Kristne indvandrere ventes at blive flere end muslimske

Antallet af herboende kristne indvandrere vil om få år overgå antallet af muslimer, vurderer eksperter på baggrund af nye tal. Det vil nuancere vores syn på indvandrere, lyder det

Rumænske Daniel Romulus løber seks nætter om ugen med aviser på Frederiksberg i København. Han er en af mange tusinde indvandrere fra kristne lande, som i disse år forandrer indvandringsmønsteret i Danmark.
Rumænske Daniel Romulus løber seks nætter om ugen med aviser på Frederiksberg i København. Han er en af mange tusinde indvandrere fra kristne lande, som i disse år forandrer indvandringsmønsteret i Danmark. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Rumænerne Daniel Romulus og Veronica Oprea blev trætte af lave lønninger i deres hjemland. De er begge veluddannede, i 30erne og opvokset med den kristne ortodokse tro. Han arbejdede i et telekommunikationsfirma, og hun som HR-leder på et bibliotek. Alligevel rakte pengene kun akkurat til husleje og mad. Derfor lånte de for godt et år siden penge til flybilletter og flyttede til Danmark. De fik job som avisbud og går seks nætter om ugen med aviser i København. Nu er der råd til nyt tøj.

Vi tjener meget mere end i Rumænien. Korruptionen var stor. Det er derfor, vi er her, fortæller Daniel Romulus.

De ved det ikke selv, men det rumænske par er led i en historisk forandring af indvandringsmønstret i Danmark. Mens indvandringen siden 1970erne og op gennem 1990erne var domineret af mennesker fra den muslimske verden, kommer de fleste indvandrere i dag fra kristne lande.

Tilstrømningen er så stor, at der om ganske få år vil være flere herboende kristne indvandrere end muslimske indvandrere. Det vurderer Brian Arly Jacobsen, religionssociolog ved Københavns Universitet med speciale i migration og medredaktør på bogen Tørre tal om troen. Religionsdemografi i Danmark i det 21. århundrede. Han har analyseret antallet af kristne og muslimske indvandrere og efterkommere i Danmark på baggrund af befolkningsundersøgelser og nye tal fra Danmarks Statistik.

LÆS OGSÅ: Kristne nydanskere integreres nemmere end muslimer

Mens der for 10 år siden var 30 procent flere muslimske indvandrere end kristne i Danmark, er tallet i dag snævret ind til 7 procent, svarende til at der i dag er 244.000 muslimske over for 227.000 kristne indvandrere og efterkommere.

Fortsætter den tendens, vil der sandsynligvis ikke gå fem år, før kristne indvandrere overgår antallet af muslimer i Danmark, siger han.

Fri bevægelighed i EU og behov for arbejdskraft trækker kristne østeuropæere til Danmark, og EUs udvidelse, senest med Kroatien, medfører stigende indvandring af kristne. Samtidig blev det i 2002 markant sværere for muslimske indvandrergrupper fra for eksempel Tyrkiet og Pakistan at komme til Danmark ved familiesammenføring.

Der er ingen tvivl om, at den her udvikling er kommet for at blive, siger Mogens Mogensen, ph.d. og konsulent med speciale i religions- og kulturmøde.

Vi skal forvente langt flere indvandrere med en kristen baggrund, eftersom folk i hele det europæiske nærområde kommer fra en kristen kultur, siger han.

Den voksende tilstrømning af kristne fra andre lande vil ændre vores forestilling om indvandrere, vurderer både Mogens Mogensen og Brian Arly Jacobsen.

Det vil nuancere billedet af, hvad en indvandrer er i religiøs og kulturel henseende. Mange danskere sætter lighedstegn mellem kategorien indvandrer og en dårligt uddannet muslim fra Tyrkiet eller Pakistan. Men gennemgår man samtlige indvandrere, vil billedet være mindre entydigt. Mange fra for eksempel Østeuropa har håndværksmæssig baggrund, og en stor del har videregående uddannelser, siger Brian Arly Jacobsen.

LÆS OGSÅ: Indvandrere: Vi kan drive en kirke langt billigere end folkekirken

Samtidig vil det blive tydeligt, at kulturkløfterne også findes mellem kristne danskere og kristne indvandrere, vurderer Mogens Mogensen.

Vi vil begynde at fokusere på indvandrere med en ikke-muslimsk baggrund og få forståelse for, at selvom folk er kristne, kan de have en kultur, som er helt anderledes end vores kristendom, og som kan give problemer. For eksempel er der kristne med et kvindesyn, som nærmer sig det muslimske og er lige så fremmedartet for os som muslimske traditioner, siger han.

Men det er Garbi Schmidt, professor i kultur- og sprogmødestudier ved Roskilde Universitet med speciale i multikulturalitet, ikke enig i: Tilstrømningen af kristne vil ikke forandre vores opfattelse af indvandrere, mener hun.

Jeg tror ikke, at ændringen vil have den store betydning for debatten om indvandrere. Islam vil fortsat spille en rolle i debatten, fordi muslimer har synlige religiøse markører, islam er blevet en dansk religion, og islam siden den iranske revolution i 1970erne er blevet betragtet som en magtfaktor. Omvendt har der altid været store grupper af indvandrere i Danmark såsom tyskere og svenskere, som man ikke lægger mærke til. De er her bare, siger hun.