Mens Søren Kierkegaard i 1850erne opfordrede folk til at boykotte gudstjenesten, lader det nu til, at kirken boykotter Kierkegaard.
Skuffelsen er i hvert fald stor blandt en række kirkegængere, som i søndags var til stede ved en festgudstjeneste i Københavns Domkirke.
Gudstjenesten skulle markere 200-året for den berømte teologs fødsel blandt andet med en prædiken af Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen.
Men Kierkegaard blev knap nok omtalt, lyder kritikken fra blandt andre Anna Libak, cand.mag. og litteraturredaktør på Weekendavisen. Hun vurderer, at biskoppen fravalgte den berømte teolog på grund af hans angreb på folkekirken.
LÆS OGSÅ: Tysk hyldest til dansk filosof
Prædikenen handlede mere om Thorvaldsens Kristus-figur i koret end om Kierkegaard. Jeg talte med flere andre om det bagefter, og alle var enige om, at den prædiken, biskoppen holdt, kunne han nærmest have holdt hele kirkeåret rundt. Jeg tror, at bispen er blevet skræmt fra vid og sans af debatten om, at Kierkegaard i de sidste år af sit liv nægtede at sætte sine ben i kirken og anbefalede alle andre ikke at gøre det. Biskoppen frygtede, at folkekirken hyldede en mand, der ikke vil hyldes. Men det er skrupskørt, kritiserer Anna Libak og tilføjer:
Biskoppen burde have sagt, at troen er større end kirken, og selvfølgelig ville Kierkegaard, den kæmpe krukke, da være blevet dybt deprimeret, hvis hans 200-årsdag ikke blev fejret. Og selvfølgelig ville han da have, at det skulle ske i kirken, som i vores tid i modsætning til i hans egen er den sidste, trængte bastion for den kristendom, som han kæmpede for at udbrede.
Kierkegaards spiddende kritik af kirken og dens præster for eksempel med artiklen Tag et Bræk-Middel fra 1854 gør det vanskeligt for kirken at fejre ham. Men Københavns Domkirke bør under alle omstændigheder ikke reklamere for en Kierkegaard-gudstjeneste, når jubilaren stort set bliver forbigået. Det mener sognepræst i Jesuskirken Sørine Gotfredsen, som også var til stede.
Når man kalder den en festgudstjeneste i anledning af Kierkegaards fødsel, må man sige sig selv, at de fleste forventer, at Kierkegaard vil præge gudstjenesten. Indbydelsen skulle have været anderledes, så folk vidste, hvad de blev inviteret til, siger hun og peger på en indbygget ambivalens i at ville fejre Kierkegaard:
Kierkegaard rasede imod kirken før sin død, og han er imod den lette tone og fællesskabsfølelsen, som præger sådan en folkelig gudstjeneste. Måske har man taget det hensyn, at man ikke ville skræmme folk væk ved at lade gudstjenesten præge af Kierkegaards tanker, når det nu var en festgudstjeneste. Men det er ikke nogen god grund og i hvert fald ikke et valg, der er i Kierkegaards ånd.
Samme kritik lyder fra Povl Götke, teolog og lektor i religionspædagogik ved Teologisk Pædagogisk Center, Løgumkloster.
Jeg savnede, at biskoppen tog udgangspunkt i Kierkegaard. Han fik nævnt, at Kierkegaard kom i domkirken og havde nogle af sine bedste oplevelser dér, men det var det. Kierkegaard skrev taler netop til altergangsgudstjenester i Vor Frue Kirke, som er nogle af hans mest opbyggelige tekster, og jeg synes, det er underligt, at biskoppen ikke tog udgangspunkt i dem, siger Povl Götke.
Han tilføjer, at biskoppen burde have fremhævet jubilarens kirkekritik:
Den er jo et middel til at afmontere den kirkelige fims og selvfedme, der hurtigt kan brede sig. Og kirken var fuld, og lejligheden var der.
Men ifølge biskop Peter Skov-Jakobsen ændrer gudstjenesten ikke fokus, blot fordi man fejrer Kierkegaard.
Det er altid Kristus, der er centrum i gudstjenesten, og sådan var det også søndag i Vor Frue Kirke, siger han og minder om, at Kierkegaard i en af sine prædikener i Vor Frue Kirke dvæler ved Thorvaldsens Kristusfigur, som træder et skridt frem:
Det er et umådeligt stærkt billede, og det var det, jeg i min prædiken tog udgangspunkt i: Kristus, som ikke bliver stående, men som kommer os i møde, siger han og afviser, at Kierkegaards kirkekritik har fået ham til at nedtone Kierkegaard ved gudstjenesten.