Prøv avisen
Interview

Kristne skal råbe mere op om forfølgelse af andre kristne

Andrew Bennett. Foto: Jonas Adelin Jørgensen

Kirker kunne gøre meget mere for forfulgte trosfæller, siger canadisk forkæmper for religionsfrihed på besøg i Danmark

Kristne har for svært ved at tale om kristenforfølgelser. Det siger Andrew Bennett, der er tidligere ambassadør for religionsfrihed i Canada. Han har netop været i Danmark for at diskutere emnet med politikere og fortæller en anekdote, der illustrerer hans pointe.

”Jeg var inviteret til en aften hos jødiske canadiere for at drøfte religionsfrihed,” siger den katolske forsker, der i dag er tilknyttet den kristne tænketank Cardus.

”En tilstedeværende undrede sig højlydt over den kristne reaktion på kristenforfølgelser: ’Hvad er der galt med jer kristne? Hvis det havde været vores trosfæller, der blev halshugget, fordrevet, solgt som sexslaver, ville vi være ude på gaden og kræve handling hver eneste dag.’”

Og manden havde en pointe, ræsonnerer den høje og venlige mand, der sidder på en bænk og ser ud over Christianshavns Kanal i København, mens han taler.

Kristne er for tavse om undertrykkelse af andre kristne, mener han. Men i det hele taget tager Vesten for let på de mange overgreb, der rammer yesidier, kristne, mandæere og shiiter for blot at nævne nogle af de udsatte trossamfund.

”Jeg tror, at det skyldes vores manglende forståelse for det religiøse. Vi er utilpasse ved at tale om det.”

Men han så gerne mere handling. Og han ved gennem sit arbejde for religionsfrihed, hvordan man får mest ud af at kritisere lande som Kina, Iran og Saudi-Arabien, der hører til de største overtrædere af menneskerettighederne.

”Man kan ikke kun vælge samme løsning for alle lande. Med nogle lande får man det bedste resultat ved at kritisere dem uden for offentligheden. Min erfaring med Tyrkiet er, at der kommer mere ud af at drøfte de ømme spørgsmål bag lukkede døre,” lyder eksemplet fra canadieren, der så straks giver et eksempel på det modsatte:

”Men det virker ikke med for eksempel Saudi-Arabien. Her skal kritikken være offentlig. Og mange flere burde kritisere landet offentligt. Saudi-Arabien rettede faktisk ind efter den internationale kritik af piskestraffen til bloggeren Raif Badawi.”

Andrew Bennett er klar over, at den danske regering har indskrevet i regeringsgrundlaget, at man vil bekæmpe kristenforfølgelser.

”Men jeg kender ikke dansk politik godt nok til at kunne vurdere den faktiske indsats. Jeg var dog på en konference om religionsforfølgelser i Paris, hvor jeg var imponeret af udenrigsminister Kristian Jensen. Han opfordrede til færre ord og mere handling. Han virkede noget frustreret over, at der ikke skete mere.”

Han hæftede sig ved noget andet på konferencen. På et tidspunkt tog Ayatollah Sistani fra Irak ordet og sagde noget bemærkelsesværdigt:

”Alle i dette rum taler, som om det ikke har noget med islam at gøre. Men det handler om islam.”

Ayatollahen nævnte ikke bare elefanten i rummet, han hoppede også op på den og red den rundt i salen et par gange, beskriver Bennett irakerens refleksion, der var en belysning af en strid mellem muslimer.

”Det handler om en konflikt internt i islam. Den udspilles lige nu på en meget voldelig måde, og forfølgelser af religiøse minoriteter er en af konsekvenserne,” sagde Sistani, og canadieren bakker op:

”Vi skal fordømme islamofobi. Men vi må også støtte nogle af de kræfter i den islamiske verden, der prøver at tage kampen op med ekstremismen,” siger han og nævner som eksempler Jordan, Marokko og Tunesien.”

Hvad er den bedste metode til at fremme religionsfrihed for lande som Danmark?

”Man skal tage det op med de stater, der har problemer, og det skal ske på ministerielt niveau. Og det skal man gøre med et klar og konsistent budskab, hver gang man har kontakt.”

Er der nogen lande, der gør dette?

”Ikke over for Saudi-Arabien eller Kina. Men Norge gør det godt. Det er et lille land. Men det har alligevel været meget aktivt, når det gælder trosfrihed.”

Der er ikke mange i et land som Danmark, der er indigneret over religionsfrihedens elendige kår. Hvor ser du indignation?

”Den sørgelige virkelighed er, at vi blive gjort følelsesmæssigt immune af de frygtelige videoer af halshugninger af religiøse minoriteter. Men det må vi modarbejde ved at tale højt og klart om, hvad der sker. Forkæmpere for religionsfrihed kan komme både fra forretningsverdenen, kunstkredse eller kirker. Kirker burde konsekvent være indignerede over forfølgelser, ikke mindst forfølgelser af kristne.”

Der bliver underskrevet mange erklæringer om religionsfrihed. Men en del forfulgte synes, det går for langsomt.

”Ja. Vi har brug for mere handling. Men arbejdet har en effekt. Tænk på Sovjetunionen. I 1980 regnede alle eksperter med, at kommunisme var her for at blive. Men pludselig faldt den sammen. Det skete efter mange års massivt pres fra regeringer, organisationer, kirker og personer, der alle leverede deres lille tryk.”

Hvor lang tid skal en kristen pakistaner vente på at få samme rettigheder som sine landsmænd?

”Jeg ved det ikke. Men jeg er fuld af håb. Det er jeg nødt til at være som kristen. Ellers ville jeg ikke være nogen særlig god kristen.”