Kritik: DR leverer for lidt kvalitet på trosstoffet

Politikens tv-redaktør, Henrik Palle, kritiserer DR for ikke at levere trosstof, der batter. DR holder ikke ”kontraktlige forpligtelser til at prioritere trosstoffet”

Henrik Palle efterspørger, at DR tager trosstoffet alvorligt i et land, hvor 79 procent af befolkningen er medlem af folkekirken.
Henrik Palle efterspørger, at DR tager trosstoffet alvorligt i et land, hvor 79 procent af befolkningen er medlem af folkekirken. Foto: vitanovski.

De 11 gudstjenester, som DR sender i løbet af julen, er ikke nok til at konstatere, at man har afhandlet den del af public service-forpligtelsen, der foreskriver DR at formidle den evangelisk-lutherske tro.

Det mener Henrik Palle, tv-redaktør på Politiken.

”Jeg er ikke selv troende overhovedet, men jeg synes ikke, DR tager kristeligheden og religionen alvorligt. Det at have en tro og en religion er et normsæt, som er meget mere end at vralte ned i kirken og synge en salme eller komme til jul, begravelser, vielser eller dåb,” siger Henrik Palle og påpeger, at tro er et eksistentielt anliggende.

”Religion er noget, som betyder uendelig meget for en masse mennesker, og forhåbentlig betyder det også mere end at gå i kirke.”

Henrik Palle efterspørger, at DR tager trosstoffet alvorligt i et land, hvor 79 procent af befolkningen er medlem af folkekirken.

”Hvorfor er de det, og hvad handler det om? Hvordan påvirker religion vores politiske anskuelse? Hvordan påvirker det vores måde at have sex på? Hvordan påvirker det vores spisevaner? Hvordan er man et religiøst menneske i det 21. århundrede? Det kunne jeg godt tænke mig at vide noget om. At behandle dette ville være at tage det alvorligt fra DR's side,” siger han og kalder det ”skammeligt”, at DR ikke lever op til sin kontraktlige forpligtelse til at prioritere trosstoffet.

Henrik Palle erkender, at DR på mange måder afspejler danskernes generelle forhold til tro, men mener, at DR er forpligtet til at sætte kulturkristendommen i perspektiv og vække interessen for tro.

”Jeg synes ikke, en public service-station skal give danske kulturkristne, hvad de har lyst til. Jeg kunne derimod godt tænke mig, at de lavede noget, der hed 'oplysning til borgerne om religion', for religion er en drivende faktor i verdens konflikter,” siger Henrik Palle.

Tine Smedegaard Andersen, der er kulturdirektør i DR, er ikke enig i Henrik Palles kritik af, at DR ikke tager trosstoffet alvorligt.

”Lige netop i dag har vi ansat en chef for en samlet redaktion for historie og tro for at styrke synergien mellem de to områder, og sammenhængen til kulturstoffet generelt.”

Men hun erkender, at Henrik Palle har en ”interessant pointe” i forhold til, at trosstoffet ikke bare skal være nyhedsorienteret, men også skal sætte gang i danskernes selvrefleksion.

”Selvfølgelig skal trosstoffet også levere eftertanke og inspiration til dagligdagen. DR prioriterer bestemt trosstoffet. Alene på det seneste har vi sendt programmet 'Guddommelig sex', og vi har haft Kristian Leths programserie 'Jagten på den kristne kulturarv', der handler om tro på en moderne måde, så vi tager det alvorligt,” siger Tine Smedegaard Andersen.

Hun mener ikke, man kan måle DR's håndtering af trosstof i julen ved kun at fremhæve de 11 annoncerede gudstjenester.

”Gudstjenester er kun én af de måder, vi formidler trosstof på. Oven i det er der også radioprogrammer og mennesker, der forholder sig til trosspørgsmål i andre programmer. Men vi skal huske, at DR ikke skal være forkyndende, men formidlende i forhold til tro,” siger Tine Smedegaard Andersen.