Kristus er ikke svaret, men et stort spørgsmålstegn

Filosofihistoriker Johannes Aakjær Steenbuch bliver sjældent udfordret på sin tro af muslimer eller buddhister, men derimod af andre kristne,der ofte får ham til at spørge sig selv, om han nu også har forstået tingene rigtigt

Jesus er et billede på det sande menneske. Han er den, vi skal dannes efter eller til, siger Johannes Aakjær Steenbuch. – Foto: Cæciliie Vibe Pedersen.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg bryder mig ikke om talen om vores tro, for det bliver for mig at se hurtigt til navlepilleri. Det vigtige er ikke vores tro, for den er flygtig og relativ. Derimod er Guds trofasthed over for os det vigtige. Gud har gjort det, der skal til, for at vi kan være dem, vi skal være. Det må vi forholde os til, så godt vi kan.

Gud tror ikke på os, for vi har ikke noget at komme med over for ham. Det er ikke, som når en sportstræner siger til sin fodboldspiller, at han godt kan klare kampen, for det kan vi jo ikke. Når jeg i stedet siger, at Gud er trofast, betyder det, at han har det, der skal til, for, at vi kan gøre det, vi skal gøre.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Det var stilfærdigt uden at være fraværende eller usynligt. Min mor læste højt fra børnebibelen, og jeg kan stadig huske de mange historier og illustrationerne.

Vi gik i kirke med jævne mellemrum, og vi havde venner af familien, som var præster. Min mor sad i menighedsrådet, men det var ikke, fordi der blev diskuteret ret meget religion eller teologi i vores hjem. Når der alligevel en gang imellem blev diskuteret, så handlede det om de missionske, og jeg forstod, at det var nogen, jeg skulle tage mig i agt for.

Det, mine forældre lærte mig, var igen og igen, at Gud er kærlighed. Så meget har jeg dog fået med hjemmefra af positiv teologi, og det er måske også rigeligt. Det er i hvert fald et fikspunkt, som ikke er til at komme uden om for mig.

Ellers var troen defineret i modsætningsforhold til dem, der var for strenge, og som læste Bibelen bogstaveligt. Mine forældre anså de folk for at være for indskrænkede i forhold til moralske spørgsmål. Nogle ville kalde mit hjem grundtvigsk, men det er i en blød, bred forstand. På mange måder mener jeg, at mit barndomshjem i stedet var præget af en minimalistisk og åben tilgang til kristendommen.

Hvad har udfordret din tro?

Troen er for mig at se en rejse, hvor vi hele tiden støder ind i ting, vi må tage stilling til. Senest blev min tro udfordret under en studierejse til Athen sidste år, hvor jeg stiftede bekendtskab med missionsarbejde. Dengang og også andre gange har jeg mødt mennesker fra vidt forskellige kristne trosretninger, der er meget anderledes fra mig selv og den del af folkekirken, jeg normalt er kommet i.

Jeg har opdaget, at der findes vidt forskellige forståelser af, hvad kristendommen er, så det er umuligt at tale om én religion. Vi har en evindelig tendens til at skabe Gud i vores eget billede, for vi tænker det om Gud, som vi allerhelst vil tænke. Vi har nogle idéer om, hvordan tingene bør være, og det tilskriver vi så Gud.

Det er glædeligt at kunne vende tilbage til det, jeg allerede har nævnt. Nemlig, at det ikke handler om vores tro eller forestillinger om, hvem Gud er, men at det handler om, hvem Gud siger, at vi er. Vi står ikke over for en række idéer eller forestillinger, men over for en konkret person, som er Jesus selv. Så gør det ikke længere så meget, at vi tænker forskelligt, og så kan vi tage udfordringen på os, når vi møder mange forskellige måder at tænke om kristendommen på.

Andre religioner som islam og buddhisme udfordrer mig tværtimod ikke. Hvis jeg møder en buddhist eller muslim, er det, vedkommende mener, sjældent overraskende eller udfordrende, for det har ikke noget med min egen tro at gøre. Hvis en person derimod siger, at han er kristen, men mener nogle helt andre ting, end jeg gør, så kommer jeg til at tænke over, om jeg nu også har forstået tingene rigtigt.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det har i høj grad mødet med andre måder at tænke kristendom på og studiet af kirkefædrene og det, man kalder den radikale reformation. Noget andet, der har formet min tro, er studiet af kvækerne (engelsk kristen bevægelse, red.) og dialektisk teologi (protestantisk tænkning præget af teologerne Karl Barth og Rudolf Bultmann, red.).

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Kristendommen består selvfølgelig i en vis forstand af en række læresætninger og forestillinger om, hvordan verden hænger sammen. Men den er først og fremmest det, som Gud gør i verden. Kristendommen er altså intet andet end Kristus selv og det, han gør. Derfor betyder min egen livsanskuelse ikke særlig meget.

Kristus er aldrig et svar på alle vores spørgsmål, men han er et stort spørgsmålstegn til alle vores svar på, hvordan tingene hænger sammen. Vi render rundt med vores livsanskuelser og sætter ting i systemer for at forsøge at få styr på alting. Men hver gang vi gør det, kommer Gud og siger, at vi ikke har forstået noget som helst. Derfor bliver han et spørgsmålstegn til de ting, jeg tager for givet, og det, jeg tror, jeg har styr på.

Hver gang vi prøver at grave os ned i en livsanskuelse, river Gud os ud af vores verdensbillede eller livsanskuelse. Han siger, at vi skal prøve at se virkeligheden på ny og lytte til, hvad han har at sige uden alle vores antagelser om, hvordan tingene hænger sammen. Kundskabens træ, som vi bliver ved med at spise af, når vi går rundt og prøver at sætte verden i system, river Gud os væk fra og giver et nyt perspektiv på tingene. Jeg tror ikke, at vi nogensinde når frem til en færdig livsanskuelse, for det ville betyde, at vi kunne undvære Gud, og at vi har nok i os selv.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det lyder som en kliché, men fordi vi som mennesker er skabt efter Guds billede, så må Gud selv være mit forbillede. Jesus er et billede på det sande menneske. Han er den, vi skal dannes efter eller til.

Det betyder ikke, at vi skal gå rundt i kjortel, tale aramæisk og være tømrere alle sammen. Men det betyder, at når Jesus viser os, at vejen til livet går gennem døden og ved at følge ham, så må vi tage det på os. Vi skal være rede til at lægge vores eget fra os for at tage imod det, Gud har at give til os.

Vi skal ikke gøre som Kristus, for det kan vi ikke, men vi skal lade ham handle i os, så vi bliver dannet efter ham. Det betyder ikke, at vi skal udslette os selv, men vi skal være lyttende. Vi skal altså ikke selv tilpasse os ham. For nylig læste jeg en artikel om en mand, der havde brugt 100.000 amerikanske dollar på skønhedsoperationer for at komme til at ligne sangeren Justin Bieber, men det lykkedes meget dårligt for ham. Det minder om, at vi ikke med udefrakommende værktøjer kan eller skal komme til at ligne Kristus, lige meget hvor meget vi prøver.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det nyeste, gode råd, jeg har fået, var fra en dansk baptistpræst på en restaurant i Athen. Han sagde til mig: Du skal huske at lytte, for Gud taler hele tiden. Det var et meget konkret råd og handler om at sætte sig selv til side og sommetider lukke munden.