Kritik af sogn for at dømme konservative præster ude

Sognepræster er vrede over, at et menighedsråd på forhånd afviser ansøgere, der ikke vil velsigne homoseksuelle eller vie fraskilte. Vi vil sikre os en tolerant præst, siger menighedsrådsformand

Kritik af sogn for at dømme konservative præster ude

 Et menighedsråd i Nordsjælland tager kvælertag på folkekirkens frihedssyn ved på forhånd at frasortere cirka en tredjedel af landets præster i forbindelse med en præstestilling.
 
Sådan lyder de vrede reaktioner fra flere sognepræster i forbindelse med, at menighedsrådet i Nykøbing Sj. Kirke afviser ansøgere til en præstestilling, der ikke vil vie fraskilte eller velsigne homoseksuelle.

LÆS OGSÅ: Kirkeminister: Vielser af homoseksuelle til foråret

Normalt drøfter menighedsråd den slags ønsker til en kommende præst bag lukkede døre. Men som noget ifølge kirkelige iagttagere hidtil uset har menighedsrådet valgt på forhånd at oplyse, at præsten skal være villig til vielse af fraskilte og til velsignelse af homoseksuelle par.

Sætningen optræder i det lokale kirkeblad, og det er det første, præsteansøgere får at vide, når de kontakter sognet.

En tredjedel af landets præster er imod kirkelig velsignelse af homoseksuelle, viser en undersøgelse lavet af Kristeligt Dagblad i 2009.
Kravene fra menighedsrådet ved Nykøbing Sj. Kirke er udtryk for et politisk korrekthedstyranni, mener sognepræst Claus Thomas Nielsen, som var medlem af udvalget om vielse af homoseksuelle under daværende kirkeminister Birthe Rønne Hornbech (V).

Menighedsrådet siger ikke blot, at de ikke vil have præster fra Indre Mission. De siger her, at de ikke vil have halvdelen af Danmarks præster, for omkring halvdelen er imod den udvanding af ægteskabet, som det ægteskabslignende velsignelsesritual for homoseksuelle samlevende er udtryk for. Det kamufleres som en rettighedsting, men det bruges til at indskrænke friheden for præster, der mener noget andet, siger han.

Sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk Henrik Højlund kalder menighedsrådets krav for yderst anfægteligt.

Vi bryster os af en grundtvigsk frihedstradition. Men her udelukker man på forhånd præster fra at søge embede. Nu handler det ikke længere bare om muligheden af at velsigne homoseksuelle og vie fraskilte men om, at det i praksis bliver umuligt at sige nej. Man vedtager at gøre noget til almindelig praksis, som mange mener, er uetisk, siger han.

Også Præsteforeningens formand, sognepræst Per Bucholdt Andreasen, advarer mod at afskrive præster, blot fordi de ikke vil vie fraskilte eller velsigne homoseksuelle par.

En menighed må altid give udtryk for, hvad det er for en type præst, man ønsker. Men jeg synes, at man udelukker nogen fra at kunne søge. Det kunne jo godt være, at en indremissionsk præst kunne være udmærket til jobbet. For måske var spørgsmålet om vielse af fraskilte og velsignelse af homoseksuelle et mindre problem, hvis en anden kunne tage sig af det, mens den indremissionske præst kunne tage sig af andre vigtige opgaver, siger han.

Mange flere sogne vil for fremtiden konfrontere præsteansøgere med den slags krav, vurderer både Per Bucholdt Andreasen og retsteolog Kristine Garde.

Den voldsomme debat om et autoriseret ritual til indgåelse af homoseksuelt partnerskab har nemlig skærpet menighedsrådenes bevidsthed om, hvilken præst de vil have.

Derudover har mange sogne taget ved lære af sagen i Kolding, hvor et menighedsråd for nylig ansatte en tredje præst, der ligesom de to øvrige nægter at vie fraskilte og velsigne homoseksuelle.

Retsteolog Kristine Garde bakker op om menighedsrådet i Nykøbing Sj. Kirke:

Jeg mener, at det er hensigtsmæssigt, at man spiller med helt åbne kort både i forhold til menigheden og ansøgerne. Menighedsrådet vil sikre, at man får en præst med et embedssyn, der harmonerer med det store flertal i menigheden. Det er et menighedsråds moralske pligt.

I Nykøbing Sj. Sogn ryster menighedsrådsformand Uwe Stollberg på hovedet af præsternes kritik:

Vi er et tolerant sogn og vil gerne have en ny præst, der er lige så tolerant som den forrige. Vi har fulgt, hvordan det gik i Kolding. Det gjorde os opmærksomme på, at her var et problem, vi måtte tage højde for.

Menighedsrådets krav står ikke i selve stillingsopslaget og ligger dermed uden for reglerne om stillingsopslag, oplyser Kirkeministeriets informationskonsulent Jørgen Engmark.

schnabel@k.dk

johansen@k.dk