Kristne bruger VM til at missionere

En stor missionskampagne blev skudt i gang samtidig med fodbold-VM i Rusland. Målet er at nå tre millioner fans i værtslandet

I Rusland er den ortodokse kirke hovedkirken, og der er blevet set kritisk på ethvert missionsarbejde fra den katolske kirke og vestlige evangelikale kirker.
I Rusland er den ortodokse kirke hovedkirken, og der er blevet set kritisk på ethvert missionsarbejde fra den katolske kirke og vestlige evangelikale kirker. Foto: Lee-Jin Man/AP/Ritzau Scanpix.

Ligesom den russiske præsident, Vladimir Putin, håber på politiske gevinster som følge af det igangværende verdensmesterskab i fodbold, har landets kristne kirker også øjnet en unik mulighed ved den store sportsbegivenhed.

Den evangelikale missionsorganisation Mission Eurasia, som i næsten 30 år har hjulpet med at uddanne kirkelige ledere i flere lande i det tidligere Sovjetunionen, har i forbindelse med fodboldturneringen igangsat en kampagne, der skal nå tre millioner fodboldfans i værtslandet. Det skriver nyhedssiden Religion News Service.

Organisationen har opfordret russiske kirker til at åbne deres døre under VM og tilbyde, at fodboldfans kan komme og se kampene på storskærm hos dem ganske gratis.

”Mens fodboldfans over hele verden krydser fingre, når deres landshold spiller i de kommende dage, håber Mission Eurasia på, at kristne vil samle deres hænder i bøn med et andet resultat i sigte,” siger præsident for Mission Eurasia, Sergey Rakhuba, ifølge Religion News Service.

Sergey Rakhuba kalder også VM-slutrunden for en hidtil uset chance for at få kristne til at tilslutte sig de evangelikale kirker. Med initiativet imødegår kirkerne nemlig en lovgivning fra 2016, der lyder, at evangelisk missionering kun må foregå i officielt anerkendte kirkebygninger i Rusland.

I Rusland er den ortodokse kirke hovedkirken, og der er blevet set kritisk på ethvert missionsarbejde fra den katolske kirke og vestlige evangelikale kirker. Flere evangelikale kirker i landet har derfor udtrykt begejstring for Mission Eurasias initiativ, og over 400 kirker har allerede tilmeldt sig.

Som en del af intiativet skal de fordele omkring 600.000 skriftslæsninger på russisk, heriblandt specialudgaver af Det Nye Testamente. Med materialet får de interesserede fodboldfans også hjælp til at finde mere læsning og til at finde deres nærmeste kirke.

Selvom det opsøgende arbejde ikke strider mod loven, har der ifølge Religion News Service været en vis bekymring for, hvordan myndighederne ville reagere på initiativet, særligt i de dele af det land, hvor kirkerne overvåges nøje.

Mission Eurasia planlægger, at det opsøgende arbejde under VM-slutrunden skal følges op i et samarbejde med de nationale kirker. De tror på, at de vil nå op til tre millioner mennesker og forventer at danne omkring 1800 hjemmebibelstudiegrupper samt at kunne køre evangelistiske sports- og daglejre for op til 15.000 børn, skriver Religion News Service.8