Prøv avisen

Voldtægt og tvangsægteskaber: Kristne kvinder rammes dobbelt af forfølgelse

Mens verdens opmærksomhed især har været rettet mod de overgreb, som begås mod muslimske rohingyaer i Myanmar, har mange fra landets kristne mindretal også måttet forlade deres hjem. Mange beretninger fra det seneste årti vidner om, at særligt kvinderne er udsatte under flugten, da de blandt andet risikerer at blive bortført og voldtaget. Her ses kristne kvinder til gudstjeneste i St. Anthony Catholic Church i Yangon, Myanmar. – Foto: Gemunu Amarasinghe/AP/Ritzau Scanpix

Udover at blive forfulgt på grund af deres tro udsættes mange kristne kvinder for overgreb i form af især voldtægt og tvangsægteskaber. Det sker blandt andet i Myanmar, hvor kvinder ender som rugemødre eller tvangsgiftes bort til kinesiske mænd, viser rapport

Kristne piger og kvinder fra Myanmar i Sydøstasien bliver ofre for menneskehandel, og mange af dem bliver bortført til Kina, voldtaget og tvunget til at gifte sig med kinesiske mænd, som de så ender med at få børn med.

Det afslører en rapport fra Human Rights Watch, HRW, som dermed bekræfter konklusionen fra en anden stor undersøgelse fra den internationale organisation Åbne Døre, som lyder, at kvinder er dobbelt udsatte blandt forfulgte kristne.

Mens verdens opmærksomhed især har været rettet mod de overgreb, som begåes mod de muslimske rohingyaer i Myanmar, har et andet mindretal i det tidligere Burma også måttet forlade deres hjem.

I delstaten Kachin, hvor langt de fleste er kristne, har titusinder måttet flygte på grund af angreb fra regeringssoldater. En amerikansk pastor fra Texas, som besøgte Kachin sidste år, sagde bag- efter til CBN, Christian Broadcasting News, at 60 kirker i delstaten er blevet bombet eller brændt af.

Der er mange beretninger fra det seneste årti om Kachin-kvinder, der er blevet voldtaget af regeringsoldater, men den nye rapport fra Human Rights Watch kortlægger et andet problem. ”Giv os en baby, og vi lader dig gå”, lyder overskriften på rapporten, der kom i marts.

Den afslører, hvordan de kristne Kachin-kvinder bliver narret til at forlade flygtningelejrene i håb om et job, men i stedet bliver taget til fange som sexslaver og rugemødre i Kina.

Efter tre år i en lejr tog den kun 16-årige Seng Moon imod tilbuddet, da hun fik løfte om et arbejde i Kina. Hun endte med at blive bedøvet, bortført og tvangsgift med en kineser, der voldtog hende, indtil hun blev gravid og fødte ham et barn.

”De låste mig inde i en eller to måneder. Hver gang den kinesiske mand kom med mad til mig, voldtog han mig. Efter to måneder hev de mig ud af rummet. Den kinesiske mands far sagde: Her er din mand. Nu er I gift. Vær gode mod hinanden, og skab en lykkelig familie,” fortæller Seng Moon i rapporten fra HRW.

Godt to år senere, efter at hun havde født en dreng, lykkedes det hende at stikke af med sin søn og komme tilbage til sin familie i Kachin.

Andre må flygte uden deres børn eller kommer aldrig hjem. Nogle bliver holdt fanget som rugemødre på en slags klinikker og får først lov til at rejse, når de har født et barn.

”Der er i dag 30 til 40 millioner færre kvinder end mænd i Kina. Så mange mænd har svært ved at finde koner, og det skaber basis for handel med ’brude’,” siger Heather Barr fra HRW i en pressemeddelse.

En af de kvinder, organisationen har talt med, blev solgt af en ”ven”, hun mødte i en Bibel-studiegruppe. HRW har talt med 37 kvinder, der har været bortført.

”Men det er kun toppen af isbjerget,” siger Heather Barr til AP.

Kachin-kvinderne er endnu et eksempel på, at kristne kvinder i stigende grad er dobbelt forfulgte, som det fremgår af rapporten ”Gendered Persecution” – Kønsforskelle i forfølgelse – fra organisationen Åbne Døre.

”Forfølgelse er langt fra kønsblind. Tværtimod misbruges alle de svagheder, som kvinder har. Kristne kvinder er udsat for dobbelt så mange overgreb som kristne mænd,” skriver forfatterne bag rapporten, Helene Fisher og Elizabeth Miller.

”De er udsat for en dobbelt diskrimination på grund af både deres tro og deres køn. De bliver mishandlet, fordi de er kvinder, og forfulgt, fordi de er kristne,” siger David Curry, leder af Åbne Døre i USA, i et interview med nyhedsbureauet Religion News Service.

I knap halvdelen af de 50 lande, hvor Åbne Døre har hentet oplysninger, bliver kvinder voldtaget, fordi de er kristne. I endnu flere lande bliver kristne kvinder tvunget til ægteskab med ikke-kristne. Det sker blandt andet ofte i Pakistan, hvor humanitære organisationer også klager over mange andre former for vold mod kvinder.

I februar gik det ud over en kun 13-årig kristen pige i Bahawalpur, der blev bortført af tre muslimske mænd. International Christian Concern, en organisation, der arbejder for kristne mindretals rettigheder, siger, at hendes familie har forsøgt at få hende hjem, men har fået at vide, at hun er konverteret til islam og bagefter blevet gift med en af bortførerne.

Netavisen Pakistan Christian Post fortæller om en anden sag. Den 35-årige Saima Iqbal fra Islamabad, kristen, gift og mor til tre, blev i februar bortført af en muslimsk mand, der voldtog hende, fik hende konverteret til islam og giftede sig med hende, inden hendes rigtige ægtemand fik politiet til at gribe ind. Ægteparret har lagt en video på Facebook, hvor de grædende beder om retfærdighed og hjælp, fordi Salma Iqbal nu efter pakistansk lov er muslim og gift med en anden.

I Nigeria brændte fulani-hyrder for en måned siden to kristne landsbyer og flere evangeliske kirkebygninger ned og voldtog og dræbte samtidig en 19-årig kristen kvinde. I Egypten bliver unge kristne kvinder jævnligt bortført, voldtaget og tvunget til at konvertere til islam. Bortførelserne bliver bestilt af radikale islamiske organisationer, skriver Lela Gilbert, forsker ved den konservative tænketank Hudson Institute, i Jerusalem Post.

Som det amerikanske evangeliske tidsskrift Christianity Today skriver, så er forfølgelse lig med voldtægt for kristne kvinder. Åbne Døre har i den seneste opgørelse i marts talt sammen, at 180 kvinder hver måned bliver voldtaget, fordi de er kristne. Men organisationen siger selv, at det reelle tal er meget højere.