Kritik: EU risikerer at drukne trosfriheden

Mens kristne og religiøse mindretal i stigende grad udsættes for krænkelser og forfølgelser verden over, kan EU være på vej til at svække kampen for trosfrihed

Religiøs forfølgelse vokser globalt, og kristne og andre religiøse mindretalsgrupper fordrives fra deres hjem. Flere efterspørger nu, at EU skærper fokus på problemet. (Arkivfoto).
Religiøs forfølgelse vokser globalt, og kristne og andre religiøse mindretalsgrupper fordrives fra deres hjem. Flere efterspørger nu, at EU skærper fokus på problemet. (Arkivfoto). Foto: Suhaib Salem/Reuters/Ritzau Scanpix

Flere iagttagere frygter, at EU svækker kampen for trosfriheden, efter at 48 europaparlamentarikere har opfordret til at gøre EU’s særlige udsending for trosfrihed til en del af unionens generelle indsats for menneskerettigheder. Dermed vil man reelt svække fokus på religionsfrihed i EU’s udenrigspolitik, mener Christof Sauer, professor i religionsfrihed og kristenforfølgelser ved Freie Theologische Hochschule i Gießen nord for Frankfurt.

”Det er et klassisk argument fra modstandere af en specifik indsats for religions- og trosfrihed at appellere til menneskerettigheder generelt for derved at udvande fokus,” lyder hans kritik.

EU har fra 2016 til 2019 haft en særlig udsending for tros- og religionsfrihed, Slovakiets tidligere transportminister, Jan Figel, og efter debat om stillingens fremtid meddelte EU-kommissionen i juli, at posten skal bevares. Stillingen blev oprettet som følge af terrorbevægelsen Islamisk Stats forbrydelser i Irak og Syrien, og Jan Figel har som den eneste i EU-regi sat specifikt fokus på religiøst motiverede overgreb på kristne, yazidier og andre mindretal. Men nu har 48 europaparlamentarikere underskrevet et brev til EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, hvori de opfordrer til, at det særlige mandat for trosfrihed indarbejdes i ”den overordnede ramme for menneskerettigheder”.

”Oprettelsen af et særskilt mandat udelukkende til beskyttelse af religions- og trosfrihed medfører risikoen for unødigt at isolere denne ret fra andre og risikoen for, at den ikke behandles på en inkluderende og tværgående måde,” skriver parlamentarikerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men det ville være en fatal fejl i en tid, hvor religiøst motiveret vold på mindretal vokser globalt, mener professor Christof Sauer. Han peger på Myanmar-regimets militære vold mod det muslimske rohingya-folk, Kinas forbrydelser mod det muslimske uighur-mindretal og terrorbevægelsen Boko Harams mord på kristne i Nigeria.

”Vi har brug for et særligt EU-mandat til at fokusere på sådanne overtrædelser. Det er i forvejen vanskeligt for den særlige udsendte som en eneste person at dække så komplekst et emne. I mellemtiden tager grusomhederne til,” siger han.

Samme bekymring lyder fra det konservative folketingsmedlem Naser Khader (K), som under den tidligere regering var en af drivkræfterne bag oprettelsen af en enhed i Udenrigsministeriet med fokus på tros- og religionsfrihed.

”Jeg frygter, at religionsforfølgelse bliver gemt væk og udvandet, hvis det her emne bare bliver en del af den generelle kamp for menneskerettigheder. Jeg er tilhænger af, at EU bevarer det som et eksplicit og selvstændigt emne, som skal være et fast punkt på dagsordenen, når EU mødes med lande, der forfølger religiøse mindretal, især kristne,” siger han og tilføjer, at EU-indsatsen i form af en mand i forvejen er beskeden.

”EU bør snarere give emnet langt mere opmærksomhed og italesætte det langt mere, end tilfældet er i dag. EU har den tilgang, at man ikke vil provokere sine samtalepartnere. Men når muslimske lande mødes med os, siger de også, at vi ikke er gode mod muslimer. Vi bør gøre det samme i forhold til forfølgelse af kristne,” siger Naser Khader.

Men Naser Khaders partifælle Pernille Weiss, som sidder i Europa-Parlamentet for De konservative og er medunderskriver af brevet, deler ikke bekymringen.

”Jeg ser ikke en fare for, at spørgsmålet om religionsfrihed bliver udvandet i EU. Jeg lægger vægt på at styrke sikringen af religionsfrihed, og jeg har skrevet under, fordi jeg snarere tror, at vi ved at integrere religionsspørgsmålet i den overordnede indsats for menneskerettigheder vil styrke det,” siger hun.

Europa er et kristent kontinent, som har formået at skabe en høj grad af frihed for den enkelte, betoner Pernille Weiss.

”Vi har en særlig forpligtelse for religions- og trosfrihed, det er ikke et spørgsmål, som skal sættes på sidelinjen, men det er samtidig en frihedsrettighed, som går hånd i hånd med de øvrige menneskerettigheder generelt,” siger hun.

Det er ikke et dårligt forslag at gøre trosfriheden til en del af menneskerettighedsindsatsen, lyder det fra akademisk medarbejder Jonas Adelin Jørgensen fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Man signalerer derved, at religionsfrihed er en rettighed på linje med andre rettigheder, og det er ikke nødvendigvis problematisk, betoner han.

”Men der er den klare risiko, at trosfriheden drukner eller bliver nedprioriteret. Ideen med en særlig udsending var jo netop, at trosfrihed var et område, man havde forsømt, og som nu skulle betragtes som en europæisk værdi, man ville løfte ved en særlig indsats uden for EU. Man kan have den fornemmelse, at mange vesteuropæiske progressive EU-politikere ikke forstår omfanget af krænkelser af trosfrihed uden for Europa,” siger han.

I brevet til EU-kommissionsformanden skriver europaparlamentarikerne, at det er risikabelt at fremhæve religionsfrihed, idet det nemt kan krænke andre rettigheder. Religionsfrihed er over alt i verden blevet brugt til at hindre andres rettigheder, især retten til ligestilling og ikke-forskelsbehandling af kvinder og lgbt+-personer, skriver de. EU’s særlige udsendte Jan Figel har ifølge underskriverne ”undermineret mandatets troværdighed ved at vise meget problematiske bekendtskaber med organisationer”, som modarbejdede rettigheder for kvinder og seksuelle mindretal.

Det er rigtigt, at der kan være spændinger i forholdet mellem trosfrihed og frihedsrettigheder i forhold til køn og seksualitet, påpeger Jonas Adelin Jørgensen.

”EU’s særlige udsending blev i sin tid indsat i Vatikanet, og det vakte glæde blandt den mere konservative og østeuropæiske fløj i EU, mens den mere progressive og vesteuropæiske fløj har betragtet ham med skepsis og set ham som fortaler for meget traditionelle værdier og kirkelige mærkesager som modstand mod abort og støtte til traditionelle familier,” siger han.

Men kritikken af EU’s særlige udsending er ensidig, og hans arbejde er generelt evalueret meget positivt, mener professor Christof Sauer.

”Man ville aldrig argumentere, som de gør, hvis en særlig udsending for lgbt-rettigheder blev udpeget. Man ville ikke bede denne person om at fokusere på alle mennesker,” siger han.