Dansk Europamission: Under ramadanen vil vi bede for, at muslimers øjne åbner sig for Jesus

Som led i en international kampagne vil kristne i 40 lande bede for muslimer i den kommende ramadanmåned. Samuel Nymann Eriksen, generalsekretær i Dansk Europamission, som er en af initiativtagerne, håber, at det vil bidrage til et mere nuanceret billede af relationen mellem kristne og muslimer

Samuel Nymann Eriksen er generalsekretær i Dansk Europamission, som blandt andet arbejder med at yde nødhjælp og støtte verdens forfulgte kristne. I en ny bedeguide, som organisationen har udformet, går langt de fleste forslag på at bede for, at verdens muslimer bliver kristne.
Samuel Nymann Eriksen er generalsekretær i Dansk Europamission, som blandt andet arbejder med at yde nødhjælp og støtte verdens forfulgte kristne. I en ny bedeguide, som organisationen har udformet, går langt de fleste forslag på at bede for, at verdens muslimer bliver kristne. Foto: Claus Boesen.

I næste uge begynder ramadanen – den muslimske fastemåned, hvor Koranens åbenbaring mindes af muslimer verden over. Og samtidig med at bedetæpperne vendes mod Mekka, vil kristne i 40 lande folde hænderne som led i den internationale og årligt tilbagevendende kampagne ”30 dage i bøn for den muslimske verden”.

I Danmark er det blandt andet Dansk Europamission, som står for udbredelsen af kampagnen. Sammen med organisationens blad udgives en såkaldt bedeguide oversat til dansk, hvor man blandt andet kan læse om situationen og menneskers liv i lande og byer, hvor der bor mange muslimer. Generalsekretær i Dansk Europamission Samuel Nymann Eriksen mener, at guiden er et vigtigt modsvar til den generelle offentlige debat herhjemme om særligt Mellemøsten.

”I medierne og blandt politikerne i Folketinget er der en tendens til at tegne et meget negativt billede af muslimer og Mellemøsten. For eksempel tales der meget om kristenforfølgelser, men selvom det er sandt, at nogle kristne oplever endog hård forfølgelse, er virkeligheden langt mere sammensat. Der er masser af kristne og muslimer, som lever fredeligt side om side. Det er blandt andet det, vi gerne vil sætte fokus på,” siger Samuel Nymann Eriksen.

Bedeguiden rummer også med helt konkrete forslag til, hvad man kan bede om. For eksempel foreslås det, at der bedes for Bangladesh-hovedstaden Dhaka, der ”oplever mange udfordringer som eksempelvis overbefolkning, regelmæssige oversvømmelser og forurening”. Der kan også bedes for migrantarbejderne i Doha i Qatar, som ”arbejder i lange perioder og under usikre omstændigheder”. Og for forfulgte muslimer i Kolkata i Indien.

”Jeg ser det som en helt naturlig del af det kristne liv at bede for andre, og det gælder ikke kun min familie og mine naboer. Bibelen lærer os at have blik for mennesker i hele verden, som alle er skabt i Guds billede,” siger Samuel Nymann Eriksen.

Langt de fleste forslag i bedeguiden går dog på at bede for, at verdens muslimer bliver kristne. For eksempel kan man bede om, at ”muslimerne i Karachi, Pakistan, vil have drømme og åbenbaringer om Jesus”. Eller for at ”de kristne i Nairobi vil være frygtløse i deres vidnesbyrd og forberedt på at snakke med muslimer om deres liv med Kristus”.

Samuel Nymann Eriksen lægger da heller ikke skjul på, at bønnernes formål først og fremmest er missionerende.

”Mission er selvfølgelig formålet, fordi vi håber, at alle mennesker lærer Jesus at kende. Og bøn er helt afgørende for, at evangeliet kommer ud til mennesker i hele verden. Vi ser jo, at mange kristne i Mellemøsten kommer til tro på Jesus i disse år. Vi kan selvfølgelig ikke bevise det videnskabeligt, men jeg tror, at bøn spiller en væsentlig rolle i denne udvikling,” siger Samuel Nymann Eriksen.

Men hvorfor have fokus på at omvende muslimer lige netop under ramadanen?

”Det er klart, at mange muslimer lige nu er meget søgende og engagerer sig i deres egen tro, og vi vil så bede for, at deres øjne åbnes for den kristne tro i stedet. Selvfølgelig kan man godt se det som et slags modangreb, men det er jo et fredeligt og vigtigt et, fordi vi tror, det ville være det bedste for dem,” siger Samuel Nymann Eriksen.