Både tid og sted var symbolske og valgt med omhu. Sarajevo, den 11. september. Byen, hvor bosniske, kroatiske og serbiske naboer næsten fra den ene dag til den anden begyndte at udrydde hinanden. Og datoen, som er mejslet ind i den globale bevidsthed for et angreb, der ændrede verdenshistorien.
I denne by og på denne dato kaldte Olav Fykse Tveit til kamp. Ikke mod fjenden, men mod den tanke, at vi er i vores gode ret til at betragte nogen som vores fjende.
LÆS OGSÅ: Kristne og muslimer forsøger at skabe fred
Her, i Sarajevo, bliver vi mindet om, at når naboen gøres til fjende, bliver vi alle tabere, i sidste ende med livet som indsats. Denne dag, den 11. september, viser os, at religion kan benyttes som påskud for de mest umenneskelige handlinger. Jeg tror ikke på selve idéen om en fjende. Som kristne, der tror på Gud og Kristi vidnesbyrd, bør vi ikke tro på konceptet fjender, sagde generalsekretæren for Kirkernes Verdensråd fra talerstolen ved det katolske SantEgidio-broderskabs årlige fredsmøde.
I dette forum udløste den norske lutherske præsts ord næppe hævede øjenbryn. SantEgidio er kendt og anerkendt for sin rolle som fredsmægler i internationale konflikter og som arrangør af årlige fredsmøder, især i Assisi, den hellige Frans italienske fødeby.
Men netop som den protestantiske gæstetaler præsenterede sit budskab, var fjendskab og had ude i verden ved at svulme op til et nyt 11. september med voldsomme demonstrationer mod den amerikansk-producerede Muhammed-film, som har kostet mange mennesker livet i den muslimske verden. Olav Fykse Tveits ord karambolerer således med en verden, hvor vi selv udnævnes til fjender. Men, siger han, det bør ikke få os til at falde i samme grøft. Netop kristne har en særlig forpligtelse til at afstå fra at skabe fjendebilleder, mener han.
Der er ganske rigtigt mange ude i verden, der betragter kristne som fjender. Kristne og kristne kirker udsættes for forfølgelse, blandt andet fordi det kristne Vesten opfattes som muslimernes fjender. Ikke af alle, men af en del af muslimerne. De lokale menigheder lider under denne situation, som også har politiske årsager. Desto vigtigere er det, at vi gør os klart, at vi som kristne ikke er kaldet til at se andre som vore fjender, men som vore medmennesker, der er dømt til at leve på den samme klode. Det gavner hverken kloden eller os selv, at vi giver igen med samme mønt, siger Olav Fykse Tveit.
Han minder om, at massakren på Utøya den 22. juli sidste år var en slags Norges 11. september, men med omvendt fortegn.
Breivik er eksemplet på, hvor galt det kan gå, når vi begynder at betragte mennesker som fjender over en kam. Både 11. september og 22. juli har rod i klare fjendebilleder, der legitimerer vold ved at oparbejde et blindt had, der skaber en vilje til terror. Disse fjendebilleder skaber et fuldstændig fordrejet billede af de mennesker, man taler om. Begge terrorhandlinger er eksempler på, hvor galt det går, når man ikke tager et opgør med sine egne fjendebilleder og ser kritisk på sig selv, siger Olav Fykse Tveit.
Olav Fykse Tveit er norsk teolog og har en doktorgrad i teologi fra Menighedsfakultetet i Oslo. Da han i 2009 blev valgt til generalsekretær for Kirkernes Verdensråd, var han leder af Det Mellemkirkelige Råd i den norske kirke. Han bygger tanken om kristnes særlige forpligtelse til at tage afstand fra fjendebilleder på Paulus brev til romerne.
Romerbrevet opsummerer Paulus tanker om konflikter. Nogle vil være imod os og opfatte os som fjender, forklarer Paulus, men det giver os ikke ret til at betragte dem på samme måde. Vi tror på den Gud, der giver os nåden, og det ændrer fuldstændig vort forhold til andre mennesker. Dette synspunkt har rod i Kristi opfordring til at bede for vore fjender, og det er kernen i det kristne fredsbudskab, siger Olav Fykse Tveit.
Han peger på, at religion og stærk tro netop kan virke som brændstof for fjendebilleder, og det giver troende et særligt ansvar for at slå koldt vand i blodet, mener han.
Der foregår en kamp om den kristne sjæl. På den ene side er kirkesamfundene og de kirkelige organisationer i stigende grad enige om, at fred indebærer en afstandtagen fra fjendebilleder. Den retfærdige fred er et koncept, vi taler meget om i Kirkernes Verdensråd. Det betyder, at vi kræver retfærdighed for alle, uanset hvilket trossamfund eller hvilken kultur, de tilhører. Der er en bred konsensus om dette i de kristne organisationer. Det gælder både de protestantiske og ortodokse medlemmer af Kirkernes Verdensråd, og det er også en linje, som vi deler med katolikkerne.
Men samtidig oplever vi også fra visse grupperinger et ønske om at gå i forsvar for kristne eller for Vesten på en måde, der fører til aggres-sion. Når vi for eksempel hører om amerikanske præster, der vil brænde Koranen, og som producerer film, der udløser vold over hele verden, er vi inde på denne boldgade. Vi ser det samme fænomen i debatten om, hvordan vi skal forholde os til islams fremvækst i Europa. Vi hører grupperinger og også kirkelige røster, der taler om en kamp, og omtaler muslimer på en måde, der dæmoniserer muslimer som gruppe. Jeg bryder mig ikke om den voksende tendens til at koble religion og nationstænkning. Min tale i Sarajevo er en advarsel om, at vi skal være varsomme med at bruge kristendommen til at opbygge fjendebilleder, stik imod det kristne budskab, siger Olav Fykse Tveit.
Olav Fykse Tveit mener ikke, at det er udtryk for naivitet.
Det er tværtimod en meget realistisk reaktion på de konflikter, vi risikerer at opbygge, hvis vores egen trang til had og hævn får lov at tage overhånd. Og det betyder heller ikke, at vi skal lade stå til og acceptere overgreb, uanset om det er terror eller kriminalitet. Det skal vi selvsagt bekæmpe. Nogen må stoppe dem, der bruger vold. Men det er myndighedernes og politiets opgave at beskytte borgerne, og det er noget ganske andet end at stemple en hel gruppe som fjender og potentielle terrorister.
Det samme gælder, når kristne udsættes for forfølgelse. Vi skal kræve af de pågældende landes myndigheder, at de beskytter kristne på lige fod med andre borgere. De har pligten til og ansvaret for at beskytte alle deres borgere mod vold. Det er udgangspunktet for menneskerettighederne, at vi alle er lige som borgere, og alle har ret til samme beskyttelse. Men det giver ingen mening at skabe et fjendebillede, der kollektivt gør alle muslimer til umennesker. Vi skal betragte det enkelte menneske. Og det enkelte menneske er et medmenneske. Det er det, der ligger i den kristne tro på nåden, mener Olav Fykse Tveit.
Men risikerer vi ikke at blive løbet over ende af dem, der ikke møder os som medmennesker, men som fjender?
Vi skal ikke være naive og lade andre bruge vold. Men vi kan heller ikke opgive vores trosgrundlag og det, som evangeliet kalder os til. Og heldigvis er der også andre end kristne, der arbejder for fred. Jeg har mange kontakter med muslimer og muslimske ledere, der også ønsker at bekæmpe dette fjendtlige forhold mellem kristne og muslimer. En af dem er netop stormuftien i Sarajevo, hvor man, om nogen, kender konsekvenserne.