For knap en uge siden besluttede et bredt flertal i Folketinget at sende en ny hjælpepakke på 365 millioner kroner til Afrika, og i den forbindelse indskærpede man blandt andet, at coronakrisen ikke måtte bruges som en undskyldning for at undertrykke ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed.
”Endelig adresserer vi den bekymrende tendens, der er i visse lande, til at indføre indskrænkninger af ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden under påskud af covid-19,” lød det fælles fra de partier, der havde været med til at vedtage hjælpepakken. Det var alle undtagen Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.
Men der var en stor mangel i formuleringerne: Hverken tanke-, tros- eller religionsfrihed var nævnt i denne pakke. Den vurderingen kommer fra Filip Buff Pedersen, der er blandt de personer, som følger regeringens trosarbejde tættest, og virker som projektkonsulent i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, som blandt mange andre har modtaget penge til arbejdet for trosfrihed. Han kritiserer, at frihedsrettighederne er fraværende i strategier for udviklingsarbejde i Bangladesh, Palæstina og Burkina Faso, hvor religiøse mindretal har det svært. Det står i kontrast til, at religions- og trosfrihed skal tænkes ind i alle regeringens udviklings- og udenrigspolitiske sammenhænge, hvor det giver mening, som udviklingsminister Rasmus Prehn har givet udtryk for.
”Det er alle kontekster, hvor trosfriheden er under pres, så det undrer mig. Det virker, som om man prioriterer andre friheder højere,” siger Filip Buff Pedersen, der mener, at det burde være en klar og tydelig strategi at uddanne medarbejdere til at tænke tros- og religionsfrihed ind der, hvor det er relevant, så de er i stand til at vurdere det.
Heller ikke udenrigsordfører for Det Konservative Folkeparti Naser Khader mener, at regeringens indsats lever op til det, som den har sagt.
”Danmark har siddet i FN’s menneskerettighedsråd siden 2019 og sidder indtil 2021. Det har været og er stadig en oplagt mulighed for at sætte trosfrihed på dagsordenen over for de slyngel-lande, der også sidder i rådet. Jeg frygtede, at Udenrigsministeriets kontor for trosfrihed ville blive lukket, da den nye regering trådte til. Det er heldigvis ikke sket. Men jeg synes ikke, man kan se, at religions- og trosfrihed har været på regeringens dagsorden. Og jeg har ikke set et konkret initiativ fra dens side. Det er ærgerligt, for vi burde have den gule førertrøje på i forhold til det,” siger Naser Khader.
Dit eget parti sad i regering for knap et år siden – gjorde I nok for at sikre religions- og trosfrihed globalt?
”Vi fik åbnet det førnævnte kontor, og Ulla Tørnæs (V), der var udviklingsminister, havde det som en mærkesag. Arbejdet for religions- og trosfrihed foregår ofte på embedsmandsniveau, men jeg har selv været garant for at markere det politisk,” siger Naser Khader.
Religions- og trosfrihed er en mangelvare, når man ser på regeringens udenrigspolitiske initiativer, siger seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Marie Juul Petersen, der har arbejdet fokuseret med religionsfrihed i sin forskning. Der er brug for, at opmærksomheden på trosfrihed integreres og gøres mainstream i Udenrigsministeriets arbejde, da det har potentiale for at være relevant for en masse områder, fortæller Marie Juul Petersen.
”Det betyder selvfølgelig ikke, at tros- og religionsfrihed altid er et relevant aspekt, men det betyder, at vi i de konkrete initiativer skal huske at spørge os selv, om det måske kunne være det,” siger hun.