Prøv avisen

Kristne læger: Tro og arbejde må gerne forenes

Det må alene være på patientens initiativ, hvis en læge skal indgå i en åndelig relation med vedkommende, mener Ole Hartling, der selv har prøvet at bede en bøn med en patient. Han er i dag overlæge i nuklearmedicin på Vejle Sygehus, men episoden, hvor han bad med en døende patient, går langt tilbage, fortæller han.. Foto: Morten Stricker / Midtjyske Medier / Ritzau Scanpix

Tro og lægegerning må ikke blandes sammen, lyder kritikken af en muslimsk læge, der har optrådt i kittel og rådgivet fastende muslimer. Men ifølge kristne læger må man i særlige situationer gerne lade sin tro komme til udtryk som sundhedspersonale

Lægen Mustapha Itani havde formentlig ikke regnet med at få problemer, da han valgte at lave en rådgivende video om, hvordan folk kan håndtere den vrede, der kan opstå, når man har lavt blodsukker. Videoen blev lagt ud på mediet Youtube og er henvendt til muslimer, der faster under ramadanen.

Men det skulle han aldrig have gjort, mener kolleger og politikere, som på det seneste har beskyldt ham for at misbruge sin autoritet som læge i videoen, fordi han optræder i kittel, mens han giver religiøs rådgivning. Det har også igangsat en debat om, hvordan man balancerer tro og lægegerning.

Det er imidlertid et spørgsmål, der sjældent vil dukke op med kristne læger i hovedrollen i Danmark. Det siger tidligere formand for Det Etiske Råd Gorm Greisen, der er professor i pædiatri og overlæge på Rigshospitalets neonatalafdeling. Han er kristen, men har ikke selv oplevet, at hans tro direkte er blevet en del af arbejdet som læge.

”Nu er jeg jo protestantisk folkekirkekristen og bevidst om at adskille det åndelige regimente fra det verdslige regimente, som Luther skelner mellem. Det gør, at jeg har en professionel distance til og blufærdighed i forhold til min tro, når jeg går på arbejde. For mange muslimer er det måske mindre naturligt at dele verden sådan op,” siger han.

På Rigshospitalets neonatalafdeling behandler man syge nyfødte børn. I sagens natur vil man her ofte opleve forældre, der tyr til bøn og tro i en vanskelig situation. I sådanne tilfælde ville det ikke være problematisk, hvis en læge bad med et forældrepar, hvis parret ønskede det, tilføjer Gorm Greisen, som desuden peger på, at man som sundhedsprofessionel kan foretage en nøddåb, hvis forældre ønsker det.

”Hvis et forældrepar skulle spørge mig, om jeg ville bede med dem, ville jeg nok gøre det. Men jeg er aldrig blevet spurgt, og jeg kunne ikke finde på selv at spørge. Det er vigtigt at være opmærksom på sin professionelle rolle og på magtforholdet og ikke overskride en privatlivsbarriere,” siger han.

Modsat Gorm Greisen har Ole Hartling prøvet at bede en bøn med en patient. Han er i dag overlæge i nuklearmedicin på Vejle Sygehus, men episoden, hvor han bad med en døende patient, går langt tilbage.

”Jeg var en helt ung læge og behandlede en ældre kvinde, der var døende. Vi var nået over det punkt, hvor jeg som læge kunne gøre noget for hende, og så spurgte jeg, om hun havde lyst til at bede Fadervor sammen med mig. Hun sagde ja tak, og der kom fred over hende. Jeg ved ikke, hvorfor jeg spurgte, men det føltes rigtigt, så jeg må have haft en eller anden fingerspidsfornemmelse,” siger Ole Hartling, der også har været formand for Det Etiske Råd.

Det er den eneste gang, at han har bedt med en patient. I dag vil han sige, at det alene må være på patientens initiativ, hvis en læge skal indgå i en åndelig relation med vedkommende.

”Vi arbejdede med spørgsmålet i Det Etiske Råd, hvor det blev understreget, at en person i eksistentiel krise ofte har et åndeligt behov. Vi anbefalede, at sundhedspersonalet skulle drage omsorg, for at også det behov kunne dækkes på den ene eller den anden måde. I de fleste tilfælde vil det betyde, at man oplyser om muligheden for at tale med en hospitalspræst eller en imam, eller hvad der er. Det kan være støttende og rigtigt, men som læge skal man ikke være missionerende eller pådutte nogen noget. Hvis en patient selv beder om det, vil jeg dog ikke afvise muligheden for, at en læge tager en samtale om tro eller beder en bøn, hvis det er naturligt for ham eller hende,” siger han.

Mange læger vil formentlig ligeledes mene, at tro og eksistentielle spørgsmål har lov at komme til udtryk i arbejdet med patienter og pårørende, vurderer Egil Bargfeldt, der er religionssociolog og ansat i den kirkelige funktion på Rigshospitalet.

”Sundhedspleje har i dag meget fokus på det hele menneske. Det indebærer også, at man er i stand til at tage højde for den enkelte patients tro og eksistentielle overvejelser. Som læge bør man have forståelse for, at religion og andre eksistentielle spørgsmål kan have en betydning for patienten,” siger han og tilføjer, at der ikke er klare regler på området, og at læger og sygeplejersker må bruge deres intuition:

”Det ville være mystisk, hvis lægerne pr. automatik bad patienterne om at holde op med at tale, hvis samtalen drejede ind på religion eller lignende. Man må som sundhedspersonale være god til at pejle og sondere i samtalen med patienterne. Det er et spørgsmål om, hvad der er hensigtsmæssigt i den givne situation, og der må det handle om sund fornuft,” siger han.