Shishay Zewde går rundt i lokalet med en glaskande med indviet vand, som han sprøjter på de tilstedeværende. Tre sjat i ansigt og på brystet af hver af deltagerne ved dagens bønnemøde. På den måde bliver de mindet om deres dåb i Faderen, Sønnens og Helligåndens navn, og desuden kan vievandet ifølge Shishay Zewde hjælpe til at uddrive synd og ondskab.
”Nogle gange falder folk omkuld, når jeg stænker vand på dem, fordi de har været besat af Djævelen, og så ryster deres krop, når Djævelen farer ud af dem,” forklarer han.
Shishay Zewde er diakon i den etiopisk-ortodokse menighed, der låner konfirmandlokalerne på Jægumvej i Varde. Lokalerne hører til sognekirken Sct. Jacobi Kirke, og de er indrettet som et klasselokale med stole og borde stillet op i u-form.
På et klaver ligger Højskolesangbogens melodibog slået op på ”I denne søde juletid” og ”Mit hjerte altid vanker”. Men når de etiopisk-ortodokse kristne mødes til bøn og bibellæsning, er der imidlertid ingen danske salmer på repertoiret. Shishay Zewde læser og messer enkelte tekster fra Det Gamle Testamente på det oldetiopiske sprog geez, der nu kun bruges i liturgiske sammenhænge, mens teksterne fra Det Nye Testamente samt bønner og prædiken er på tigrinsk, det mest udbredte sprog i Eritrea.
Shishay Zewde og de øvrige eritreisk-ortodokse kristne er flygtninge fra Eritrea og er kommet til Danmark inden for de seneste 10 år. De bor i Varde og Esbjerg, hvor de fleste af dem arbejder inden for industri eller service, typisk som ufaglærte.
”Det er ikke så let at få arbejde i Danmark, men jeg er glad for mit job,” siger Rahel Abrehley, der bor i Esbjerg og arbejder som opvasker på en restaurant.
Hun kommer til bøn og samvær i konfirmandlokalerne næsten hver uge sammen med sin etårige søn, Dotan, og sin mand, Kidane Mesfun, der arbejder på en fabrik, som producerer madrasser.
”Det er vigtigt for mig at komme her og bede til Gud, takke ham og bede for et godt liv og et godt helbred,” siger hun.
De eritreiske flygtninge mødtes indtil 2016 på skift i private hjem, men efterhånden som gruppen voksede, blev det sværere at finde et sted at samles, og det gav indimellem problemer med naboer, som blev vækket af eritreernes bønner, sang og trommespil, forklarer Shishay Zewde.
Via en muslimsk kvinde, som en af eritreerne kendte, kom gruppen i 2015 i kontakt med sognepræst ved Sct. Jacobi Kirke Henrik Vejlgaard Kristensen, og da han hørte om gruppens ønske om et sted at mødes til bøn og bibellæsning, besluttede han sammen med menighedsrådet at give dem mulighed for at mødes i kirkens konfirmandlokaler.
Der blev udarbejdet en skriftlig kontrakt, som blev oversat til tigrinsk, og siden har eritreerne holdt deres møder en gang ugentligt i lokaler på Jægumsvej.
”Vi har et meget fint samarbejde og har efterhånden lært hinanden at kende, blandt andet via Middag på Tværs-arrangementerne, hvor mennesker fra byen mødes på tværs af kulturelle forskelle for at spise sammen. Der har eritreerne sat deres meget fine præg på middagen med deres traditionelle retter,” fortæller Henrik Vejlgaard Kristensen.
Desuden har en del af eritreerne deltaget i en årlig tværkirkelig forbønsgudstjeneste for forfulgte kristne i Ribe Domkirke. Men derudover er der ikke mange fælles kirkelige aktiviteter, forklarer sognepræsten.
”Jeg anerkender dem som kristne brødre og søstre og vil ikke på nogen måde lægge pres på dem, for at de skal blive medlemmer af folkekirken. Der er store kulturelle forskelle, og både vores gudstjenesteform og samværsform er meget forskellige – og det kan være til inspiration, men det betyder ikke, at vi skal eller kan blive ens,” siger han.
Han nævner som eksempel, at gammeltestamentlige læsninger og regler fylder meget i eritreernes tro og praksis, hvilket blandet andet betyder, at de har to ugentlige fastedage samt flere lange fasteperioder i løbet af kirkeåret, hvor de ikke spiser kød og mælkeprodukter, og at de helt holder sig fra svinekød.
”Deres påskefejring er også meget mere kropslig end vores. Langfredag er de sammen hele dagen, hvor de virkelig får Jesu lidelse ind i kroppen, og påskenat våger de sammen. De bruger trommer og sang og tungetriller. Vi nordboere er jo lidt mere reserverede i en folkekirkesammenhæng. Deres varme og spontanitet kan vi blive inspireret af,” siger Henrik Vejlgaard Kristensen.
Når eritreerne samles om søndagen, begynder de klokken ni med bøn og læsninger fra Bibelen. Herefter holder Shishay en prædiken eller refleksion over dagens evangelietekst, hvor han inddrager deltagerne med små spørgsmål undervejs.
Efter prædikenen er der flere bønner og en afsluttende sang, hvor en af kvinderne spiller på tromme til, mens en anden kvinde falder ind med tungetriller.
Under hele forløbet undtagen den korte prædiken står deltagerne op, og derfor har de hver en udskåret træstav, de kan støtte sig til. De fleste er iført et langt, hvidt klæde, som de har svøbt om sig, så det dækker det meste af kroppen, og kvinderne har dækket deres hår med et tørklæde.
”Alt det, vi gør, har vi fra Bibelen. Det er ikke bare noget, vi finder på,” siger en af de trofaste deltagere i søndagsmøderne, Efrem Dawit.
Han forklarer, at de hvide klæder er en reference til Johannes’ Åbenbaring kapitel 7, hvor der står om den store hvide flok, der står ”foran tronen og foran Lammet”, at ”det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod”.
”Vi har fået alt fra Gud, og det er Gud, der har sørget for, at vi er i sikkerhed i Danmark i dag. Vores flugt var meget farlig. Vi rejste gennem Sahara og videre med båd,” tilføjer han.
Rahel Abrehley nikker.
Shishay Zewde, der ofte leder bønnemøderne, peger på adventskransen, der hænger over klaveret.
”Vi har ikke de samme traditioner i vores kirke som i folkekirken. Vi har ikke sådan en krans, og vi holder ikke jul med juletræ. Men gudstjenesten i folkekirken er også fin. Den er bare anderledes,” tilføjer han med et smil.