Kritik: Ingen nytænkning i DR’s påskedækning

DR bør tænke mere originalt og placere flere programmer om tro på hovedkanalen, mener seerforening. Vent lige med kritikken, siger samfundsforsker

Bortset fra gudstjenesten påskedag vil alle trosprogrammer i påsken være at finde på den lille kanal DR K, og det er ærgerligt, mener Mikael Arendt Laursen fra KLF – Kirke & Medier.
Bortset fra gudstjenesten påskedag vil alle trosprogrammer i påsken være at finde på den lille kanal DR K, og det er ærgerligt, mener Mikael Arendt Laursen fra KLF – Kirke & Medier. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Der mangler nytænkning i DR’s omgang med trosstoffet i påskeugen. Det siger Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i seerforeningen KLF – Kirke & Medier. For nylig udsendte mediehuset en pressemeddelelse om påskens programmer om tro, og bedømt ud fra denne er der ganske vist enkelte ting at glæde sig over, men mest af alt savnes ambitioner i dækningen af kristendommens vigtigste højtid, mener teologen.

”Jeg kan glæde mig over, at der er mange gudstjenester på programmet og endda en på hovedkanalen DR 1 påskedag. Men ellers bærer programmet for påskedækningen præg af den samme mangel på originalitet som hvert år til påske. Man hiver nogle gamle travere frem og køber nogle udsendelser fra udlandet, der er meget fine. Men jeg savner nye programmer, der formidler tro og højtid på en relevant og aktuel måde,” siger han.

På tv vil man blandt andet kunne se en amerikansk dokumentar og en irsk dokumentar om henholdsvis gåden om Jesu grav og hans sidste dage i Jerusalem.

Derudover viser DR K en amerikansk drama-miniserie med titlen ”Mordet på Jesus”. Bortset fra gudstjenesten påskedag vil alle trosprogrammer i påsken være at finde på den lille kanal DR K, og det er ærgerligt, mener Mikael Arendt Laursen fra KLF – Kirke & Medier.

”Mange danskere nyder at holde fri i disse dage, men jeg er ikke sikker på, at den brede befolkning er helt på det rene med, hvad vi fejrer skærtorsdag, langfredag og så videre. Derfor er det ærgerligt, at trosstoffet ikke finder vej til hovedkanalen, som langt de fleste ser,” siger han.

Den kritik er Michael Böss til dels enig i. Han er samfundsforsker og var i mange år journalist og redaktør på P1. Han bryder sig ikke om signalværdien i at placere tros- og kulturstof på den mindre kanal DR K, men mener samtidig, at man må vente med at bedømme DR’s påskedækning.

”DR har de senere år haft en politik om, at trosstoffet også kan komme ind i den almindelige sendeflade. For eksempel i TV Avisen eller en anden udsendelse på DR 1, hvilket ikke fremgår af den liste over særlige påskeprogrammer, de har sendt ud. Det sender et signal om, at kirkestof ikke er nichestof, der skal særproduceres til et særligt publikum. Derfor kan det sagtens være, at trosstoffet når ud til et bredt publikum, hvis for eksempel ’Aftenshowet’ tager det op som tema,” siger han.

Michael Böss mener i øvrigt, at den annoncerede dækning ser rimelig ud. Men ligesom KLF – Kirke & Medier efterspørger han investering i nye produktioner.

”Det er ærgerligt, at der ikke bliver lavet nye produktioner, men det kan selvfølgelig være svært, når DR er underlagt store besparelser. Derudover er påsken ikke kendt for at være en højtid, hvor der bliver set meget tv, så det er måske også en overvejelse fra DR. Hvis man kombinerer radio- og tv-dækningen, ser det fornuftigt ud,” siger han.

DR’s mediechef Henriette Marienlund besvarer kritikken i en mail til Kristeligt Dagblad, hvor hun skriver:

”For DR er det væsentligt i påsken at bringe mange forskellige slags udsendelser, der kredser om den kristne højtid. Sådan er det også i år med alt fra gudstjenester til programmer om påskens musik. En del af udsendelserne er nye, andre er velkendte, da påsken også bygger på tradition og vaner. Programmerne er fordelt ud over DR’s tv- og radiokanaler og vil for en stor dels vedkommende kunne findes og streames på DRTV samt via DR’s radio-app, hvis man ikke sidder klar foran tv’et eller radioen, netop når de bliver sendt.”88