Overvågning, fængslinger og lukkede kirker: Kinas kristne lider under stigende forfølgelse

På et enkelt år er Kina rykket 17 pladser op på Åbne Døres årlige opgørelse over de lande i verden, hvor kristne forfølges mest. Partistaten frygter undergrundskirkernes kraftige vækst, siger professor

Kinesiske kristne er under stigende pres fra regimet. Her ses katolske kristne under en messe i Xuanwumen Kirke i Beijing. –
Kinesiske kristne er under stigende pres fra regimet. Her ses katolske kristne under en messe i Xuanwumen Kirke i Beijing. – . Foto: Wu Hong/AP/Ritzau Scanpix.

Lukkede kirker, øget overvågning og fængslinger.

Forholdene for de mange millioner kristne i Kina bliver værre og værre og skaber bekymring hos en række forskellige instanser, der overvåger religionsfriheden i verden. Senest i en opgørelse fra interesseorganisationen Åbne Døre, der arbejder for at hjælpe forfulgte kristne. Her rangordner organisationen de lande i verden, hvor kristne forfølges mest. Og på et enkelt år er Kina rykket hele 17 pladser op og indtager nu en 27.-plads på listen.

Det er en ny og foruroligende udvikling i landet, siger René Brocelius Ottesen, generalsekretær for Åbne Døres afdeling i Danmark.

”I mange år har kristne i Kina levet under rolige forhold. Der har været en tolerance fra de kinesiske myndigheder, hvilket pludselig har ændret sig. Vi ser, at kirkeledere bliver sat i fængsel, og det bliver sværere og sværere at få fat i bibeler og kristen litteratur. Vores formodning er, at det hele blot bliver værre,” siger han.

René Brocelius Ottesen tilføjer, at selvom der stadig er en række lande i verden, hvor kristne har det sværere end i Kina, er forværringen alligevel bekymrende på grund af Kinas enorme størrelse og høje antal kristne.

Nogle af de problemer, Åbne Døre har registreret det seneste år for Kinas kristne, handler om, at flere store kirker er lukket og revet ned. Begrundelsen har åbenbart været, at kirkerne nægtede at sætte overvågningskameraer op. Derudover er hundredvis af kristne blevet fængslet. Og regeringen er i øjeblikket i gang med at udrulle et nationalt pointsystem for alle borgere, hvor det ifølge Åbne Døre trækker ned, hvis man er kristen. Det kan igen få konsekvenser for ens muligheder for at få job eller studere på universitetet.

På samme måde blev Kina også fremhævet som et af de lande, hvor religionsfriheden er gået mest tilbage, da den katolske hjælpeorganisation Aid to the Church in Need sidste år udgav den godt 800 sider lange rapport ”Religious Freedom in the World 2018”. Også den amerikanske kommission for international religionsfrihed ser kritisk på udviklingen i Kina. Sidste år udpegede den Kina som et ud af de 10 lande i verden, der er ”særligt bekymrende”, når det kommer til religionsfrihed.

Der er flere forklaringer på, hvorfor problemerne for kristne i Kina er begyndt at spidse til. Først og fremmest kan det hænge sammen med, at antallet af kristne er vokset kraftigt de senere år, forklarer Jørgen Delman, professor i kinastudier ved Københavns Universitet.

”Egentlig har enhver kineser lov til at gå i kirke, så længe man benytter den officielle, statsanerkendte kirke, hvor styret har kontrol med, hvad der sker. Men mange kinesere vil hellere benytte undergrundskirkerne, som oplever en stor vækst. På et tidspunkt forlød det, at over 100 millioner kinesere var tilknyttet undergrundskirkerne. Det er flere, end der er medlemmer af kommunistpartiet,” siger han og tilføjer, at regeringen derfor er bange for, at undergrundskirkerne skal udvikle sig til en social og måske ligefrem revolutionær bevægelse, der udfordrer partistaten.

En anden forklaring på de kristnes problemer i Kina er, at der er sket en større ideologisk og politisk opstramning af det kinesiske civilsamfund under den nuværende præsident, Xi Jinping. Det pointerer Stig Thøgersen, professor emeritus i kinastudier ved Aarhus Universitet.

”Præsidenten forsøger at skabe en enhedstænkning, hvor alle skal rette ind i forhold til den centrale parti-ideologi. Opstramningen rammer især organiserede grupper uden for partisystemet. Enhver form for udvikling i større grupperinger i civilsamfundet såsom uofficielle huskirker får alarmsignalerne til at blinke hos styret i Beijing,” siger han.

Derudover tilføjer han, at problemerne for kristne i Kina også bunder i, at det kommunistiske parti i sin identitet er ateistisk.

”Hvis du skal være medlem af kommunistpartiet, kræver det, at du er ateist. Hele udgangspunktet for partiet er, at religion er noget overflødigt noget, der til sidst vil blive afskaffet,” siger han.