Prøv avisen

Toppolitikeres indvielse af modemands asatempel vækker forargelse

"Jim er min gode ven, og jeg besøger ham så tit, jeg kan,” siger Pia Kjærsgaard. Her er de to fotograferet sammen til valgaftenen på Christiansborg i juni 2015. Foto: Rune Johansen

Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) klippede snoren og integrationsminister Inger Støjberg (V) stod for navngivningen, da den asatroende og erklæret kirkefjendske modemand Jim Lyngvild åbnede vikingetempel. Grotesk, at de to politikere deltog i et arrangement fra det religiøse overdrev, siger Kjeld Holm

Skal Folketingets formand og Venstres integrationsminister indvie et vikingetempel grundlagt af en mand, der ser kristendommen som det værste, der er sket i danmarkshistorien?

Kritikere undrer sig, efter at Pia Kjærsgaard (DF), Folketingets formand, og Inger Støjberg (V), udlændinge-, integrations- og boligminister, mandag indviede et vikingetempel ved Korinth på Sydfyn grundlagt af modemanden Jim Lyngvild, som tidligere har udtalt sig meget kritisk om kristendommen:

”Kristendommen er jo det værste, der er sket i danmarkshistorien, den har skabt en nation af ynkelige, selvudslettende dovenmikler,” som han skrev i et indlæg i BT sidste år.

Pia Kjærsgaard stod for at klippe snoren til templet, mens Inger Støjberg døbte templet i øl. Det fik navnet Manheim.

Men med Pia Kjærsgaards tilbagevendende forsvar af kristne værdier og hendes officielle post som formand for Folketinget og Inger Støjbergs ministerpost i en regering, der i sit grundlag betegner Danmark som kristent, virker deres tilstedeværelse ved Manheim temmelig besynderlig. Det siger blandt andre Jørgen Carlsen, idéhistoriker og forstander på Testrup Højskole.

”Det er jo et hedningested, det må man sige, og derfor er det da interessant, at de to politikere åbenbart har en hedningeside selv, samtidig med at de hylder kristendommen som noget ærkedansk. Det virker noget pjattet,” siger Jørgen Carlsen.

Tidligere Aarhus-biskop Kjeld Holm ryster på hovedet ad Kjærsgaard og Støjberg:

”Det er grotesk, at en minister og folketingsformand deltager i et arrangement, der ligger langt ude på det religiøse overdrev. Hverken Inger Støjberg eller Pia Kjærsgaard ville drømme om at være med til at indvie en moské, så at de vil deltage i et arrangement med én, der udtaler sig så bombastisk og historieløst om kristendommen, er komplet uforståeligt,” siger Kjeld Holm.

”Men det er lige før, jeg vil sige, jeg ikke er overrasket, for man kan forvente alt fra deres side.”

Heller ikke tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) er overrasket over Pia Kjærsgaard og Inger Støjbergs indvielse af vikingetemplet Manheim.

”Jeg har ikke forventninger om, at de to er konsekvente i deres politik,” siger Birthe Rønn Hornbech.

Men ifølge eksministeren er det problematisk, at de to borgerlige politikere deltog i arrangementet.

”Det er tragikomisk. Og jeg forstår ikke, hvorfor de har behov for at signalere velvilje over for asatroende, samtidig med at de tryner muslimer, kristne og andre trossamfund med den tåbelige imampakke. Hvorfor skal de blande sig i det? Jeg kan ikke se anden grund, end at der er tale om en modemand, som de godt kan lide,” siger Birthe Rønn Hornbech.

Den politiske tilstedeværelse ved asafejringen fremkalder ifølge Birthe Rønn Hornbech især hovedrysten, når nu Jim Lyngvild tidligere har skoset kristendommen.

”Man kan ikke føre åndelige samtaler med folk med de bemærkninger. Det kan man da med muslimer. Men det kendetegner meget godt de asatroende og ateisterne, at de er blandt de mest fordomsfulde,” siger Birthe Rønn Hornbech.

Sognepræst og medlem af Dansk Folkeparti Jesper Bacher ser heller ingen mening i, at de to toppolitikere deltog i vikingefesten:

”Danmark er det land, det er, blandt andet fordi vi sagde farvel til det, Lyngvild forsøger at genoplive. Det virker besynderligt, at Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg vil kaste glans over hedenskab. Det er godt med nationale grænser, men ikke nationale guder!”, siger Jesper Bacher.

Kritikken af politikernes indtog i vikingetemplet preller dog af på Pia Kjærsgaard.

”Folk skal lade være med at være så begrænsende. Hold nu op, drop fordommene og lad os respektere hinanden,” siger Pia Kjærsgaard, som dog understreger, at hun aldrig kunne finde på at indvie en moské.

”Det siger sig selv. Men vikingerne er en vigtig del af danmarkshistorien, og historierne om Odin og Thor er fantastiske.”

Hun mener desuden ikke, at man bør betragte hende som repræsentant for det officielle Danmark ved begivenheden, da hun var der som ven af Jim Lyngvild.

”Jeg mener sagtens, at man skelne. Jim er min gode ven, og jeg besøger ham så tit, jeg kan,” siger Pia Kjærsgaard.

Den argumentation køber Kjeld Holm dog ikke:

”To personer i så fremtrædende stillinger kan aldrig optræde udelukkende som privatpersoner, når de siger ja til at deltage i en indvielse, der har officiel karakter, og som kommer ud i medierne. Derfor må det jo tolkes, som om de billiger hans udtalelser.”

Det er dog langtfra tilfældet, siger Pia Kjærsgaard.

”Vi kan sagtens være venner uden at være enige. Desuden er Jim Lyngvild så glad og åbent et menneske,” siger Pia Kjærsgaard.

Men han er ikke så åben over for kristendommen. Den kalder han ”det værste, der er sket i danmarkshistorien”, og det har ifølge ham ”skabt en nation af ynkelige, selvudslettende dovenmikler”. Kan du tilslutte dig det?

”Overhovedet ikke, og den diskussion tager jeg gerne med Lyngvild. Jeg kunne ikke drømme om at blive højfornærmet. Jeg har min tro fast forankret i kristendommen, og at han elsker vikinger og asatroende, det må han jo om. Man kan heller ikke komme uden om, at vikingerne også er interessante,” siger Pia Kjærsgaard.

Kristeligt Dagblad har forgæves forsøgt at få en kommentar fra udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V), men hun har ikke haft mulighed for at kommentere kritikken.

Pia Kjærsgaard stod for at klippe snoren til Jim Lyngvilds tempel, mens Inger Støjberg døbte templet i øl. Det fik navnet Manheim. Foto: Jim Lyngvild
Inger Støjberg og Jim Lyngvild fotograferet til et modeshow i Industriens Hus i februar. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen