig højt hævet over de synspunkter, vi blev præsenteret for både i religion og biologi. Jeg sagde også flere gange, at jeg ikke troede på, at verden eksisterede efter år 2000."

Det unge vidne havde et godt forhold til flere af sine klassekammerater og tænkte også over, at de ikke ville klare den til Harmageddon, dommedag.

"Jeg tænkte da bestemt over, at det var synd for mine klassekammerater, som på grotesk vis ville ligge som lig i gaderne. Jeg ønskede ikke, at de skulle dø, men det var jo det, de fortjente, fordi de var ligeglade."

"Jeg var da også ked af, at Gud skulle slå den del af min familie ihjel, som ikke var Jehovas Vidner, men samtidig havde jeg jo også lært, at Gud ville tørre tårerne af vores kinder," forklarer han.

Vendepunktet kom, da han fik en kæreste. Hun var også selv Jehovas Vidne, men havde nogle store psykiske problemer og religiøse frustrationer.

"Jeg troede, at jeg kunne hjælpe hende, men det var en stor fejl, for intet virkede, og jeg endte med at opløse mit eget liv. Jeg kørte mig selv helt ned."

Stærk i troen, som Kristian Molbo var, forsøgte han at finde hjælpen og svaret hos Jehovas Vidner og i Bibelen

"Jeg havde jo sandheden om livet, men det hjalp ikke noget at bede til Gud. Der var lige pludselig lukket for det varme vand, og det var meget frustrerende. Samtidig fornemmede jeg også, at der i menigheden var en udløbsdato for, hvor længe man ville lægge øre til de problemer, jeg havde."

Til gengæld var der længere snor blandt de verdslige venner fra gymnasiet. De opsatte ikke nogen standard for, hvordan problemerne skulle løses, og hvor lang tid det skulle tage.

"Mine problemer blev løst ad verdslig vej, og det overbeviste mig om, at Jehovas Vidner ikke kunne have ret, for når de ikke havde løsningen på de problemer, jeg havde, og som de samtidig hævdede at have løsningen på, så havde de den ikke overhovedet. De kunne ikke have lidt af sandheden. Det var enten-eller."

Da han først var nået til den erkendelse, faldt alting sammen, og forestillingen om dommedag forsvandt nærmest fra det ene øjeblik til det næste. Han beskriver selv tiden efter erkendelsen som den mest forfærdelige i sit liv, fordi han var helt på bar bund i forhold til sit eget verdensbillede.

"Og jeg gjorde ingenting og ledte ikke efter nogen erstatning, hverken stor eller lille, fordi jeg var bange for at blive skuffet igen," husker han.

Som 22-årig lod han sig på udramatisk vis udstøde, og siden har han ikke som sådan haft noget med Jehovas Vidner at gøre. Familiemæssigt har han betalt en høj pris, for han har ikke længere kontakt til sin mor. Sine yngre søskende taler han med engang imellem, men de taler ikke med hinanden om Jehovas Vidner, som de også stadig er en del af. Moderen følte sig tvunget til at vælge mellem trossamfundet og sin ældste søn.

"Hun sagde, at hvis hun skulle vælge mellem mig og Gud, valgte hun Gud, fordi han kan give hende evigt liv," fortæller Kristian Molbo om sin mor.

Mange tidligere Jehovas Vidner bruger mange år på at genopbygge sig selv efter bruddet med trossamfundet, og for nogle lykkes det aldrig helt.

"Du kan forlade Jehovas Vidner, men Jehovas Vidner forlader ikke dig. Det vil altid have en eller anden plads i dit liv, fordi det har været så stærk en del af dig. Jeg har hørt folk fortælle, at de er bange for torden, fordi de tror, at det er tegn på, at Harmageddon kommer. De kan stadig vurdere deres gerninger i forhold til Harmageddon, selvom de ikke længere er en del af Jehovas Vidner. Det tager tid at lægge det bag sig. Det kan sammenlignes lidt med at komme videre efter en skilsmisse eller et alvorligt dødsfald. De fleste kommer videre, men nogle gør ikke."

Kristian Molbo brugte også nogle år på at ryste trossamfundet af sig, men har ikke tænkt i tegn og torden. Med undtagelse af én situation.

"Den 11. september 2001, da flyene fløj ind i World Trade Center i New York, strejfede det mig et splitsekund, om det kunne være et af de tegn på Harmageddon, som Jehovas Vidner talte om."

Tankerne om tegnene forsvandt dog hurtigt igen, og i dag er de der ikke længere. Gud tror han stadig på, men ikke i nogen fast defineret form, og han kalder sig ikke kristen. Ligesom han ikke er interesseret i at blive en del af et nyt trossamfund igen.

"Hvis jeg skulle være kristen, skulle jeg tro på, at Jesus døde for mig og mine synder på korset, men jeg synes ikke, at jeg er så syndigt et menneske, som nogen gerne vil gøre mig til. Jeg kan ikke se, hvad jeg skal bruge frelsen til. Jeg er o.k., som jeg er."

Derfor ønsker han heller ikke at bruge tid på at tænke over, hvad der sker i fremtiden eller efter døden. Eller på, om der kommer en dommedag.

"Jeg har brugt så mange år på at indrette mit liv efter en forestilling om, hvad der skulle ske i fremtiden. Nu vil jeg gerne bruge tiden på mit liv her og nu," siger Kristian Molbo.

schelde@k.dk