Lav Fadervor som en leg, skriv en bøn eller døb en dukke. Det er nogle af de aktiviteter, der bliver foreslået i den nye bog ”Minikonfirmand”, som består af idéer til flere kirke- og kristendomsforløb for børn.
Selvom dette umiddelbart kan lyde harmløst, har bogen fået Religionslærerforeningens formand, John Rydahl, op på barrikaderne. For forlaget Klim, der kalder sig selv for førende inden for pædagogisk faglitteratur, markedsfører ikke kun bogen som et hjælpemiddel til voksne, der arbejder med undervisning af minikonfirmander i folkekirken. I annonceringsteksten og indledningen til bogen står der, at den også er tænkt som en bog for fagundervisning i skolens mindste klasser. Og det er dybt uprofessionelt, siger John Rydahl, hvis forening har til formål at styrke kristendoms- og religionsundervisningen i folkeskolen.
”Problemet er, at der er to vidt forskellige hensigter med undervisningen i folkeskolen og i folkekirken. Hvor kirken af gode grunde skal lave forkyndende formidling, der skal lede hen til en bestemt forståelse, så handler skolens undervisning om politisk dannelse og oplysning,” siger han og tilføjer, at børn derfor ikke skal bekende sig til bøn eller arrangere gudstjenester i skoletiden.
Selvom meget indhold i skolens og kirkens undervisning vil være det samme, kan man ifølge John Rydahl ikke adskille en bogs indhold og metode fra dets mål. Dette ser han dog en tendens til begynder at ske.
”Det virker til, at nogle yngre lærere og måske også præster tænker, at nu er kirken blevet så ufarlig, at vi uproblematisk kan blande den sammen med skolen igen. Mange lærere går uproblematisk til kirken og synes bare, den er spændende. Den mere kritiske tilgang og distance lader til at være forsvundet, og det er denne bog et eksempel på,” siger han.
Samme bekymring har adjunkt på Professionshøjskolen Absalon Karna Kjeldsen, som specialiserer sig i religionsundervisning, og som i en ph.d.-afhandling for nogle år siden undersøgte, hvordan kristendommen blandt andet vægtes og omtales i folkeskolens undervisningsmateriale.
”Jeg oplever, at der er en glidebane, når det kommer til materialet, der bruges til kristendomsundervisning. I mine øjne er det afgørende, at man ikke bare overtager undervisningsplaner udarbejdet af andre, men forholder sig kritisk og reflekterende til afsenderen. Det kan være svært at tale om, hvornår noget er forkyndende, men det er problematisk, hvis materiale for eksempel er lavet af en religiøs afsender eller med et religiøst formål,” siger hun og nævner som eksempel, at meget af undervisningsmaterialet til kristendomskundskab i dag kommer fra Folkekirkens Skoletjeneste.
Når kristendomsmateriale til skoler og kirker i dag kan overlappe, skyldes det en udvikling i tilgangen til undervisningen på begge områder. Det siger professor og uddannelses- og kirkehistoriker Mette Buchardt, der er leder af Center for Uddannelsesforskning på Aalborg Universitet og blandt andet forsker i forholdet mellem stat, skole og kirke.
Selvom teologer allerede i slutningen af 1800-tallet begyndte at tale for en mere videnskabelig kristendomsundervisning, var det først i 1975, at skellet mellem kirkens og skolens undervisning blev klart, da man i en ny folkeskolelov fjernede kristen forkyndelse fra skoleskemaet, forklarer hun. Siden har en ny undervisningstilgang dog påvirket forholdet mellem de to institutioners formidling af kristendommen.
”På den ene side har skolens undervisning undergået en videnskabeliggørelse, som har skabt en distance til kirkelig undervisning, og på den anden side er mange fag i den danske folkeskole i dag farvet af, at undervisningen skal være livsnær og følelses- og eksistensorienteret. Dette gælder især på de lave klassetrin, hvilket åbner for, at noget kristendomskunskab kan ligge tæt på det, der sker i kirken,” siger Mette Buchardt og tilføjer, at kirken samtidig er blevet mere orienteret mod blandt andet at leve op til videnskabelige standarder i konfirmandundervisningen.
”Så måske er det ikke så mærkeligt, hvis nogle lærere kan finde det svært at vide, hvor grænsen går.”
Ane Helgestad Bjerregaard, der er præst i Horsens Klostersogn og medforfatter til ”Minikonfirmand”, er helt med på, at der ikke må forkyndes i folkeskolen. Men det mener hun heller ikke vil ske, hvis lærere lader sig inspirere af bogens aktiviteter.
”Der er tale om undervisning, hvor vi får hele kroppen med, hvilket alle børn har godt af. Det gælder særligt på de lavere klassetrin, hvor man lærer, mens man leger og omvendt. Jeg synes godt, man kan bruge materialet uden at få forkyndelse ind i klasseværelset. Det er klart, at den er skrevet i en kristen kontekst og tager udgangspunkt i bibelhistorier, men når en opgave lyder, at man skal skrive sin egen bøn eller tegne en engel, så er bønner og engle jo ikke noget, kristne har patent på. Så opgaverne kan lige så godt handle om at forholde sig til noget større end os selv,” siger hun.