Prøv avisen

Kritik af norsk reformationsfejring

I et samlende dokument for den norske folkekirkes markering af 500-årsjubilæet har man ifølge kritikere antydet, at folk først fik direkte adgang til nåden, da det norske sprog kom ind i kirken efter Reformationen. Foto: LÆRKE POSSELT/Ritzau

Den norske kirke skaber et karikeret billede af den katolske middelalderkirke og overvurderer Reformationens betydning, lyder det fra reformationsforsker. Kirken kalder kritikken urimelig

To sætninger fra den norske kirke har skabt stor debat om betydningen af Reformationen og dannelsen af den protestantiske kirke. I et samlende dokument for den norske folkekirkes markering af 500-årsjubilæet har man nemlig ifølge kritikere antydet, at folk først fik direkte adgang til nåden, da det norske sprog kom ind i kirken efter Reformationen.

”Reformationen har givet os Bibelen, gudstjenesten, salmesang og trosoplæring på modersmålet. Sådan kan alle have direkte adgang til Guds ubetingede nåde,” lyder det i det såkaldte profildokument.

Og det er et problem, mener Sigurd Hareide, der er reformationsforsker og lektor ved Høgskolen i Sørøst-Norge. Han er katolik, men lægger vægt på, at han ikke udtaler sig ud fra et religiøst perspektiv eller på vegne af den katolske kirke.

”Man overser, at prædikenen, der er en vigtig del af gudstjenesten, også foregik på norsk i middelalderen. Og at det latinske ritual kunne være meningsfuldt for folket. Desuden lægger man op til, at kristne først i den nye kirke på modersmål fik adgang til nåden, og det er ikke rigtigt,” siger Sigurd Hareide, som ikke mener, at kirkens profildokument kan undskyldes ved at være en forsimpling.

Han opfatter teksten som reformationspropaganda.

”Det er udtryk for majoritetsblindhed, og der er forskel på forenkling og kortslutning i fortællingen om Reformationen. Det taler lige ind i klichéen om middelalderens mørke katolske kirke og Reformationens lyse kirke,” siger han.

Hareide fremsatte først sin kritik i avisen Vårt Land, og derfra er debatten rullet i flere norske medier, men det har indtil videre ikke fået kirken til at beklage ordlyden. Tværtimod mener Vidar Kristensen, der er kirkerådets koordinator for markeringen af jubilæet, at kritikken er helt ude af proportioner.

”I samarbejde med blandt andre den katolske kirke har vi lavet et omfattende materiale om Reformationen og betydningen for kirken. Set i det lys mener jeg, at det er skudt forkert kun at hænge sig op i de to sætninger, som ikke er udtryk for, hvad kirken mener. Det er blot en kort informationstekst om, hvad man ellers kan opleve og læse om Reformationens betydning.” Vidar Kristensen afviser, at de to linjer kan tolkes, som at det norske sprog var afgørende for at modtage Guds nåde.

”Dele af gudstjenesten foregik på norsk i middelalderen, men modersmålet blev en langt stærkere del af kirken efter Reformationen, og det er det, den sætning henviser til,” siger han.

Professor i teologi ved universitetet i Oslo Hallgeir Elstad mener, at kirken kunne have været mere præcis.

”Kritikken er overdrevet, for det er ikke forfalskning, men der er nogle væsentlige nuancer, som går tabt i forsimplingen. Selvfølgelig fandtes nåden i middelalderkirken, og man ved også, at forkyndelsen foregik på norsk. Kirken forsøger at gøre teksten let forståelig for at møde folk i øjenhøjde, men man skal passe på, at det ikke går ud over indholdet.”

Sebastian Olden-Jørgensen, der er lektor på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet og forsker i Reformationen, er enig i, at nordmændene har været lige lovlig lemfældige i fremstillingen af Reformationens betydning. Ifølge ham havde den enkelte også i middelalderkirken direkte adgang til nåden gennem bøn. Forskellen var dog, at kravet om, at man skulle gøre bod for sine ugerninger, faldt bort efter Reformationen, hvilket kan tolkes som den ubetingede nåde.

”Teksten er misvisende på flere måder. Først og fremmest var nåden også i middelalderen en fundamental del af kirkens selvforståelse. Når det gælder sproget, så var selve gudstjenesten på latin, men der var allerede religiøse sange på modersmålet, forkyndelsen var på modersmålet, og trosoplæring har aldrig foregået på andet end modersmål, fordi det ikke giver mening,” fortæller han.