Det kan føles som en byrde at skulle opdrage sine børn i den kristne tro, man selv praktiserer. Det er en af konklusionerne på en undersøgelse lavet af Familielaboratoriet, som hører under kirkenetværket Dansk Oase, der samler en række karismatiske fri- og valgmenigheder og sognekirker fra hele landet. Konsekvenserne kan selvsagt være omfattende. For hvis ikke blot kulturkristne, men også kirkeligt aktive forældre finder det vanskeligt at opdrage børn til en kristen tro, kan fremtiden meget vel se noget ustabil ud, når det gælder kommende generationers kirketilknytning og trosforhold.
En af de største udfordringer for de 42 forældre, der har medvirket i undersøgelsen, er at få tid i en travl hverdag, forklarer Merete Holm Dalsgaard, der er projektleder i Familielaboratoriet og har lavet undersøgelsen. Derudover ser hun også en tendens til, at forældrene trækker sig fra de værdifokuserede samtaler med deres børn.
”For nogle forældre hænger det sammen med, at de som børn selv følte, at troen blev presset for meget ned i halsen på dem, og at det at være kristen så ud på en meget bestemt måde. Det kan betyde, at de trækker sig så langt tilbage, at der ikke kommer en særlig værdimæssig klangbund i deres egen børneopdragelse, selvom de egentlig ønsker det. Og det, at vi lever i et sekulariseret og pluralistisk samfund, betyder også, at nogle forældre bliver bekymrede for at sende deres børn ud i verden med en kristen etik eller nogle værdier, som kan få konsekvenser for barnet i mødet med andre.”
Carsten Hjorth Pedersen, der er cand.polit. i pædagogik og kristendom og daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut, har skrevet bogen ”Påvirk med respekt”, fordi han oplever en berøringsangst hos nutidens forældre, når det kommer til børneopdragelsen. Han vurderer, at det måske i særlig grad kan være svært for forældre at formidle deres kristne værdier til børnene, hvis der er tale om værdier, som bliver modsvaret i det øvrige samfund.
”Har man et ønske om at opdrage sine børn med en traditionel kristen seksualetik, står det i større kontrast til samfundet i øvrigt, end hvis man bærer på en mere mainstreamkristendom. Derfor gætter jeg på, at udfordringen er større i Dansk Oase-sammenhæng og måske i andre missionsforeningsmiljøer end andre steder i det kirkelige landskab.”
Men der ligger også en udfordring i tidsånden, hvor individualiseringen er så fremherskende, at det enkelte barn risikerer at blive overbelastet af alt det, det skal tage stilling til, mener Carsten Hjorth Pedersen.
”Jeg slår til lyd for, at man ikke skal holde sig tilbage med at fortælle sine børn, at her i familien beder vi aftenbøn eller synger bordvers, eller hvad det nu kan være. Og når du bliver ældre, kan du selv tage stilling til, hvad der skal være din vej. Så længe det sker med respekt for barnet, kan man sagtens som forælder være frimodig om sin tro.”
Det er dog ikke kun i forbindelse med kristen børneopdragelse, at danske forældre kommer til kort, når det handler om at give værdier videre til deres børn. Det forklarer Margrethe Brun Hansen, der er cand.psych. og forfatter til flere bøger om børneopdragelse, og som mener, at danske forældre i det hele taget famler mere end for få generationer siden.
”Siden 1950’erne er der sket en enorm samfundsudvikling, som ofte er af det gode, men som også betyder, at der ikke længere er nogle faste fælles stier at træde på. Hver familie må sammensætte sine egne værdier i et pluralistisk samfund, hvor der findes uendeligt mange holdninger, men hvor vi samtidig er lidt bange for at stå fast på vores egne. Det har ført til en tendens i vores opdragelseskultur, hvor vi delegerer meget ansvar til børnene og spørger: ’Hvad synes du selv?’.”