Prøv avisen

Kritik af supermarkeder uden kristen julepynt

Butikkernes beslutning om at nedtone det kristne element møder kritik hos debattør og præst Poul Joachim Stender. Han mener, at butikkernes valg afspejler en større tendens, hvor julens kristne grundelement i stigende grad bliver nedtonet. -

Flere supermarkeders beslutning om at udelukke kristne symboler i julepynten møder kritik fra teologer

Når danskerne i den kommende julemåned skal i supermarkederne, må de spejde langt efter engle, jesusbarn, krybbespil og andre kristne symboler i juleudsmykningen. Ifølge Coop Danmark, der står bag Super Brugsen og Kvickly, og Dansk Supermarked, der står bag Bilka og Føtex, ønsker man at undgå at blande forretning og religion sammen, og derfor vil der udelukkende være verdslige symboler som nisser, hjerter og sågar papegøjer i butikkernes udsmykning, skriver Urban og Århus Stiftstidende.

Butikkernes beslutning om at nedtone det kristne element møder kritik hos debattør og præst Poul Joachim Stender. Han mener, at butikkernes valg afspejler en større tendens, hvor julens kristne grundelement i stigende grad bliver nedtonet.

På regeringsniveau er det jo allerede indført, at man ikke siger glædelig jul længere. Det næste bliver, at man stopper med at kalde det juletræer og i stedet kalder det vintertræer som i USA. Men Danmark er jo reelt en stor kirke. Når du hejser flaget, er der et kors i, og fridagene i julen skyldes jo kirken og ikke hverken politikere eller forretninger, siger Poul Joachim Stender, der er sognepræst i Kirke Saaby og Kisserup ved Roskilde.

Han synes, at udviklingen er sørgelig, og mener, at i takt med at julen bliver tømt for sit reelle indhold, overlades den til kommercialiseringen, og at der så kun er forbrug tilbage.

Det er jo paradoksalt, at vi pynter mere og mere op til jul, og det er, fordi selve festens indhold er blevet glemt. Det er som en døende, der begynder at sminke sig for at skjule kendsgerningerne, mener Poul Joachim Stender.

Hans kollega i Slagslunde og Kisserup Sogn, Kathrine Lilleør, er mere tilbageholdende.

Umiddelbart vil jeg tro, at det må være svært at sælge noget i julen, uden at der er engle i. Men hvis forretningerne vurderer det, må det i princippet være deres egen sag, siger hun og tilføjer:

Det er jo dog sådan, at bare fordi man ikke tør røre kristendommen, er den der alligevel. De kan undgå alle de kristne symboler, de vil, men den findes lige neden under glimmeren.

revsbech@kristeligt-dagblad.dk