Kristne forfølges over hele verden

Over 900 kristne døde i fjor på grund af deres tro. Og omkring 100.000 blev arresteret

Det er ofte kristne og andre troende, det går hårdest ud over, når menneskerettighederne bliver knægtet.

Vatikanets interne organisation til støtte for undertrykte kirker, ACN, har netop udgivet sin femte årsrappport om religionsfrihed. Den viser, at tusindvis af kristne over hele verden dagligt forfølges på grund af deres tro.

Rapporten hævder, at i alt 938 kristne i fjor mistede livet på grund af deres tro. Yderligere 629 kristne blev såret, og 100.345 personer blev arresteret. De mest kritiske forhold findes ifølge ACN i Kina, Cuba, Sudan og Nigeria.

- Tallene lyder ikke usandsynlige. Det er de forfølgelser, man har kunne registrere, men det er formentlig kun toppen af isbjerget, siger generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling, Lars Normann-Jørgensen.

Han peger på, at krænkelser af religionsfriheden tit er et tegn på, at menneskerettighederne i det hele taget har det dårligt i det pågældende land. Religiøse ledere og andre troede bliver set som særlige fjender, fordi de ofte hører til blandt myndighedernes kritikere. Det er dem, der tager sig af de svage og dem, der er under pres. Meget ofte er det de religiøse ledere, der går i forreste række i kampen mod undertrykkelse.

- Religionen lader sig ikke kontrollere. Den kan flytte nogle grænser, som andre politiske kræfter ikke kan, og det er med til at gøre myndighederne lettere paranoide over for religionens mulige indflydelse, siger Lars Normann-Jørgensen.

Han understreger samtidig, at alle religiøse grupper er udsat for forfølgelse. Ligesom han pointerer, at religionen også selv kan blive undertrykkende, hvis den misbruges af magthaverne. F.eks. som det sker i Saudi-Arabien, som også er et af de lande, ACN-rapporten er stærkt kritisk over for. Her er forholdene så greelle, at kristne ikke en gang kan blive begravet.

Direktør for afdelingen, der står bag rapporten, Attilio Tamburrini, mener, at der er behov for en særskilt dokumentation af krænkelserne af religionsfriheden.

- Meget ofte får de demokratiske rettigheder mest opmærksomhed, og først i anden række koncentrerer man sig om de religiøse rettigheder. Men som pave Johannes Paul II har sagt, er graden af religionsfrihed et glimrende mål for, i hvor høj grad andre rettigheder bliver respekteret, siger Attilio Tamburrini.

Rapporten peger på, at Asien er den region, hvor flest lande undertrykker trosfriheden. Værst ser det ud i Kina, hvor den økonomiske liberalisering tilsyneladende følges af en skærpet social og ideologisk kontrol.

Rapporten nævner også, at der er ved at ske en langsom forskydning af tyngdepunktet for international terrorisme fra Mellemøsten til det sydlige Asien.

ulla-poulsen@kristeligt-dagblad.dk