Det er helt urimeligt, at så mange kirkeligt ansatte nu måske inddrages i en storkonflikt. Det mener næstformand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Kjær Andersen, der taler på vegne af de lokale menighedsråd, som ansætter gravere, kirketjenere, kordegne og kirkemusikere. Næstformandens kritik går blandt andet på, at det er staten, der har ret til at varsle lockout, ikke menighedsrådene, selvom sidstnævnte ser sig selv som de ansattes egentlige arbejdsgivere.
”Menighedsråd ansætter og fyrer folk. Vi administrerer og finansierer selv de ansattes løn som folkekirkemedlemmer. Men når der opstår konflikt på arbejdsmarkedet, er det pludselig nogle andre, der bestemmer,” siger Inge Kjær Andersen.
Staten kan inddrage kirkens ansatte i konflikten, fordi staten har retten til at forhandle de ansattes overenskomster, ikke menighedsrådene. Helt konkret ligger retten hos Finansministeriet, der overlader den til Kirkeministeriet. Og den fordeling af rollerne vil Inge Kjær Andersen have lavet om.
”Jeg vil gerne have Landsforeningen af Menighedsråd til at sidde for enden af forhandlingsbordet. Den danske model omfatter ikke os, når det er ministeriet, der laver forhandlingerne,” siger hun.
Men det har Landsforeningen af Menighedsråd ikke ret i, siger Henning Jørgensen, professor i politologi ved Aalborg Universitet. Ifølge ham er det forkert at sige, at den danske model ikke omfatter kirken i dette tilfælde, for det er netop den danske model, at overenskomstansættelser medfører risiko for strejker og lockout.
”Forhandlingsretten ligger hos ministeriet, og sådan er det. Vi har i Danmark centraliseret forhandlingsretten fra starten, for sådan fungerer det offentlige system. Man har troet, at man havde en lokal autonomi, og at man var herre i eget hus. Men det er slet ikke tilfældet,” siger han og fortsætter:
”At menighedsrådene ikke mener, at de skal være en del af en eventuel lockout, er udtryk for, at de ikke har forberedt sig nok på muligheden for konflikt.”
Inge Kjær Andersen understreger, at hun anerkender både strejke og lockout som redskaber. Men når overenskomster skal fornys for kirkens ansatte, mener hun ikke, at arbejdsgiveren sidder direkte over for arbejdstageren:
”Det er jo ikke staten, der har personaleansvaret. Måske skulle vi både hos os og i ministeriet have været bedre forberedte, men vi har jo ikke prøvet det før. Det er ikke, fordi jeg ikke vil have, at vi skal bruge disse redskaber, men jeg vil have, at det er os, der forhandler,” siger hun.
Kirkeminister Mette Bock (LA) slår fast, at den danske model også gælder i folkekirken, i en skriftlig kommentar til Kristeligt Dagblad. Hun skriver, at Folketinget har besluttet, at det er de statslige overenskomster, som gælder på folkekirkens område, og at det tætte forhold mellem stat og kirke her kommer til udtryk.
”Det betyder jo altså, at folkekirken bliver en del af en konflikt, hvis der varsles strejke,” skriver hun og tilføjer, at der er en god tradition for at inddrage Landsforeningen af Menighedsråd i overenskomstforhandlingerne, og at hun har alle intentioner om at fortsætte samarbejdet med organisationen fremover.
Sagen er et godt eksempel på, hvor svært det kan være at se, hvor grænsen går mellem kirke og stat, siger lektor på center for samtidsreligion ved Aarhus Universitet Marie Vejrup Nielsen.
”I takt med, at staten har udviklet sig til en moderne stat, har den samtidig skullet forholde sig til folkekirken. Overenskomster er jo om noget et eksempel på, hvordan reglerne for samfundet generelt bliver en del af kirken. Det synliggør den her meget specielle statskirkemodel, hvor det ikke handler om kirke over for stat, men om, hvilke dele af kirken der er tættest på staten, så at sige. Spørgsmålet er jo så, om modellen for kirken som arbejdsplads lever op til moderne forvaltningsbehov, og her vil det nok være svært at finde enighed mellem de mange parter,” siger Marie Vejrup Nielsen.