Egentlig burde den evangelisk-lutherske kirke være hele folkets kirke i Danmark. Men ifølge nylige tal fra Danmarks Statistik er det så som så med, hvor bredt funderet i befolkningen folkekirken i virkeligheden er.
Danmarks Statistik har for første gang offentliggjort tal over, hvor mange indvandrere fra ikke-vestlige lande som afrikanske, mellemøstlige og asiatiske, der er medlemmer af folkekirken. Og resultatet er, at lige knap tre procent af de ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere er medlemmer. Til sammenligning er 86 procent af gammeldanskerne medlem af kirken.
Når en så stor del af befolkningen næsten er helt fraværende i medlemskartoteket, må man konkludere, at folkekirken har sovet i timen, siger lektor i teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen, der over årene har beskæftiget sig indgående med folkekirkens plads i samfundet.
”Folkekirken har ellers en betænkning, der siger, at kirkens opgave er at forkynde Jesus som hele verdens frelser til hele verden. Men når indvandrere ikke føler sig velkomne i kirken, må vi bare sige, at den har svigtet både menneskeligt, kristeligt og folkeligt,” siger han.
Ifølge Hans Raun Iversen er det et selvforstærkende problem, da det blandt andet hænger sammen med, hvordan folkekirken bliver drevet. For i dag bliver de fleste af kirkens ressourcer fordelt efter, hvor medlemmerne er.
”Hvis man virkelig ønskede at gøre sig relevant for de nye grupper af befolkningen, burde man jo koncentrere flere ressourcer om de steder, hvor der kun er få medlemmer,” siger han.
Af Danmarks Statistiks opgørelse fremgår det, at folkekirken især har svært ved at gøre sig relevant for indvandrere fra de lande, der kommer flest indvandrere fra, som Tyrkiet, Syrien, Afghanistan og Somalia.
Desuden viser den, at indvandrerne fra ikke-vestlige lande ikke bliver mere tilknyttet folkekirken, jo længere tid de har været i landet. Faktisk er der en lidt mindre andel af efterkommerne (0,1 procentpoint færre), der er medlem af kirken end i den første generation, der kom til Danmark. Hos indvandrere fra vestlige lande er der ellers en væsentligt større andel af efterkommerne, der er medlem af folkekirken.
Ifølge interkulturel konsulent Mogens S. Mogensen er det til en vis udstrækning et vilkår for folkekirken, at denne del af befolkningen kun i ringe grad er medlem. Langt de fleste af de ikke-vestlige indvandrere er nemlig enten muslimer, buddhister eller lignende eller tilhører et andet kristent trossamfund end det lutherske og søger derfor ikke naturligt mod folkekirken.
”Når det er sagt, så er det samtidig en kæmpe udfordring for kirken, så længe den ønsker at vedblive at være en folkekirke. I så fald kan den ikke bare være en etnisk kirke for gammeldanskere. Når folket ændrer sammensætning, bør det også blive afspejlet i folkekirken,” siger han.
Mogens S. Mogensen mener, at der er brug for en større mentalitetsændring, hvis kirken skal kunne rumme den nye befolkningssammensætning.
”Vi har en flere hundrede år lang tradition for, at folkekirken er en etnisk dansk territorialkirke, hvor det danske og kristne er smeltet sammen. Nu er der behov for at ændre mentaliteten, så kirken kan rumme mange forskellige kulturer og udtryksformer,” siger han og forklarer, at det kan handle om noget så konkret som at acceptere, at gudstjenesten ikke nødvendigvis foregår på dansk.
Biskop over Ribe Stift Elof Westergaard mener, at den lave andel af ikke-vestlige indvandrere rejser et spørgsmål til kirken.
”Vi er en folkekirke. Det betyder, at vi er en rummelig og bred kirke, som gerne inviterer alle ind, samtidig med at vi som kirke ikke står for hvad som helst. Det spørgsmål, vi altid må stille os selv, er, om vi er gode nok til at invitere de nye samfundsborgere ind i kirken? Det er i al fald en af de tanker, jeg gør mig, når man betænker den relativt lille andel af indvandrere, som søger medlemskab af folkekirken,” siger han.