Ved enhver slags valg kan man opleve kandidater, der ikke er helt ærlige over for deres vælgere. Kandidater, som forsøger at favne lidt bredere end normalt og lover mere, end de kan holde. Når valget så er afgjort, og alt ikke bliver som lovet, kan de skuffede vælgere trøste sig med, at de til næste valg trods alt kan placere deres stemme et andet sted.
Men hvad hvis man ikke har mulighed for at vælge om efter et bestemt antal år? Så går det ikke bare at acceptere nogle brede betragtninger og tomme løfter, mener Edith Thingstrup, der er sognepræst i Ledøje-Smørum Sogne på Sjælland.
Det for nylig udskrevne bispevalg i Lolland-Falsters Stift har fået hende til at påpege vigtigheden af at ændre valgprocessen.
”Ved valg til Europa-Parlamentet, Folketinget eller menighedsrådet kan vi stemme anderledes fire år efter, hvis vi skifter mening. Men biskopper kan blive siddende indtil pensionen, selvom de svigter deres valgløfter eller går i en anden teologisk retning end lovet. Det er et løjerligt system,” siger hun.
Edith Thingstrup har ikke den perfekte løsning til, hvordan valgprocessen forbedres. Men hun har forslag. Man kunne for eksempel lade kirkeministeren både vælge og afskedige biskopper eller tidsbegrænse bispeembedet til 10-12 år. Hvis ikke man vil det, bør man have bispekandidaterne igennem en hårdere teologisk eksamen, så man ved, hvor de står, siger hun.
”Når man vælger en departementschef herhjemme eller en højesteretsdommer i USA, går de igennem en hård udvælgelsesprocedure. Ved bispevalg skal kandidaterne heller ikke slippe af sted med bløde svar, der favner alle, og dermed ligne hinanden for meget. Hvis de skal sidde i så lang tid, har vi ret til at få et ærligt svar på, hvor de står, og hvad de mener teologisk.”
Retsteolog Kristine Garde ser også flere problemer ved valgprocessen i dag og mener, at man med fordel kunne tidsbegrænse embedet til 12 år med mulighed for genvalg.
”Det er kun et spørgsmål om tid, inden vi får åremålsansættelser. For holdningen er ved at ændre sig – også i bispekredsen, hvor der de seneste år har været to selvvalgte fratrædelser. Nogle mener dog, at det kan gøre det vanskeligt for biskopperne at gennemføre deres teologisk-kirkelige profil i stiftet, hvis de hele tiden skal tænke på et eventuelt genvalg. Men det argument holder ikke. Man skal huske, at menighedsråd og præster udskiftes løbende, og det er ikke sikkert, at de nye ønsker den siddende biskop.”
Som processen er i dag, kan man ifølge Kristine Garde heller ikke være sikker på, at der vælges en højtkvalificeret teolog til biskop.
”Jeg savner en teologisk oprustning. Der skal lægges større vægt på biskoppens teologiske kompetence i forbindelse med bispevalg, fordi bispeembedet er et gejstligt embede. Og i en tid, hvor folkekirken er under pres, er der særlig brug for biskopper, der kan deres teologi og ikke udtaler sig for eksempel om det kristne gudsbegreb, så man er fristet til at give dem dumpekarakter.”
Arne O. Andersen er tidligere kirkeminister for Centrum-Demokraterne og i dag næstformand i Rødby-Ringsebølle Sognes Menighedsråd i Lolland-Falsters Stift. Han finder heller ikke den nuværende bispeordning perfekt. Men ifølge ham er der ikke noget bedre system.
”Man kunne da sagtens stille krav til kandidaternes uddannelsesniveau eller forlange, at de har skrevet en ph.d., men jeg mener ikke, at man skal gøre det. I stedet må man tage det myndige lægfolk alvorligt og huske, at der er præster og dermed teologisk viden til stede i de forsamlinger, hvor kandidaterne bliver udspurgt. Jeg kan ikke se, at ansvaret for, hvem der vælges, kan ligge andre steder,” siger Arne O. Andersen, der som kirkeminister i midten af 1990’erne selv var med til at fjerne Folketingets sidste indflydelse på valget af biskopper.
Han er heller ikke tilhænger af åremålsansættelser.
”Biskopper skal ikke ud i en popularitetskonkurrence for at blive genvalgt. Flere af de biskopper, jeg har talt med, siger desuden, at de først føler, at de virkelig fungerer som biskopper efter 8-10 år i embedet.”