Kristne brødre dømt til døden

Få måneder efter frifindelsen af den kristne pakistaner Asia Bibi er to kristne brødre nu blevet idømt dødsstraf for blasfemi i Pakistan

”Mit navn er Qaiser Ayub. Jeg er en kristen fra Lahore i Pakistan. Jeg er i fængsel sammen med min bror Amoon Ayub på grund af mine muslimske barndomsvenner. Vi er begge anklaget for at lave en internetside.”

Sådan lyder det i et brev, som blev offentliggjort på mediet Twitter i december.

Det er skrevet af den ene af to kristne brødre, som siden 2015 har siddet fængslet for blasfemi i Pakistan, og som netop er blevet idømt dødsstraf.

Dommen kommer, kort efter at Højesteret i Pakistan i november sidste år frikendte den kristne kvinde Asia Bibi, der også var idømt en dødsstraf for blas-femi. Flere menneskerettighedsorganisationer advarer om, at der her er tale om en lignende sag.

De to brødre har selv forklaret, at de blev uvenner med to muslimer, de har kendt fra deres barndom. Ifølge brødrene har barndomsvennerne skrevet islam-stødende materiale på en internetside i deres navn for at skade dem. For cirka fire år siden kom drengene i fængsel for blasfemi, og den 13. december blev de begge dømt til døden.

Mens den ene bror hjælpes af den pakistanske ngo CLAAS, forsvares den anden af den britisk baserede ngo European Centre for Law and Justice, ECLJ, gennem den pakistanske afdeling, OLA. OLA skriver på sin hjemmeside, at den forsvarer sin klient Amoon mod en falsk anklage.

”Under retssagen fremlagde OLA beviser, som fuldkommen frikendte ham. Det blev bevist, at der ikke var nogen forbindelse mellem ham og det blasfemiske materiale,” skriver OLA, der tilføjer, at det desværre ofte sker – som i sagen mod Asia Bibi – at den pakistanske blasfemilov bliver brugt til falske beskyldninger mod kristne.

I november blev Asia Bibi frikendt i Højesteret efter otte år i fængsel. Hun blev anklaget for at have fornærmet muslimernes profet Mohammed under et skænderi med nogle muslimske kvinder, der var vrede over, at hun havde drukket vand fra en kop, som de selv skulle bruge, og dermed havde gjort koppen uren, fordi hun var kristen.

Asia Bibis forsvarer, Saif ul Malook, der har måttet flygte fra Pakistan efter retssagen, skrev for nylig i en artikel i avisen The Washing-ton Post, at Asia Bibi stadig er i Pakistan.

”Hun tilbragte julen i et safehouse i Islamabad,” skrev advokaten, der nu selv opholder sig i Holland.

Ifølge ham er det mest sandsynlige, at Asia Bibi og hendes familie får asyl i Canada.

Det vides ikke, hvorfor den pakistanske regering ikke allerede har ladet Asia Bibi rejse. Efter at Højesteret frifandt hende, udbrød der store protester i landet mod dommen, og kritikere beskylder ifølge nyhedsbureauet AP regeringen for at give efter for presset fra muslimske ekstremister, der kræver, at hun bliver i landet. Der har også været tale om, at Højesteret skal revurdere sagen, men det afviser hendes advokat.

Samtidig rapporterer italienske medier om et skridt i en positiv retning. Vatican Insider skrev i tirsdags, at 500 pakistanske imamer på en konference i søndags underskrev en såkaldt Islamabad-deklaration, der vender sig mod ”islamisk terror og vold begået i religionens navn”.