Prøv avisen

Kritik: DR behandler Reformationen stedmoderligt

Jens Oddershede er formand for reformationsjubilæets præsidie, der er den officielle arbejdsgruppe for fejringen. Foto: Peter Hove Olesen/ritzau

Trods vedvarende opfordringer fra reformationspræsidiet ønsker DR ikke at bringe en stor fejring af 500-året for Reformationen på DR 1. I så fald kan intet kirkeligt finde vej til hovedkanalen, siger interesseorganisation

Martin Luthers reformation er ikke blot en af de mest skelsættende begivenheder i kirkehistorien, men også en vigtig grund til, at det danske samfund ser ud, som det gør i dag. Alligevel er det ikke lykkedes at få overbevist DR om, at markeringen af dagen for 500-året for Reformationen i slutningen af oktober er værd at satse stort på.

Sådan lyder kritikken fra dr.scient. Jens Oddershede, der er formand for reformationsjubilæets præsidie, der er den officielle arbejdsgruppe for fejringen.

”Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg havde forventet, at DR ville se det som sit public service-ansvar at vægte en så stor samfundsmæssig begivenhed højt. Men det er ikke lykkedes os at få dem overtalt til, at der skal bringes noget på hovedkanalen DR1,” siger han.

Jens Oddershede forklarer, at præsidiet har været i kontakt med DR i flere år op til fejringen med sammenlagt flere end otte møder for at få engageret stationen i fejringen. Oplægget fra præsidiet har lydt, at der skulle arrangeres en stor fejring af Reformationen på tv med bred folkelig appel omkring den 31. oktober, der er sat som selve reformationsdagen, hvor Martin Luther slog sine 95 teser op og indledte Reformationen.

Ifølge Jens Oddershede har præsidiet præsenteret adskillige forslag til DR om, hvordan en fejring kunne se ud. Men i sidste ende afviste DR, at det var egnet stof til DR 1. I stedet bliver der på reformationsdagen transmitteret en anledningskoncert fra DR’s koncertsal på den væsentlig mindre kulturkanal DR K. Derudover bringer DR et tv-interview på DR 1 med Dronningen om hendes tro.

”Jeg savner, at DR forstår, at Reformationen er en vigtig samfundsmæssig og historisk begivenhed med stor betydning for det samfund, vi har i dag i Danmark, og at jubilæet bør være en folkelig fejring. I stedet har man ønsket at reducere den til en kirkelig og kulturel begivenhed,” siger han og tilføjer, at han møder det samme problem hos de andre store danske mediehuse.

På samme måde lyder det fra den kristne interesseorganisation KLF, Kirke & Medier, at DR’s prioritering af Reformationen er dybt skuffende.

”Hvis ikke Reformationen kan finde plads på DR 1, så er der intet inden for den kirkelige verden, der kan. Det er en så væsentlig begivenhed for hele den måde, vi definerer os på som danskere, at det er helt oplagt at markere jubilæet på hovedkanalen,” siger generalsekretær Mikael Arendt Laursen og tilføjer, at han har samme forventning til andre public service-kanaler som TV 2 og Radio24syv.

DR’s prioritering af kirke- og trostof har været under kritik fra kirkelige aktører i længere tid, blandt andet efter at flere religionsprogrammer i radioen er blevet nedlagt eller flyttet til mindre fremtrædende pladser på sendefladen.

Og den manglende reformationsfejring er endnu et eksempel på, at stofområdet bliver negligeret, siger Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus.

”Normalt blander vi os ikke i, hvilke kanaler DR sender programmer på. Men jeg troede faktisk, at det her var så stor en begivenhed, at DR’s ledelse godt selv kunne se, at den bør høre til på hovedkanalen,” siger han.

Hos DR kan kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen ikke genkende kritikken af, at reformationsfejringen skulle være underprioriteret.

”Vi har efter mange grundige overvejelser vurderet, at et underholdningsshow på DR 1 tirsdag aften den 31. oktober ikke vil være den bedste måde at formidle Reformationens betydning til befolkningen,” skriver hun i en mail til Kristeligt Dagblad.

Her forklarer hun, at DR i stedet har valgt at prioritere jubilæet løbende over hele året med en lang række tv- og radioprogrammer og henviser blandt andet til, at Reformationen kommer til at spille en stor rolle, når DR sender første afsnit i anden sæson af serien ”Historien om Danmark” og desuden vil blive behandlet i nyhedsprogrammer omkring jubilæumsdagen.